Sådan finder du sjælfuld stilhed i december – med skum, marmor og en ægte hamam-mester

December er fyldt med levende lys, men er også årets mørkeste måned. Nogle kravler i vinterhi, andre igen finder sjælfuld stilhed i et tyrkisk hamam-kurbad på Christianshavn. Berlingske har været en tur i Sofiebadet, Københavns ældste badeanstalt.

Sofiebadet
Julia Gronenberg er hama-mester i Sofiebadet. Hun har lært den gamle teknik af en hamam-mester fra Aleppo i Syrien. Hamam er ikke kun massage, men også sjælefuld stilhed, forklarer Julia Gronenberg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen

Som dronningen af Saba. Eller bare som dronningen af sæbe. Af det blødeste, hvide sæbeskum, der knitrer på kroppen, som var det lavet af bittesmå iskrystaller og glasperler.

Så ligger man der, smurt ud på en opvarmet plade af marmor – oppe på et podie, placeret i midten af det højloftede kuppelrum med hvælvinger og lys, der strømmer ned fra de store vinduer. Det er ikke svært at overgive sig til Sofiebadets tyrkiske hamam-kurbad på Christianshavn en mørk og regnfuld decemberdag.

Det kræver træning og en særlig teknik at fylde skummet i en lang stofpose og hælde det ud over kurbadegæsten Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.

Eller at lade sig forføre af hamam-mesterens næsten graciøse bevægelser, når hun svinger sin lange hvide stofpose gennem luften, mens der arbejdes på, at badegæsten kan slappe af helt ned i spidsen af venstre storetå.

Julia Gronenberg

»Hun har lært teknikken af en syrisk mand, som, før byen Aleppo blev sønderbombet, havde sit virke som hamam-mester i et af Aleppos mange tyrkiske bade.«


Forsigtigt og nænsomt tømmer hun posen med sæbeskum ud over kroppen, så det lægger sig som en fin, tynd hinde. En skumhinde, der bevæger sig, når sæben langsomt glider ned ad ryg, ben og videre ned over fødderne, før det forsvinder som vand på gulvet.

En opvarmet marmorplade midt i det højloftede kuppelrum er centrum for massagen med sæbeskum. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.

Vægtløs og svævende et par millimeter over den lune, behagelige marmorplade. Sådan føles det. Bortset fra den knitrende ild i stenovnen og lyden fra hamam-mesteren, når hun dypper posen ned i en stor spand med specialimporteret olivensæbe fra Tyrkiet, er her stille. Ingen bademestre med larmende højtryksspulere uden for døren, ingen der taler højt, ingen muzak.

Julia Gronenberg finder brænde til den gamle messeovn, en stenovn i Sofiebadets hamam. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.

Sjælefuld stilhed

Hun hedder Julia Gronenberg, siger ikke meget, for hamam er også sjælfuld stilhed. Men hun fortæller, at hun har lært teknikken af en syrisk mand, som, før byen Aleppo blev sønderbombet, havde sit virke som hamam-mester i et af Aleppos mange tyrkiske bade. Da Sofiebadet i 2010 skulle etablere en hamam som en del af en nyrenovering, blev den syriske mester inviteret til Christianshavn for at undervise i den ældgamle teknik.

Nu er kroppens muskler blevet varme og bløde, og Julia Gronenberg tager en handske på lavet af kamelhår. Med blide roterende bevægelser begynder hun at skrubbe og massere. Og forklarer, at hamam er noget andet end traditionel massage, hvor kroppen kan forvente at blive ramt på nogle smertepunkter. Hamam er blid. Alt ved hamam er blidt, så også hjernen kan koble fra og tage sig en ordentlig siesta.

De københavnske badeanstalter er kulturhistorie. Sofiebadet på Christianshavn er en af dem, der har overlevet. Berlingske fortæller både den gamle og den nye historie. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.

Badegæsten skal ikke forberede sig på noget som helst. Heller ikke på smerte. Ikke finde løsninger eller planlægge resten af dagen.

Skummet skal væk. Med en vandslange spuler hamam-mesteren varmt, tempereret vand hen over den døsige krop, der efterhånden er smeltet sammen med marmorpladen.

Der skal masser af sæbe til at drive et hamam. Sofiebadet har indkøbt tyrkisk olivensæbe for 17.000 kroner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.

Det er tid til at stige ned fra den midlertidige status på dronningepodiet, vende tilbage til virkeligheden og en smule fortumlet begive sig ud i den øvrige del af Sofiebadet iført ternet lændeklæde og kongeblå badetøfler.

Hen til en stor trætønde med varmt vand og aromatisk eucalyptusolie. Et enkelt dyp i tønden skulle vel være nok inden det store forsvindingsnummer i dampbadets tykke tåger.

Gennem dampbadets glasdør skimtes silhuetter af badegæster, der bevæger sig rundt, som var det en utydelig film i slowmotion.

Inde i dampbadet kan man nyde de smukke, gamle lofter og fliser fra 1909. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.

Ude af dampbadet og tilbage i baderummet. Tør man? Trække i den tykke snor, så en træspand med koldt vand vælter ned over den krop, der lige er blevet gennemvarm? Det kan vel vente …

Eller hvad med det  fritstående kobberbadekar, når det bliver ledigt? En kvinde med lukkede øjne ligger i blød og ser ikke ud, som om hun frivilligt forlader tilværelsen som kobbernymfe.

Ikke altid råd til et bad for 15 øre

Farvetonerne i Sofiebadet er grå-hvide, så de ikke forstyrrer den afslappede mentale tilstand. Et baderum, som ikke er en spaafdeling i en svømmehal eller traditionel wellness på et hotel. Men et historisk bad med marmorbuer, hvor gæsterne kommer, fordi de sætter pris på det, der gør Sofiebadet til noget særligt.

Med en særlig handske lavet af kamelhår masserer hamam-mesteren kurbadegæsten. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.

Til et sted, hvor det ikke er uden betydning, at de gamle skillevægge af ægte marmor mellem brusekabinerne stadig er de oprindelige, fra badet blev bygget i 1909. Hvor de specielle brusehoveder i kobber er købt med det formål, at de skal ligne de brusere, der var her for over 100 år siden. Det samme med kobberknagerne. Og hvor de mørkegrønne fliser på badehusets vægge og mosaikfriser er de samme, som da ludfattige københavnere købte en billet hos bademesteren for 15 øre – og ofte måtte udskyde et bad, fordi de ikke havde råd.

Det kræver lidt mod at hive i snoren, så træspanden hælder iskoldt vand ned over kroppen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.

Men i et nyt århundrede slutter en tur i Sofiebadet i dag i en behagelig stol med nakkestøtte, hvor krop og hoved lige så stille skal finde sig selv igen. Godt hjulpet af en kop grøn te og nogle skiver blodappelsin.

Uden for badehuset i Sofiegade småregner det, mens decembers tusmørke er ved at indfinde sig. Dronningen må hellere se at finde sin cykel i cykelstativet.