Singlelivet er snart mere normalt end parforholdet: Vi trænger til at sige farvel til Bridget Jones-myten

Intet er snart mere almindeligt end at omfavne det gamle Steffen Brandt-credo og være »velstillet, velklædt, uafhængig og fri«. Alligevel hersker der stadig en kulturel forståelse af singler som en halveksotisk afart af menneskeheden, skriver Birgitte Borup

Birgitte Borup, weekendredaktør Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Hvis det går, som nytåret prædiker, vil datingportalerne bugne af nye, entusiastiske emner her i årets første dage. At få en kæreste ligger øverst på den kollektive top ti over nytårsforsætter, kun overgået af vægttab (en ikke uvæsentlig komponent i en eventuel kærestejagt), mere motion og rygestop.

Men samtidig var der formentlig en del, der skålede året ind med et påklistret smil, mens de indvendig svor, at nu skal det her parforholdsværk have en ende. I hvert fald fortsætter antallet af singler med at vokse, så cirka 44 procent af de danske husstande i dag beboes af en enlig voksen. Nogenlunde samme statistik gælder for USA, Storbritannien og andre vestlige kulturer, hvor det moderne menneske drømmer løs om kærligheden, men i virkelighedens verden går gennem en stor del af livet solo.

Antallet af aleneboende voksne er steget hurtigere end en nytårsraket siden de glade 1980ere, hvor det stadig var en sensation, når nogen fra folkeskoleklassen havde forældre, der skulle skilles. Dengang delte de fleste ægtepar pænt lørdagskylling og fastnettelefon til den bitre ende, mens udbrydertrangen forblev en sitren i den veltæmmede libido.

I dag findes den største vækst af singler blandt de 40-50 årige, og vi er med raske skridt på vej mod et samfund, hvor det normale er at stå uden for normalen. Supermarkederne har endelig fattet, at det ikke er hele befolkningen, der er i besiddelse af en 800 liters kummefryser og heller ikke gider stå og stege hakkedrenge af tre kilo oksefars. Convenience-markedet er stærkt for opadgående, akkurat som restaurationsbranchen er begyndt at at indrette sig på en virkelighed, hvor bymennesket i stigende grad går ud alene.

»Dengang delte de fleste ægtepar pænt lørdagskylling og fastnettelefon til den bitre ende, mens udbrydertrangen forblev en sitren i den veltæmmede libido.«


Men til trods for, at intet snart er mere almindeligt end at omfavne det gamle Steffen Brandt-credo og være »velllstillet, velklædt, uafhængig og fri«, hersker der stadig en kulturel forståelse af, at singler er en halveksotisk afart af menneskeheden, der bruger samtlige vågne timer på at jage den eneste ene. Bannerfører udi tåbelighed er Kanal4s gyselige realityserie »Singleliv«, hvor deltagerne pisker rundt efter en kæreste, iført Bjørn Borg-halskæder og en em af 90er-nostalgi, mens de laver koteletter i fad til Betina fra Ikast eller drikker billig rødvin til sushien(!). Hvornår kommer TV-programmet om de seje singler, der opholder sig i et velfungerende eksil fra parforholdet, mens de dyrker jobbet som CEO og lader sig inspirere af deres spændende omgangskreds?

Vi trænger til en oprydning i den myte, der opstod i kølvandet på klumrerøven Bridget Jones og universet af mandebesatte seriedatere i »Sex and the City«. Sidstnævnte var ganske vist en hyldest til singletilværelsen, men manuskriptforfatterne havde i sidste ende ikke mod til andet end at lade Carrie Bradshaw realisere sit dysfunktionelle forhold til Mr. Big. Det havde været mere fremsynet at lade hende vandre videre i tilværelsen solo. Klogere og med troen på kærligheden intakt, men også som del af en singlestatistik, der rummer sit eget tydelige budskab: Hold hjertet varmt og åbent, men skab samtidig dit eget, fabelagtige liv. Tiden venter ikke på nogen. Det skal du heller ikke.