På et toilet på Amager fandt Pernille Aalund Gud: Nu vil hun inspirere andre til at folde hænderne

Med bønnen som et fast ritual i tilværelsen har Pernille Aalund opnået den dybe ro og glæde. Hun er gået fra spirituel på deltid til fuldtid. Nu vil hun i ny bog inspirere andre til at finde roen i den moderne tilværelse.

Troen har altid boet i Pernille Aalund, men med alderen har den fået mere plads. I dag er hun spirituel på fuldtid. I en ny bog vil hun inspirere alle til at finde ro og glæde gennem bøn – og det er uafhængigt af, om man er troende eller religiøs – alle kan have glæde af at bede. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Med en haleløs kat i favnen åbner hun døren. Tæerne er bare og titter frem under en gulvlang, løs kjole.

»Vi er lige flyttet ind, så der er lidt rodet.«

Huset ligger på en bakke med udsigt over Roskilde Fjord. Det ligner en alpehytte med blandede træsorter over alt. Det omtalte rod er usynligt, det ligner, at hun har boet i huset i en evighed.

Der er en larmende ro i Pernille Aalunds alpehytte. Det er, som om roen kommer som en slipstrøm efter hende. Som om hendes egen ro er sevet ind i vægge og træværk og er blevet en del af huset.

Efter i en lang årrække at have levet et liv i overhalingsbanen er hun nået til et punkt i tilværelsen, hvor det, hun betegner som den dybe ro, har indfundet sig.

Det er sket særligt gennem spiritualitet, tro og bøn.

»Da bølgerne gik allerhøjst for mig, satte jeg et spejl ved siden af mig, så jeg kunne smugkigge – for jeg troede på et tidspunkt, at jeg lettede, når jeg bad. Ligesom Uri Geller kunne bøje gafler.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

I sin nye bog »Bønnens Kraft« vil hun inspirere andre til – med bøn –  at ændre deres indre tilstand og selv finde frem til den indre ro.

»Bønner kan være vejen til den fred, som de fleste mennesker søger i deres liv. Den rigdom jeg har fået adgang til gennem bøn, den er så markant og væsentlig, og den står i skærende kontrast til den rigdom, jeg tidligere har praktiseret,« fortæller hun.

Spiritualiteten har altid ligget i hende og er ikke opstået som en pludselig åbenbaring.

»Jeg har jo ikke mødt Jesus på en eng,« siger hun.

Fandt Gud på et toilet

Bønnen har hun altid praktiseret, men det var først oppe i 30erne, at hun oplevede at få »svar« på sine bønner. Og det skete på et toilet på Amager.

Midt under en række TV-optagelser anede hun pludselig ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv. Med høj puls, hjertebanken og følelsen af et angstanfald, kunne hun ikke gennemføre TV-optagelserne. Frem for at dulme følelsen med to glas vin, som hun før havde gjort, låste hun sig inde på et toilet.

»De mennesker jeg kender, der har størst balance i deres liv og den dybeste glæde, de har troen tilfælles. Det kan være troen på sig selv og eget potentiale.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

»Jeg begyndte min bøn og gentog højt ordet hjælp, mens jeg fokuserede på en sprække i loftet. Mens jeg sad på toilettet, fik jeg fornemmelsen af, at der kom lys ud af sprækken. Jeg mærkede, hvordan lyset gled ind i min krop.«

»Der kom en ro til mig. Det havde en nærmest euforisk karakter. Og med den ro fulgte glæden. Jeg var ikke i tvivl. Gennem min bøn havde jeg tilkaldt Gud.«

Mødet med det, hun kalder Gud, tændte mere i hende. Det »svar«, hun oplevede, var fysisk. Hendes umiddelbare tilstand ændrede sig. Følelsen af at »have knækket koden« herskede. Men der skulle gå en årrække, inden hun omfavnede det fuldkomment. Før i tiden havde hun dyrket spiritualiteten på deltid – i dag er det på fuldtid. Selv betegner hun det som en 80/20 ordning. Den endelige overgivelse kom for fem år siden efter en tur til Sri Lanka, hvor hun inden afrejse med egne ord var »fucked up«.

»Jeg var kommet til en grad af erkendelse af, hvad der var vigtigt for mig. Jeg havde nået et mætningspunkt med mit arbejde. Jeg har været ufatteligt velhavende i perioder af mit liv og haft adgang til alt. Jeg tror, jeg levede i overhalingsbanen. Jeg mærkede ikke den dybe lykke. Den var fraværende, medmindre jeg greb til bøn og fordybelse. Men på Sri Lanka fandt jeg roen og tog den med hjem.«

De bare tæer og den spraglede kjole står derfor i dag i skærende kontrast til den hvide herreskjorte og de høje stilethæle, der i mange år var hverdagsuniformen. I sit job som innovationsdirektør i Allers gigantiske glashus i Københavns Havn var ansvaret enormt. Økonomien var god, og klædeskabet i Gentofte blev fyldt med unødvendigheder. Chanel-skoene var et symbol på livsstilen. Men til sidst kunne hun ikke længere se meningen med sin stræben efter mere.

»Man tænker måske, man har alt. Huset, ægtefællen, »Svanen« og PH-lampen. Det man drømte om, at man ønskede sig. Udadtil havde jeg det hele, men jeg kunne ikke mærke det. Det havde ingen effekt. På en måde bliver besiddelser lidelser, for vi anskaffer os ting fra den ydre verden, for at bringe ro i den indre. Jeg var et sted, hvor jeg kom en lille smule i krise, hvis jeg ikke rejste på første klasse,« siger hun.

