Mads Christensen: Kald mig bare en gammel Besserwisser, men her stopper festen

Jeg fik ondt i både krop og sjæl, da Brad Pitt smadrede den unge piges fjæs. Jeg grinede anstrengt og høfligt, men jeg syntes faktisk ikke, det var sjovt.

MadsChristensen
Mads Christensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Christensen

Da jeg var dreng, grinede vi af gamle besserwissere, der påstod, at man blev selvmordstruet af at høre heavyrock, at man fik gule hænder af at onanere, eller at men blev afstumpet af et spille videospil.

I dag er jeg ikke heeeeelt så skråsikker i min affærdigelse. Ganske vist er mine hænder, trods massiv indsats, ikke blevet gule, men hvad med det forkvaklede forhold til vold og andre menneskers lidelser?

Jeg er begyndt at tvivle.

Forleden så jeg Quentin Tarantinos film, »Once Upon a Time in Hollywood«. Jeg har med iver set alle hans film og genkender den gængse beskrivelse af netop Tarantino som værende den definerende filmskaber for min generation. Jeg er helt med på, at de absurde følelseskolde og ofte menneskeforagtende dialoger udgør en fundamental del af konceptet, og jeg forstår fuldt ud, at den eksplicitte og overdrevne voldsudpensling er hans fortælletekniske adelsmærke. Jo mere blod, splat og hjernemasse, jo bedre … I get it.

Uden at afsløre for meget for læsere, der endnu ikke har set Tarantinos seneste film, vil jeg dog alligevel fortælle, hvordan min grænse blev både nået, udfordret og overskredet i biffens mørke forleden.

Mænd har altid lammetævet hinanden i film, og det hænder da også, at en kvinde får en flad. Det er der vel ikke noget galt i, bortset fra når der er. I »Once Upon a Time in Hollywood« tager Brad Pitt et fast greb i nakken på sin kvindelige modspiller og banker derefter, med stor kraft og brutalitet, hendes ansigt ind i en væg og en skarp kaminhylde af sten. 10-15 gange smadrer han hendes ansigt, indtil hun i skarpe visualiseringer og uden den store subtilitet i billedskabelsen er ugenkendeligt knust, og vi alle sammen er stensikre på, at hun er død. Pryglet ihjel, i grotesk brutalitet, mens vi skreg af grin. Biografsalen kogte.

»Jeg er åbenbart en sart mimose, for det trækker sig sammen i maven på mig, når de viser mig en YouTube-video med en dreng, der skvatter på cykel og slår ansigtet ind i et træ.«


Leonardo di Caprio holder sig ikke tilbage og vækker jubel med en scene, hvor han brænder en ung kvinde ihjel med en militær flammekaster. Det dør man åbenbart ikke sådan lige af, i hvert tilfælde skriger, hyler og spræller hun længe og stærkt underholdende. Vi lo. Vi grinede det bedste, vi havde lært.

Hjemme ser jeg tit mine børn og deres venner rulle sig rundt på gulvet af grin. Når jeg spørger, hvad de ser, viser de mig YouTube-film af børn, der falder og slår sig.

Konceptet hedder »fails«, og man kan surfe mellem endeløse kompilationer af børn, der kommer til skade. Swimmingpool-fails hører til blandt favoritterne. Her har kreative YouTubere sammenklippet lange samlinger af hjemmevideoer med børn, der snubler på svømmehalsvippen og banker fortænderne i bassinkanten, eller børn, der kikser et spring og knalder baghovedet i fliserne. Hold kæææææft, det er sjovt!

Skateboard-fails er desuden en brønd uden bund. Her er samlet mange timer med børn, der forsøger sig med tricks på deres skateboard, men ender med et trappegelænder i nosserne eller munden fuld af blod og asfalt. Fannerme skægt!

Jeg ved ikke præcist, hvor det var, jeg fik nok. I tidlig erindring har jeg Gøg og Gokke, der skiftes til at glide i en bananskræl. Det var da sjovt. Eller hvad med tegnefilmene om jordgøgen og prærieulven? »Mip-mip!« og så en gigantisk klippesten lige i hovedet på ulven.

Vi skreg af grin.

Da MTV i 2000 lancerede Jackass-konceptet ramte det en tør plet i markedet. Mænd, der hældte hvepse ned i hinandens underbukser eller droppede en bowling kugle fra et hustag lige i nosserne på en kammerat, blev straks et verdensomspændende hit.

Jeg tror ikke, mine børn og deres søde venner er hverken koldere eller varmere end så mange andre børn og unge. Men jeg er åbenbart en sart mimose, for det trækker sig sammen i maven på mig, når de viser mig en YouTube-video med en dreng, der skvatter på cykel og slår ansigtet ind i et træ.

Jeg syntes ikke, det er spor sjovt. Og jeg bliver tænksom, når jeg ser børnene more sig kosteligt over noget, jeg finder aldeles væmmeligt. Mens jeg nu er i gang med at blive den gamle Besserwisser, de unge kan grine af, så indrømmer jeg også, at jeg fik ondt i både krop og sjæl, da Brad Pitt smadrede den unge piges fjæs. Jeg grinede anstrengt og høfligt, men jeg syntes faktisk ikke, det var sjovt, og jeg syntes overhovedet ikke, det var stor filmkunst. Jeg føler en snigende bekymring for, hvad film-, spil- og YouTube-vold gør ved et ungt menneskes empati og evne til at forholde sig sundt til andre menneskers smerte og lidelser.

Da jeg var dreng var et slagsmål forbi, når den ene græd. Sådan. I dag kan jeg læse, at et godt slagsmål først slutter, når otte fyre har hoppet på en bevidstløs drengs hoved, indtil det revner som en vandmelon. Der findes desværre alt for mange videoovervågninger af den slags, og som regel står hele flokken og skriger af grin.

Er det Tarantinos skyld? Næppe. Jackass? Gøg & Gokke?

Jeg ved det ikke, men det er ikke rart at se på, og jeg skal åbenbart have en sofapude med i biffen næste gang.