Mads Christensen: »Køb nu for pokker noget andet end bras, juks og jammer«

I kølvandet på Fætter BRs død og genopstandelse skriver Mads Christensen om forbrugerfødekæden, der får os til at købe bras og juks, fra vi er børn. Vi er fanget i en vækstdrevet økonomi, men behøver produkterne være SÅ ringe, spørger han.

MadsChristensen
»Siden murens fald og kommunismens kollaps, er der kun én målestok en given nation gider aspirere til og det er vækst,« skriver Mads Christensen i sin klumme Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Christensen

Disclaimer: Jeg har intet i mod de mange søde mennesker, der har mistet deres job hos BR, jeg er ked af det på deres vegne. Forhåbentligt kan nogle af dem få hyre hos de nye ejere i Salling Group.

Men som far til tre og således BR-superbruger græder jeg altså tørre tårer over, at legetøjsgiganten Top-Toy, der ejer Fætter BR og Toys’R’Us, har knækket nakken.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg kontra-intuitivt har afleveret mine penge i kassekøen hos BR. Hjemslæbende åbenlyst underlødige og tarvelige kunststof-uhyrligheder til mine plastic-fix-hungrende børn.

Allerede i kataloget eller reklamefilmen for den givne uges bras-tilbud kunne jeg se, at der igen-igen var tale om et ekstremt ringe produkt fremstillet under jammerlige forhold i en sur fabrik langt langt væk og af de mest fesne og pinlige materialer. Og dog købte jeg dem som en viljeløs zombie. Måske i en misforstået kærlighed til mine børn? Måske fordi stemmen i reklamefilmen havde et fastere greb i ungerne, end jeg selv havde det?

»Men i takt med at mine børn voksede ud af BR´s jerngreb gik det op for mig, at Nissen flytter med. Nu er de blevet Apple superbrugere.«


»COLLECT THEM ALL!«

»BUY THEM NOW!«

»LIMITED EDITION, GOLD SERIES, XP, EPIC ….LEGENDARY!«

I en moderne trekanthandel vandrede det ene pinlige stykke juks fra Kina, via BR til mit hjem og ugen efter kaput ud i skraldespanden og videre til det evigt voksende bjerg af plastic, som tårner sig op bag os.

Hver gang har jeg hadet det og tænkt, at det er da utroligt, at de moderne markedsvilkår rummer plads til et forretningskoncept, der tilsyneladende bruger 9 ud af 10 kroner på en inciterende og lokkende reklamefilm og én krone på det faktiske produkt. Bras, juks og jammer fra ende til anden – mere unødigt skrald.

Købt den 23. december, pakket ud den 24. kaput den 25.

Tænk at bygge et forretningskoncept på i den grad at snøre børn?

BMINTERN - Mads Christensen klummeskribent Fold sammen
Læs mere

Men i takt med at mine børn voksede ud af BRs jerngreb, gik det op for mig, at nissen flytter med. Nu er de blevet Apple-superbrugere, også her af produkter, der glimrer ved næsten konstant at gå i stykker eller i bedste fald at være udtjent og slidt op efter et par år.

Øv, hvor er det ringe at sælge en telefon til 8.000 kroner med et planlagt livsforløb på i bedste fald tre år …, hvis man altså er heldig og skærmen ikke revner efter 14 dage.

iPad 1, 2, 3, 4, 5, X, PRO … det stopper aldrig, og sidste års model er bare, åh så …. sidste år. Nyt skal der til!

»Siden murens fald og kommunismens kollaps, er der kun én målestok en given nation gider aspirere til og det er vækst. «


Forbrugerfødekæden er perfekt: Vi groomer tidligt vores børn via BR og Apple, til billigt modetøj, færdigretter og plastic-møbler, og så snart de er gamle nok, kan de så stille sig i køen og drømme om en tarvelig engangsbil på udsalgs-leasing til 999,- om måneden. Mange biler er så ringe lavet, at de er slidt op inden afbedrags-ordningen er betalt ud. Fortsæt selv konsum-listen, den er uendelig. Fra jammerlig Kina-fabrik til lossepladsen, kun med et kortvarigt stop hos brugeren.

Nuvel, jeg er ikke dummere end, at jeg da godt kan læse avisen og forstå, hvordan verden er skruet sammen. Vi er fanget i en vækstdrevet økonomi. Alle drømmer og taler konstant om vækst. Siden murens fald og kommunismens kollaps, er der kun én målestok en given nation gider aspirere til, og det er vækst. Vi skal gå over budget igen i år. Sælg-sælg-sælg. Køb-køb-køb. Ny rekord!

Jeg anerkender dette globale pyramidespil, jeg er selv en aktiv spiller i det, men jeg spørger bare så spagfærdigt: behøver produkterne være SÅ ringe, hele vejen rundt? Findes der ikke en enkelt producent derude, med blot en flig af faglig stolthed og integritet, der kan se en ide i at udvikle, producere og markedsføre et produkt med en planlagt livscyklus, som bare kan række en lille smule ud over den vanlige døgnflue-tidshorisont?

Selv forsøger jeg at disponere på lang bane i det omfang, jeg kan. Jeg har dyre engelske sko, jeg købte i mine Yuppie-år i 1980erne, og jeg går stadig i dem, de er ikke til at slå ihjel. På armen har jeg et ur fra 1965. I min garage står min bil, den blev bygget i Zuffenhausen i sommeren 1969, mens vi i sort/hvid så Neil Armstrong gå på månen. Jeg sidder i en stol, jeg har arvet fra min mormor.

Ingen af delene var billige, faktisk blev de alle i anskaffelsen opfattet som dyre og ekstravagante, men i dag efter en total-cost-of-ownership-analyse har de vist sig at være både laaaaaangt billigere og selvfølgelig også langt grønnere end lignende lavpris-sko, plastic-ure, mikro-biler og God damn IKEA-pap.

»Køb mindre, køb færre, men køb bedre, hvis du kan.«


Hver dag får vi tudet ørerne fulde med, at vi er de moralske forbrugere, og at vi med vores valg og fravalg er med til at sætte verdens kurs. Måske BR gik ned af netop den grund. Nu får vi se, om de nye ejere kan gøre det bedre. Spørger du mig kan de umuligt gøre det dårligere.

Mit 2019-mantra klinger ganske enkelt: Køb mindre, køb færre, men køb bedre, hvis du kan.