Klokken er 19.00, og der er dukket godt 15 kvinder op på denne hverdagsaften i november. I alle mulige aldre og med alle mulige kropsformer. Der er den gråhårede med pagehåret og hende den tætklippede. Der er hende den lidt indadvendte med det sødmefulde smil på læben og de forsigtige hoftebevægelser. Og alle danser, som gjaldt det livet

Nogle er i sportstøj, andre har leopardplettede gamacher, benvarmere eller dinglende øreringe og store løse bukser på. Hvide gardiner er trukket for spejlvæggen i dansesalen for at undgå al for meget udadrettet selvbevidsthed, og sammen med sofaer med bløde puder, buddhafigurer, stearinlys og orkideer i vindueskarmene inviterer rummet til intimitet og omfavnelse.

»Det er dans. Helt simpelt. Overordnet handler det om at komme ud af hovedet og ned i kroppen. Jeg laver et par enkle trin, som I kan følge, og hvis I ikke synes, mine trin passer til det, I har lyst til, kan I gå over i freestyle-zonen og danse jeres egen dans. Vi danser i fællesskab, men på vores egne måder. Og så gælder det om at komme rundt i rummet i alle retninger. Der er et par få regler: Når musikken spiller, snakker vi ikke. Når vi slukker lyset, så pas på hinanden. Og … når I groover, så danser I på jeres måde. Okay!« siger Liv Kaldau, der er groove-underviser hos Soulhouse på Nørrebro.

Madonna og James Brown

Her konkurrerer man ikke, men bliver glade, frie og får motion. Og undskyld mit sprog, men de har det fandme sjovt. Fra det øjeblik timen sætter i gang med let opvarmning, til de forlader Soulhouse en time senere og har været igennem en playliste på godt syv numre, hvor de har rullet rundt på gulvet, fløjet gennem rummet og vredet kroppen, som var de bagdansere til en af Madonnas koncert-epifanier. Der er James Brown-attituder, én der danser poledance op ad en pæl, mens en anden kravler hen ad gulvet, som var hun med i »All that jazz«.

Groove blev udviklet af den amerikanske danse- og fitnessinstruktør Misty Tripoli i 2011 - en fri danseform til høj musik i forskellige genrer og med få, enkle trin, som læreren sætter »grooverne« på dansegulvet i gang med for at udfordre dem til at søge nye veje med nye moves - og derigennem får motioneret deres kroppe på en fri facon. Til nogle musiknumre er der fokus på rumpetten, til andre er armene i fokus eller noget helt tredje. Pointen er, at man ikke kan gøre noget forkert. Man skal blot følge sin krop og danse præcis, som man har lyst. Siden er Misty Tripoli taget rundt i verden og har fået groove sat igang som bevægelse.

Danmark er det sted uden for USA, hvor der er flest »groove-facilitatorer«, altså lærere, der er uddannet gennem Misty Tripolis »The World Groove Movement«. I Soulhouse har de danset groove de sidste fem år.

»Uden for København er groove kommet ind i et par fitnesscentre, og det tror jeg er vejen frem, hvis det skal blive mere mainstream. Misty laver også »body groove«-videoer, som man kan følge derhjemme - for eksempel i sit køkken, mens man laver mad. Men det giver overhovedet ikke det samme, som når man har fællesskabet at danse i,« siger Liv Kaldau.

Oh my goodness!

Musikken skifter styrke, intensitet og stil til Justin Timberlake-pop, R&B, Uptown Funk og mere indadsøgende numre, der alt sammen introduceres med nye moves.
»En-to-tre-tap, en-to-tre-tap, step-tap, tap-tap«, lyder det fra facilitatoren. Helt enkelt.

Og »Oh my godness« fra en af grooverne, der synes, det virker fedt.

Undervejs er der én eller to, der bliver rørt til tårer. Der sker åbenbart noget, når man smider hovedet og kommer ned i den dér krop:

»Vi tuder faktisk tit herinde,« siger Liv Kaldau, der begyndte at danse hos Soulhouse for fem år siden.

»Jeg havde et nytårsforsæt om at melde mig ud af mit fitnesscenter, for det gav mig kun dårlig samvittighed, så jeg skulle finde noget andet, der gjorde mig glad. Først startede jeg til flow, og så oplevede jeg groove… og nu bliver jeg rørt igen,« siger Liv Kaldau, og skal samle sig med et par dybe vejrtrækninger:

»Jeg har fundet et rum, hvor jeg kan være mig selv og give slip på alle de forventninger om, hvordan man skal se ud, og som langt hen ad vejen er fordomme, jeg selv har haft oppe i mit hoved. Det har været en rejse for mig at opleve, at det her frirum faktisk findes.«

Præstationsfrit søsterfællesskab

Mie Moltke, som mange danskere kender fra TV-programmet »Vild med dans«, er stifter af danseinstituttet Soulhouse. Hun var på en af Misty Tripolis første kurser, da hun begyndte at komme til Danmark. I dag underviser Mie Moltke i sin egen bevægelsesform, som hun kalder for »FeminineFlow«. Fællesnævneren for al dans i Soulhouse er, at den skal styrke kontakten til vores kroppe. Og her er groove en af metoderne: en fælles dans, hvor vi hverken konkurrerer eller dømmer hinanden, men slipper vores hæmninger, giver fanden i hvordan vi ser ud, og danser til vi segner.

