Mads Christensen: Vis mig din store, strunke og dunkende... bogreol

At fylde bogreol efter bogreol med bøger, man har læst, er en tom demonstration. Det svarer til at gemme Stryhns-leverpostejbakker efter at have fortæret indholdet.

MadsChristensen
Mads Christensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Christensen

Forlagene bløder, boghandlerne sælger Hello Kitty-merchandise, og i skolerne bruger eleverne iPads. Og dog er det spøjst at betragte, hvordan bøger igen og igen bæres frem som den store sociale statusmarkør. Vis mig din bogreol, og jeg skal sige dig, hvem du er, synes at være det gældende mantra.

Har man set Flemming Møldrups, Mick Øgendahls eller Ane Cortzens kulturmagasiner i fjerneren, er man ikke i tvivl. Og har man hørt samme Flemming eller Anne Glad i »Kender du Typen« benytte bogreolen som en sladrehank om akademisk habitus eller mangel på samme, står det klart, at der er »dem med bøger«, og så er der »de andre«.

»Her er ingen bøger, så jeg gætter på, det er en sportsmand, som bor her,« siger de, og alle nikker indforstået. Ingen bøger = dumrian, og sådan er det.

Über-intelligente kvinder forklarer frejdigt, at der er lukket for det varme vand – eller bruger en fræk gryderetsmetafor – hvis ikke den mandlige bejler har en stor, flot, strunk og dunkende bogreol. Uhadada, en mand uden bøger er som en rytter uden hest, en pik uden nosser …. If you will pardon my french.

Jeg er ikke enig.

Mads Christensen

»Min far var stolt af sine mange bøger. De definerede ham, de cementerede hans status som belæst og vidende.«


I mit barndomshjem blev der ikke spildt penge på vægmaling. Der var reoler proppet med bøger på alle vertikale flader. Nye bøger, gamle bøger, tykke bøger, tynde bøger, røde og grønne, gule og blå. Danske bøger, engelske bøger, franske og tyske. Lurvede paperbacks med gulnede prismærker fra eksotiske lufthavne og ærefrygtindgydende læderindbundne førsteudgaver. Fælles for dem alle: De var blevet læst.

Min far var stolt af sine mange bøger. De definerede ham, de cementerede hans status som belæst og vidende.

Vis mig din bogreol…

Som skilsmisse-far/søn-konstellation flyttede vi en del omkring i landet. Hver gang så jeg min far pakke myriader af bøger ned i utallige flyttekasser, slæbe dem afsted i store trailerlæs og stolt pakke dem ud på et nyt hjems alenlange boghylder. Igen og igen blev de samme bøger slæbt afsted fra hus til hus zig-zag over kommunegrænsen.

Se mig, jeg har læst en masse bøger!

Jeg har aldrig forstået det. Han havde jo læst dem.

Det svarede i mine øjne til at gemme Stryhns-leverpostejbakker efter at have fortæret indholdet. Måske stable dem i flotte, snorlige bunker.

Se, hvor meget postej jeg har spist gennem årene!

Min mormor gemte de dér små messingglas, der var indfældet i flaskerne med Solberry-vin – kan I huske dem? Da hun døde, viste det sig, at der var en hel køkkenskuffe fuld.

Som jæger og naturinteresseret ser jeg samme løjerlige adfærd blandt dem, vi med et skævt smil kalder »trofæjægerne«. En særlig variant af jægere, som gør et nummer ud af at udstoppe og udstille fragmenter af de dyr, de har skudt. Store kanoner med store armbevægelser kan have hele udstoppede grizzlybjørne stående i deres entré eller have full-size zebraskind liggende i hallen.

OK, det kan jeg måske se det besnærende i, men hvad med dem, der fylder stuen med rækker og rækker af små, afsavede hovedskaller fra lokalt skudte dådyr? At skyde et dansk dådyr er i mine øjne som at skyde en kattekilling eller måske en lille hund; dyret er ikke meget større, og trofæet – opsatsen, som man stolt kalder det i jægerterminologi – ligner en lille, ynkelig knagekrog, man måske kan hænge en sommerjakke på.

Se mig! Aaaaalle de her dyr har jeg knaldet – er jeg ikke bare en dygtig jæger?!

Jeg har i den sammenhæng formået at bryde den sociale arv. Jeg ejer ikke en bogreol! Jeg opfatter bogreolen som den mest søgte og prætentiøse kliché på lige fod med letkøbt-god-smag som myrestole eller PH-lamper. Hver sin lyst, men personligt ville jeg hellere drukne i en sommervarm gylletank end være endnu en af dem, der har brug for PH-lamper for at afstive deres ego.

Mads Christensen

»Hvis jeg skulle redde min litterære trofæsamling ud af et brændende hus, ville det kunne gøres i en Netto-pose.«


Hvis jeg skulle redde min litterære trofæsamling ud af et brændende hus, ville det kunne gøres i en Netto-pose.

Jeg er familiefar, flittig og arbejdsom. Jeg har mere end fuldtidsarbejde, hobbies en masse, en båd i forfald, og et hus, der sejler. Venner, der skal passes, og plader, der skal vendes. Og dog får jeg læst en bog i ny og næ, lige der i ulvetimen.

Siden sommerferien har jeg fortæret Jordan Petersons »12 Rules«, genlæst Huxleys »Revisited«, slugt Thomas Rathsacks »Djævlens Døtre«, Morten Münsters morsomme bog om adfærdsdesign, »Jytte fra marketing …«, og Rutger Bergmans »Utopia for realister«. I weekenden hapsede jeg lige Sørens Pinds »Frie Ord«.

Ikke meget højpandet elite-ratur her, bevares. Men dog bøger, gode gedigne bøger med masser af bogstaver, nyttig viden eller banal underholdning.

Når jeg er færdig med bøgerne, giver jeg dem til en ven eller lægger dem på genbrugshylden på den lokale losseplads … Nej, ikke Rathsacks og Pinds selvfølgelig, for her er tale om personligt signerede førsteudgaver.

Dem kommer jeg sikkert til (til mine børns undren) at slæbe med mig resten af livet.