Mattias Stølen Due: Når det gælder kærlighed, er vi ikke rigtig kloge

Mattias Stølen Due, Berlingskes parterapeut og samlivsekspert. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofie Mathiassen

Jeg er netop kommet hjem fra en skøn ferie i USA med min kone og tre små børn. Vi tilbragte blandt andet en uge i en autocamper, hvilket bragte os tættere på hinanden - helt konkret og i overført betydning. Da vi en af aftnerne i nationalparken Yosemite havde fortæret et typisk »campingmåltid« bestående af halvslatne spaghetti tilsat dåsemajs, dåseærter og dåsetomater, sagde vores momentvist høflige søn på fem år »tak for mad, må jeg gå fra bordet?«. Det måtte han gerne, men to sekunder senere kunne han konstatere, at der – i modsætning til vores hus derhjemme -  ikke var så mange steder at gå hen. Af samme grund vendte han fluks tilbage til middagsbordet.

Autocamperen formåede således med sine begrænsende kvadratmeter at nudge os til øget samvær og nærvær. Det bidrog denne aften til en samtale, vi ikke havde haft før. Vores femårige søn fortalte således om en spirende forelskelse. Min kone og jeg blev rørt over tilliden, og i forlængelse heraf fik vi en god snak om kærlighed.

Denne samtale mindede mig om, hvor tidligt vi mennesker bliver optaget af denne tematik. Øvelse gør som bekendt mester, og børn, der tidligt starter til eksempelvis klaverspil, bliver som regel relativt gode til det. Af samme grund skulle man tro, at de fleste af os var mestre i kærlighedens spil. Det er dog langt fra tilfældet. Flertallet af danskere bakser med kærligheden i alvorlig grad. Dette synliggøres mest tydeligt, når folk bliver skilt. Men det udspiller sig også i udadtil stabile parforhold, hvor samtalekøkkenet alt for ofte bliver omdannet til en verbal boksering. Eller hvor følelsesmæssige og seksuelle længsler bliver lukket inde i skuffer og skabe, alt imens par sidder tavst sammen i skæret fra deres tablets og foregiver at have en form for fællesskab.

Opsøger sjældent viden

Men hvordan kan det være, at så mange af os har det svært, når vi starter så tidligt med kæresterierne og øver os i 25-30 år, inden vi indgår i et forpligtende parforhold? Svarene er naturligvis komplekse og legio. Et bud er dog, at når det gælder kærlighed, er vi ikke rigtig kloge. Bogstaveligt talt. Vi indgår i multiple parforhold, men vi opsøger sjældent viden. Selvom vi som kultur har forladt romantikken som periode, har denne periode ikke forladt vores mentale verden. Således insisterer vi ubevidst på, at det gode parforhold primært skal udgøres af stærke følelser, hvorimod viden og forskning i parforhold fremstår unødvendigt og usexet.

Kun ca. 5% af danskerne opsøger et parterapeutisk tilbud, og som regel gøres dette først, når forholdet er gået ind i den terminale fase. Lødige bøger om parforhold købes næsten kun af kvinder, og videnskabelige artikler om parforhold læses stort set kun af et mindretal af psykologer. Vi går altså ud og ind ad adskillige kærlighedsrelationer uden nogensinde at opkvalificere vores viden om parforhold. Og det er en katastrofe al den stund, der faktisk foreligger rigtig meget forskning om, hvad der fremmer og hæmmer en god relation. Der findes bøger, artikler, kurser, foredrag og podcasts som på konkret vis påpeger, hvordan man kan tale om svære emner på en anerkendende måde. Og der findes tillige meget viden om, hvad man kan gøre, når børnene og den arbejdsrelaterede stress forhindrer os i at se hinandens behov og omdanner et sprudlende sexliv til en endeløs ørkenvandring.

Det lyder ikke så romantisk, men vi må indse, at lidenskab må gå hånd i hånd med videnskab. Jeg er ikke sikker på, at min forelskede søn på fem er helt med, men for os voksne bør dette være en selvfølge.