»Det hele hænger jo sammen. Når vi begynder at bruge vores kroppe og mærker efter, hvad vi har brug for, begynder vi at ændre os, både i forhold til hvordan vi har det fysisk, men også i forhold til hvad vi tænker på,« siger Mie Moltke, som oplever en slags søsterskab på sit danseinstitut.

For ja, det er åbenbart kvinder, der går til groove.

»Kom nu mænd!« appellerer Mie Moltke, der meget gerne vil have mænd med på holdene. Hun har svært ved at sige præcis, hvorfor de ikke dukker op:

»Danske mænd er bare sindssygt svære at få til dans!«

De skulle ellers se at dukke op. For der er meget at hente her:

»Jeg tror, det er SÅ vigtigt for os at være i nogle sammenhænge helt uden at skulle præstere, samtidig med at vi får pulsen op og kampsveder. Jeg møder mange, der i hverdagen er så kontrollerede, at de kan være bange for at få forbindelse til deres kroppe, men i virkeligheden har en længsel efter at gøre noget andet. Der har været så lang en bølge af karriere og stress, at jeg tror, der er dukket en mod-bølge op, hvor der er plads til at være lige præcis den, man er. Og der kan groove være en vild måde at få det forløst på,« siger Mie Moltke, der i dag er med på groove-holdet og guider en af dansene til Keala Settles »This is me«:

»Luk øjnene og land nede i fødderne. Åbn hænderne foran dit bryst. Helt magisk lander det, du har brug for. Træk vejret og mærk, hvad din krop kalder på. Hvad gemmer der sig bag de lag, din krop gerne vil gribe? Lad det plante sig i din krop, og for hver bevægelse vil det vokse i dig,«

Mie Martha Moltke, indehaver, Soulhouse

»Det hele hænger jo sammen. Når vi begynder at bruge vores kroppe og mærker efter, hvad vi har brug for, begynder vi at ændre os, både i forhold til hvordan vi har det fysisk, men også i forhold til hvad vi tænker på.«

---

Flere af holdets deltagere lader hænderne bevæge sig rundt på deres kroppe nu.

»Når du er klar, så åbn hænderne og dans lige det, du har lyst til. Hey, det er mig. Jeg må gerne være her. Jeg må gerne fylde,« råber Mie Moltke.

Befri os fra en dansepartner

»Jeeer!« bliver der råbt tilbage, og salens kvinder danser trin på hver deres facon, mens en enkelt er dejset om på en sækkepude med et tæppe over sig. Hun hedder Hanne Hirsch og har gået til groove i fire år. I sin hverdag arbejder hun som pædagog, er 53 år og bor på Østerbro. Og så kan hun i det hele taget godt lide at danse og er altid den, der havner på dansegulvet, når hun er til fest:

»Da jeg havde danset groove én gang, var jeg solgt. Det gør mig glad, jeg kan godt lide musikken, de dejlige mennesker, der er her, de forskellige bevægelsesformer, kontakten med kroppen, og at man ikke behøver en dansepartner,« siger hun.

Lene Maul Greve på 34 år danser stadig heftigt omkring og kommer ud i nogle ret vilde yderpositioner med bentøjet. Hun bor i Nordvest, er udviklingskonsulent i en HR-afdeling og har groovet i fem år. Efter timen fanger vi hende på en yogamåtte:

»Jeg synes, vi lever i en tid, hvor kroppen bliver totalt afkoblet, og jeg er også selv rigtig meget oppe i mit hoved. Til groove skal man ikke lære noget, der dukker man bare op, får en simpel ramme og kan være sig selv. Man må alt her - også synge højt med. Jeg synger ellers aldrig, kun rundt om juletræet,« siger hun.

Lene Maul Greve er i det hele taget ret vild med at danse og går også til salsa og den amerikanske swingdans Lindyhop, og indimellem opstår trangen til også at komme ud og danse i weekenden sammen med veninderne. Men så har vi balladen:

» ...det evige problem, når man er 34: »Hvor går man hen?«.«

Lene og hendes veninder har fundet et sted i byen, der fungerer for dem. Men ønsker man at danse igennem på en hverdagsaften, eller har man ikke lige nogle venner, man kan slæbe med på en bytur og er man for genert på et offentligt dansegulv, så er groove måske løsningen. Og langsomt som timen skrider frem hos Soulhouse og lyset bliver dæmpet, for til sidst at være helt slukket, bevæger kun stearinlysenes flammer sig om kap med grooverne på gulvet - som på en svedig klub på de sene nattetimer.

Timen slutter med afspænding.

»Ahhh,« lyder det fra kvinderne med sved drivende ned over ansigt og krop.

Nogle tager en måtte og et tæppe over sig, andre går stille omkring og danser af. En kvinde har lagt sig på ryggen på gulvet med arme og ben ud til hver sin side. Hun har det godt, og har helt åbenlyst taget mantraet fra Soulhouse til sig. Her er alle følelser tilladte: man må råbe, skrige, grine og tude, men også flade fuldkommen ud til sidst.