Mads Christensen: Jeg har haft det store privilegium at skrive næsten samtlige sider i min egen bog, og det er min klare plan også at skrive den sidste

Selv er jeg tilhænger af aktiv dødshjælp, og jeg ser et generelt holdningsskifte i den nære fremtid, skriver Mads Christensen.

Spøjst nok er der tilsyneladende ikke de store presseetiske overvejelser, når brutale bandemord udstilles på forsiderne. Eller groteske trafikuheld. Dem kan vi næsten ikke få nok af, mener Mads Christensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Christensen

På psykiatrifondens hjemmeside kan man læse, at det at tale om selvmord i sig selv udgør et faretegn. Jeg er ikke enig. Og i denne klumme vil jeg forsøge at redegøre for hvorfor.

Vidste I, at næsten 600 danskere hvert år tager deres eget liv? Tænk engang: 600. Altså flere end tre gange så mange som hvert år mister livet i trafikken. Et forhold vi hører, skriver og taler umådeligt meget om, og som kræver enorme ressourcer fra politi, overvågning, fartfælder og mediernes beskrivelser.

De mange selvmord derimod møder vi med rungende tavshed og et løjerligt kodesprog.

Eksempelvis kan vel ingen afvise, at en klodrian kan snuble og falde ud foran et kørende tog, men når statistikkerne fortæller om 30 - 35 »personpåkørsler« i den danske togdrift hvert år, er det et stuerent dækord for selvmord-ved-tog. Som ticket out of here er metoden næsten stensikker. I pressen har vi valgt at kalde det personpåkørsel, det lyder pænere.

Når et ulykkeligt menneske tager sig af dage, er aviserne altid pæne og høflige, og kun umådeligt sjældent skrives det fæle fy-ord selvmord. Hellere benytter man vendinger som »fundet død« eller tilsvarende tågesnak.

Der findes et officielt sæt retningslinjer for omtale, eller mangel på samme, af selvmord i de presseetiske regler. Her anbefales tilbageholdenhed ved omtale af selvmord. Angiveligt viser forskning, at omtale af selvmord kan inspirere til flere selvmord. Man nævner, at en beskrivelse af et selvmord i medierne kan igangsætte en decideret selvmordsepidemi!

Mads Christensen

»I mine betragtninger af det kontemporære menneske er netop selvkontrol, selviscenesættelse, selvbestemmelse, selvudførelse og selvrealisering hjørnestenene i vores selv-rejse gennem livet.«


I den mere kulørte afdeling støder man på den såkaldte »Werther-effekt« afledt af den bølge af selvmord, der fulgte i kølvandet på udgivelsen af Goethes roman Den Unge Werthers Lidelser i 1774.

Spøjst nok er der tilsyneladende ikke de store presseetiske overvejelser, når brutale bandemord udstilles på forsiderne. Eller groteske trafikuheld. Dem kan vi næsten ikke få nok af! Detaljerede beskrivelser fra brændpunkter, krigszoner og katastrofer fylder mediefladen, og vi er stadig høje over de eksplicitte beskrivelser af Raket-Madsens partering af en ung kvinde. Hvor havde Madsen lagt snittene? Vi læste det ivrigt. Hvor mange gange stak han hende i skeden med en til formålet tilspidset skruetrækker? Hvilken farve havde håndtaget på den fuksvans, han brugte til de genstridige halshvirvler? Detaljerigdommen var medrivende. Ingen frygt for Werther-effekten her.

Halv-passiv dødshjælp

Selv er jeg tilhænger af aktiv dødshjælp, og jeg ser et generelt holdningsskifte i den nære fremtid. I mine betragtninger af det kontemporære menneske er netop selvkontrol, selviscenesættelse, selvbestemmelse, selvudførelse og selvrealisering hjørnestenene i vores selv-rejse gennem livet. Er det ikke oplagt, at vi i stigende grad, også i højere grad end vores forældre, vil finde det interessant, ja sågar påkrævet, at vi også i døden har selvbestemmelse og som minimum medindflydelse?

Den officielle lægestand er bundet af lægeløftet og kan følgelig ikke forventes at ville hjælpe med selvmord. Den i aviserne kronede selvmordslæge Svend Lings fik fornyligt rettens ord for, at hans assisterede selvmord var forbudte OG forkastelige. Men hvad med virkeligheden? Hvordan ser det mon ud for den assisterede dødshjælp om 10 år …. om 20?

Mads Christensen

»Selvmordet kan i min optik tilskrives sin egen lille æstetik. Jeg holder af ideen om at checke ud, når tiden er moden. «


Selv kender jeg et par læger, som efter fire glas rødvin godt tør indrømme, (når jeg har spurgt 10 gange), at de måske ikke løber heeeeelt så hurtigt ned ad gangen, når hjertestopsalarmen på den sene nattevagt for femte gang går på den 80-årige dame, de allerede for fem timer siden knak samtlige ribben på i ivrig hjertemassage. Aktiv dødshjælp? Næppe, men måske lidt halv-passiv….? Måske alle vidste, at tiden var inde. Måske den ældre dame selv vidste det?

Aktiv dødshjælp kan i min optik tilskrives sin egen lille æstetik. Jeg holder af ideen om at checke ud, når tiden er moden. De gamle indianere gik efter sigende frivilligt ud i junglen, når tænderne var faldet ud, og de ikke længere kunne tygge deres egen mad. Trætte inuitter »faldt af slæden«, når de var mere byrde end gevinst for fællesskabet. Alle raske drenges helt Ernest Hemingway skød sig selv, da smerten blev for meget: »Det er kun slemt at dø, når det tager så lang tid og gør så ondt, at man bliver ynkelig«.

I mesterværket Three Billboards Outside Ebbing Missouri (2017) vælger den kræftsyge Sherif Bill Willoughby, mesterligt spillet af Woody Harrelson, at gøre en ende på sine lidelser, mens han stadig kan holde sig selv ud. Scenen, afskedsbrevet og fortællingen er i mine øjne en af de smukkeste beskrivelser af et selvbestemmende menneskes sortie.

Bare rolig, I behøver ikke ringe til den psykiatriske skadestue på mine vegne, jeg er bestemt ikke akut suicidal, men … jeg har foreløbigt haft det store privilegium at skrive næsten samtlige sider i min egen bog, og det er min klare plan, når tiden er moden, også at skrive den sidste.

Og NÅR jeg gør det, bliver det ikke på grund af en historie fra 1774. Come on … Hvordan kan de fortsat referere til den unge Werther i moderne selvmordsforskning?

Rettelse: Teksten er blevet redigeret efter sin udgivelse, så det fremgår klarere, at Mads Christensen ikke forherliger selvmord, men advokerer for retten til aktiv dødshjælp.