»Jeg tror, det var et opgør. Jeg besluttede mig for, at der var nogle ting, jeg manglede i mit liv. Jeg manglede en mand og kærligheden. Jeg manglede at komme hen til alt det, jeg havde, men som jeg ikke levede i.«

Fandt roen

Med overgivelsen til spiritualiteten kom den dybe ro. Med den fulgte en ny mand og kærligheden. Og samtidig opstod følelsen af at have fundet hjem. Det takker hun bønnen for.

Pernille Aalund

»Når jeg folder mine hænder og beder en bøn, så ændrer jeg min tilstand øjeblikkeligt. Det føles som et glas, der bliver fyldt op.«


»Jeg beskriver det som den dybe glæde. Når jeg folder mine hænder og beder en bøn, så ændrer jeg min tilstand øjeblikkeligt. Det føles som et glas, der bliver fyldt op. Den tilstand breder sig i hele min krop. Jeg kan sammenligne det med første gang, jeg fik morfin i forbindelse med en operation. Det var en parallelverden. Den tilstand kan jeg få, når jeg beder.«

Den fysiske tilstand og roen, det er den, hun nu ønsker at give videre. Hjælpe andre til at finde roen, til at finde det, hun kalder den dybe glæde. For Aalund er bønnen en samtale med Gud, men samtidig er bønnen efter hendes opfattelse uafhængig af religion og tro. Man kan sagtens benytte sig af bønnens ritual, selv om man ikke har en religiøs eller spirituel indgangsvinkel. Tænk på positiv tænkning og meditation. Siger du bønnen højt, ændrer du automatisk dit eget mindset.

»Vi har alle hver især en tro på, at vi gør det rigtige, og den tro er med til at sætte barren for den indre glæde.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

»Der er masser af naturvidenskabelig evidens for, at det virker at tale til sig selv. I bønnen repeterer du for dig selv højlydt, hvad du tillægger værdi. Vi får præciseret vores værdier og taknemmeligheden. De sunde værdier som børn og familie og dem, der giver os adgang til den dybe glæde. Det er dem, vi får italesat i bøn,« siger hun.

De, der har levet et meget overfladisk liv i overhalingsbanen eller har stress i kroppen kan komme tættere på roen, hvis de hver dag italesætter, hvad der er vigtigt. Ifølge Pernille Aalund bygger man altså en ny mental tilstand op.

»I den tilstand, jeg kalder guddommelig, vil de fleste mennesker opleve, at der opstår en fred inde i kroppen. Vi ved, at når vi aktiverer taknemmelighed og italesætter de dybe værdier, så honorerer vores krop det. Puls, hjerteslag og vejrtrækning bliver roligere. Det er nogle af de helt basale ting, for at du kan opleve en fysisk fred.«

»Med andre ord kan man simpelt sige, at bønnen i sig selv er en kortlægning af, hvad man vil, og hvad man gerne vil ændre.«

Hvis man ikke har tro, hvad har man så?

I dag beder hun flere gange om dagen. Hun har sat sin bøn fri. I bønnens »nu« er alting i ro. Hun kan bede i bilen eller på toilettet, og hun bruger den til at finde roen i sin personlige skælven og uro. Hun er selv troende, men kalder sig kulturkristen. Og troen, den behøver ikke at være på en specifik gud eller være styret af en religion.

Pernille Aalund

»Troen er grundlaget for al eksistens og ikke nødvendigvis en religion. Jo mere tro du har på, at du træffer det rigtige valg, jo mere vil du opnå.«


»Du kan tro på den skabende energi – det store alt eller universet. Der er ingen lykke uden tro. Hvis man ikke har tro, hvad har man så? Så har du ingen tro på kærligheden eller din egen formåen. Troen er grundlaget for al eksistens og ikke nødvendigvis en religion. Jo mere tro du har på, at du træffer det rigtige valg, jo mere vil du opnå.«

Pernille Aalunds tro er stærk, det er der ingen tvivl om. Det kan til tider virke nærmest helt sekterisk, og det er også en fordom, hun ofte bliver mødt med. På sin profil på det sociale medie Instagram deler hun bønner, og hver tirsdag og torsdag beder hun live. Og i starten kunne der forsvinde 600 følgere efter en bøn.

»Bare spring ud i det. Lav din egen bøn. Den bedste start er at sætte sig ned og skrive sin egen bøn. Det kan være ganske få linjer og gå så med den i lommen eller tasken. Tag den frem, sig den et par gange og mærk den tilstand, der følger med.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

»Den klang, religionen har for nogle mennesker, kan skræmme dem. Folk slår jo stadig ihjel og udfører terror i Guds navn. Der er uendelig meget smerte, skam og skyld forbundet med at bruge ordet Gud,« siger hun.

Men hun mærker en øget opmærksomhed på spiritualitet netop nu. Hun oplever en sand eksplosion af interesse for emnet, samt en aftabuisering af åndeligheden og troen. Flere ønsker at blive en del af noget større og søge efter at få hånd om det ubegribelige, at få styring over eget liv. Det er det, hun mener, bønnen kan være medvirkende til.

Hun ved godt selv, at hun er privilegeret. At hun kan leve det liv, hun gør. Men hun vil samtidig opfordre andre til at forsøge at finde roen via troen.

»Man skal bare springe ud i det og skrive sin første bøn. Alle kan have glæde af at bede. Jeg praler ikke med min bøn, jeg deler bare en åndelighed og en kærlighed, der er fantastisk. Jeg håber, at jeg kan være en budbringer af fred og indre ro.«