Maise Njor: »Brune sko til sorte bukser. Er du psykopat, eller hvad!?«

»Når man sidder dér i sengen om natten og spiser resterne af karryretten, mens man tænker over, hvilken slags kæreste, man gerne ville have, må man stille sig selv spørgsmålet: Ville man virkelig ønske sig en partner, som var præcis som én selv?«, skriver Maise Njor.

Vi kender vel allesammen de par ... Fold sammen
Læs mere

Forleden var der her i avisen en rigtig fin klumme om singler. Altså ikke de små vinyl-plader, som nogle af os kan huske, men noget andet, som også kører rundt og rundt - os, som ikke har en kæreste.

Ifølge klummen består ca. 44 procent af de danske husholdninger af én voksen, og det er rigtig fint at føle sig som del af en flok, for så har man ikke nær så voldsom en fornemmelse af at være Den Mærkelige, men … Vi bliver helt ærligt lidt underlige, ikke? Som f.eks. når man er på date med en mand første gang: Han kan have nok så sødt et ansigt, men så kigger man ned og har lyst til at råbe »OMG, BRUNE SKO TIL SORTE BUKSER, ER DU PSYKOPAT ELLER HVAD??!!«

Os, der traver rundt og taler med os selv alene derhjemme, kan godt udvikle nogle særheder, som vi tror er normalen. Teen skal have en bestemt temperatur, søndag morgen skal begynde på en bestemt måde, håndklæderne foldes på en bestemt facon, og før man ved af det, er det fuldstændig normalt at vågne om natten og spise rester af karryretten fra aftenen før, mens man ser tenniskampe fra firserne med John McEnroe. (Tænkt eksempel …).

Og når man så møder andre, som har udviklet lige så mange særheder efter nogle år alene, kan man tro, at de ikke er perfekte til en, fordi de tilsyneladende ikke er perfekte.

Eller også er man så heldig at have en svag dag med paraderne nede, så man bliver stang-forelsket. Hvorefter der sker det, at man i starten slet ikke kan se den andens fejl og mangler. Forelskede mennesker, der fortæller om deres nye kærlighed, er cirka det mest irriterende overhovedet at høre på - det er som at høre en junkie besynge hårde stoffer, eller opleve små børn fortælle om deres kattekilling. Forelskelse er jo helt ærligt røv og nøgler, og noget, man skal have overstået hurtigst muligt, så man kan komme i gang med at elske nogen - og til det skal der altså bruges nogle fejl og mangler. »There is a crack in everything, that’s how the light gets in«, for at citere det mest citerede citat (af Leonard Cohen). Men det passer jo: At se et andet menneskes utilstrækkeligheder, og stadig elske dem, er da virkelig kærlighed. Overhovedet ikke at kunne se nogen fejl er tegn på, at man er vokset sammen.

»Forelskelse er jo helt ærligt røv og nøgler, og noget, man skal have overstået hurtigst muligt«


Når det en dag går op for en, at man er blevet så gammel, at man ikke kan nå at være sammen med et andet menneske, til man kan fejre guldbryllup, begynder man at se rundt på dem, der kan. Og her er der helt ærligt nogle stykker, som man ikke har lyst til at ende som: Dem, der færdiggør hinandens sætninger, altid bekræfter hinanden i alt, og i det hele taget virker en smule, som om de lider af en omgang »Folie á deux«. Det er den tilstand, hvor den enes vrangforestillinger er blevet transmitteret til den anden. Tilstanden er også kendt som Lasègue-Falret-syndrom efter de to franske psykiatere Charles Lasègue og Jean-Pierre Falret, og går ud på, at præcis som når den ene i et ægtepar smitter den anden med influenza, så kan det også gælde forskellige former for vanvid.

Der er dem, der bliver ved med at kalde deres kæreste for sin »soulmate« - når disse par optræder i ugebladene, involverer det som regel noget med tantra-sex, og de insinuerer, at det, de to har sammen, er meget mere værdifuldt, end noget, vi andre nogensinde kan opnå.

Eller der er dem, der ikke kan træffe en beslutning uden først at spørge partneren, eller spørger om han har tisset af, inden de forlader festen. Fordi man tilsyneladende nu også har ansvar for hinandens indre organer.

Selvfølgelig går de fleste vel og drømmer om en, der altid »har ens ryg«, som det hedder i hip-hop-kredse. Men det bliver også lidt tosset, når to mennesker altid bakker hinandens ideer op. Man ser dem sidde ved morgenbordet som Ralf Pittelkow og Karen Jespersen og blive til sådan en omgang siamesiske tvillinger, der er enige om, at indvandrere er idioter, eller i andre sociale lag: At naboerne er idioter, fordi de har opstillet en gipsløve i indkørslen.

Jeg synes da, at det er dejligt, at folk har fundet sig en, de kan være enige med i nærmest alt - det må på en måde være dejligt afstressende at komme hjem til. Men personligt ville jeg hellere være sammen med en, der var en smule forskellig fra mig. En lille knivspids friktion er ikke at foragte, hvis bare bunden af kærligheden er belagt med respekt og ordentlig opførsel. Ikke som dengang, jeg havde en kæreste, der surmulede en hel weekend, fordi jeg ikke ville lade ham farve mine pubeshår i den farve, han syntes var pænest, men mere noget med, at man kan diskutere emner, fordi man ikke er enige.

Når man sidder dér i sengen om natten og spiser resterne af karryretten, mens man tænker over, hvilken slags kæreste, man gerne ville have, må man stille sig selv spørgsmålet: Ville man virkelig ønske sig en partner, som var præcis som én selv?