Mads Christensen: »Jeg har jo ikke noget at skjule«

Da jeg var dreng, lærte jeg, at hollænderne ikke bruger gardiner i deres huse og lejligheder. De har nemlig ikke noget at skjule, så hvorfor dog gemme sig bag mørke tekstiler? Gardiner opfattedes som mistænkelige.

Mads Christensen
»Jeg har jo ikke noget at skjule ...« Mads Christensen skriver om overvågningssamfundet og om, hvordan storcomputeres algoritmer systematisk samkører alle de små, uskyldige digitale spor, som borgeren trækker efter sig. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Bæk

»Den, der ikke har noget at skjule, har ikke noget at frygte.«

Sådan lød det samklingende hovedargument, da jeg i foråret besøgte Shanghai, Beijing og Hongkong. Ganske vist var jeg der i andet ærinde, men min private interesse i overvågningsteknologi gjorde, at jeg brugte al min fritid på at tale med menneskene dér om det nye ansigtsgenkendelses-overvågningssystem, som netop nu udrulles i stor stil i Kina. At »homeland-kinesere« ikke nærer den store uvilje mod at blive kigget i kortene, kan næppe undre. Uden at kaste sig ud i store systemkritiske tirader kan jeg vel godt antyde, at de er vant til det.

Langt mere overraskende var det for mig, at de mange vestlige fastboende expats, som jeg talte med, delte den samme generelle holdning. Trade-off'et i form af den øgede tryghedsfølelse i mørket på vej hjem fra en sen aktivitet, cyklen, der også står der næste morgen, slut med graffiti og hærværk var goder, man omfavnede – i bytte for et stort altseende øje i det høje.

Jeg har jo ikke noget at skjule ...

Forleden havde jeg den udprægede fornøjelse at være både bidragsyder og moderator ved en spændende todages techfestival afholdt i Frederikshavn.

Det store bærende tema var overvågning.

Selv skulle jeg tale om min uvilje mod det nært forestående kontantløse samfund, som i min optik opbyder endnu et knæfald for digital overvågning af almindelige ordentlige mennesker og deres gøren og laden. Blandt de mange andre taler blev jeg budt på en rusketur af dystre og dystopiske overvågningsscenarier.

Mads Christensen

»I Danmark oplever vi netop nu, under statsminister Mette Frederiksens beskyttende vinger, en hastigt voksende interesse i systematisk overvågning af det offentlige rum. Flere kameraer på gader og stræder, store summende computerservere, der registrerer, arkiverer og gemmer alle menneskers bevægelser fra metroen til kiosken. «


Konspirationsteoretikeren Peter Kofoed (ikke ham fra Dansk Folkeparti) fortalte om sit interview med whistlebloweren Edward Snowden. Kofoed åbnede festivalen med 300 videnssultne gymnasieelever, den nye håbefulde generation. Ikke et ondt ord om dem og bestemt ikke et eneste ondt ord om Peters aldeles fremragende fortælling, meeen – måske gik et par af de komplekse NSA-vidensopsamlings-plancher hen over hovedet på det unge publikum. Men da Peter forklarede dem, at det var en god idé at sætte et stykke sort tape over sin computers webkamera, »fordi der er stor sandsynlighed for, at I bliver filmet, når I onanerer og ser porno«, blev der musestille i lokalet. Man kunne høre den berømte knappenål falde. 300 unge selvbesmittere holdt vejret.

Jeg har jo ikke noget at skjule ...

Techspecialisten Christiane Vejlø belyste i sit medrivende foredrag, hvorledes storcomputernes algoritmer systematisk samkører alle de små, uskyldige digitale spor, borgeren trækker efter sig. Måske skrev man for fem år siden på Facebook, at man er single – igen. Måske har man vist på Instagram, at man kan kysse med både piger og drenge (og alle de andre 73 køn). Måske har man købt kønsvortesalve og betalt med sit dankort på apoteket, og måske har man SMSet til en ven, at man har hjertesorger.

Måske gør alle disse tilsyneladende uskyldige enkeltstående informationer i ét samlet algoritmedrevet billede, at man pludselig får sværere ved at tegne en billig helbredsforsikring – måske kigger forsikringsbranchen med.

»Aaaarrrrhhhjjjj, det gør de da selvfølgelig ikke,« forklarede Vejlø med slet skjult sarkasme.

Jeg har jo ikke noget at skjule ...

»Hvem bestemmer, om du har noget at skjule,« spurgte gadgetaficionado Nikolaj Sonne retorisk og refererede til en aktuel case fra Uganda, hvor man for nylig har strammet grebet gevaldigt om homoseksuelle. Ulovliggørelse, tvangsanalundersøgelser, voldsomme straffe og i yderste instans dødsdomme – med tilbagevirkende kraft!

Mads Christensen, klummeskribent. Fold sammen
Læs mere

Hvem mon havde tænkt den tanke, da man for fem år siden i fred og fordragelighed kunne skrive på sin Facebook-væg, at man var »gay«?

Jeg har jo ikke noget at skjule ...

I Danmark oplever vi netop nu, under statsminister Mette Frederiksens beskyttende vinger, en hastigt voksende interesse i systematisk overvågning af det offentlig rum. Flere kameraer på gader og stræder, store summende computerservere, der registrerer, arkiverer og gemmer alle menneskers bevægelser fra metroen til kiosken – eller måske fra elskerindens boudoir til frokostaftalen med konen.

Konceptet sælges ind med stærke argumenter om øget tryghed, kriminalitetsbekæmpelse, et styrket politi, et farvel til vanvidsbilister og færre bandeskyderier i gaderne. What's not to like?

Var der nogen, der sagde, at »burkaloven« ikke blot sigter mod 150 niqabklædte kvinder, men måske snarere er et udtryk for rettidig statslig omhu i forhold til ansigtsgenkendelse?

At citatet »den, der ikke har noget at skjule, har ikke noget at frygte« udgjorde en af hjørnestene i den nazistiske propagandaminister Joseph Goebbels' værdisæt, er de færreste vel bevidste om, når de i dag i flæng giver sig hen til denne smukke idé om, at for den rene er alting rent.