Mads Christensen: »Jeg er så træt af vores overforbrug af underlødigt bras«

»Hvad vi ikke i en overforbrugende husstand med tre teenagebørn køber af underlødigt bras! Vi kører nærmest i rutefart mellem Apple-Ikea-Zara-H&M-Gamezone-Elgiganten og så til lossepladsen,« skriver Mads Christensen, der håber, at vi i en meget nær fremtid kommer til at opnå en fælles forbrugsorienteret opvågning.

MC
Mads Christensen foran sin Porsche 911, hvor tælleren nu viser 640.000 kilometer. Og det er lavt sat, mener han. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Bæk

Forleden sad jeg min gode ven Mads og drak Rungsted-Latte (kaffe med et skud Baileys). Vi talte om dette og hint, og så spørger han mig:

»Mads, hvad tror du egentlig, der vil ske med os og vores gamle biler?«

Min ven har en fin gammel Mercedes Stationcar fra 70erne. Han passer og plejer den, vasker og pudser, og han kører i den hver dag – en rigtig vaskeægte classic car-entusiast.

Med al den snak, der fylder mediefladen om klimasynd, bilskam, benzinslugere og … Gud forbyde det … gamle dieselhakkere, var han begyndt at tvivle på, hvilken fremtid han og hans elskede bil ville kunne imødese.

Jeg har tænkt over hans spørgsmål et par dage, og her kommer mit svar i form af et åbent brev til min ven Mads:

»Vi køber tarveligt, billigt, underdimensioneret bras, fremstillet i Langtbortistan af de mest underlødige materialer. Intet er lavet med horisont, og alt er kaput, blot et øjeblik efter at vi har åbnet pakken.«


Jeg tror, vi i en meget nær fremtid kommer til at opnå en fælles forbrugsorienteret opvågning. Jeg tror, vi meget snart vil nå til den kollektive erkendelse, at et af de allerstørste samtidsproblemer, vi døjer med, er den aldeles sanseløse og helt igennem unødige forbrugsfest.

Vi køber tarveligt, billigt, underdimensioneret bras, fremstillet i Langtbortistan af de mest underlødige materialer. Intet er lavet med horisont, og alt er kaput, blot et øjeblik efter at vi har åbnet pakken.

Forleden gik vores ovn i stykker. En reparatør »kiggede forbi« (2.500 kr. for kørsel, leje af værktøj, første påbegyndte time …), og efter to sekunders diagnosticering kunne han fortælle, at et »print« var itu. Angiveligt en lille reservedel på størrelse med en mariekiks og ikke ret meget dyrere, men delen kunne ikke købes løst, og ingen ville orke at skille ovnen ad og udskifte dippedutten. »Det kan ikke betale sig,« sagde manden og kørte igen.

Vi købte selvfølgelig en ny ovn og smed den gamle på lossepl … undskyld … genbrugsstationen.

Jeg hader det!

Hvad vi ikke i en overforbrugende husstand med tre teenagebørn køber af underlødigt bras! Vi kører nærmest i rutefart mellem Apple-Ikea-Zara-H&M-Gamezone-Elgiganten og så til lossepladsen.

Nyt tøj, ny iPhone, ny computer, ny fladskærm. Nyt plasticbullshit fra netbutikken Wish sejlet herop med damper fra Kina: »Jamen den koster kun 14 kroner, far!«

Jeg er træt af det!

I min lille forbrugerrevolution vil vi se et snarligt opgør med hele den vestlige verdens pyramidespilslignende vækstmotor.

Jeg tror, at den »nye« forbruger vil efterspørge produkter med lang livscyklus, og jeg tror, at markedet vil rette ind og holde op med at fremstille telefoner med maks. tre år fra cradle-to-grave. I stedet vil vi købe enheder, der kan åbnes, hvor reservedele kan udskiftes, og batterier kan fornys.

En sofa for livet, en tidløs jakke, et kvalitetsfjernsyn, en telefon, der kan holde.

Bilen er en god case til denne betragtning. Autobranchen rider i disse år på en fantastisk bølge, og for 13 år i træk er der omsætningsrekord. Salgstallene imponerer, for vi køber nye biler som aldrig før. Det er ganske vist som oftest nogle elendige møgbiler, små jammerlige pispotter, som går i stykker, bare man kigger på dem. Som erklæres totalskadede, hvis de får en bule i døren, og som er udpinte, slidt op og fix-und-fertig, når de runder 90.000 kilometer.

Pyt med det, vi køber bare en ny: »De er jo så grønne, de små biler.«

Selv kører jeg i en Porsche fra 1969. Den går ganske vist kun 11 kilometer på literen, men til gengæld har den allerede i dag leveret en livscyklus markant længere end alle de andre bilers ditto, jeg møder på min vej. Den er fremstillet i Zuffenhausen – i bilernes guldalder – af langtidsholdbare materialer, korrekt dimensioneret til praktisk brug. Den og dens mange komponenter kan åbnes, adskilles, repareres, fikses og holdes kørende.

Mads Christensen spår, at hans Porsche stadig kører på de danske veje i 2050 og endda på CO2-neutralt brændstof. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Bæk.

Jeg har kun haft bilen i 25 år, så jeg kan ikke stå inde for kilometertallet, men der står på uret, at den har kørt 640.000 kilometer. Meeen mon ikke det er i underkanten?

Meget tyder på, at der er mange gode år i den bil endnu. Der er et stort marked for klassiske liebhaverbiler, og en smuk og velfungerende Porsche 911 vil altid have en kundeskare.

Jeg spår, at min Porsche stadig kører frejdigt omkring med en ny smilende mand (måske min søn) bag rattet i 2050. Jeg spår, at en dygtig ingeniør til den tid har opfundet et nyt flydende CO2-neutralt brændstof, som kan raffineres, transporteres, distribueres og sælges via den infrastruktur, vi allerede har.

Jeg spår, at vi – forbrugerne – er kommet overens med tanken om at sætte vores mælk i det samme køleskab, som vi havde sidste årti. Fikse og derefter bage i den gamle ovn, vi altid har haft, og acceptere de telefoner, vi allerede har. Jeg ser en glæde ved klassisk tidløst design i lamper, bolig, tøj og tekstiler. Jeg ser os vrænge af designervand fra San Pellegrino – kørt op fra Toscana i glasflasker – og i stedet drikke et krus fra vandhanen.

Og hov, hvad er det, jeg ser derovre ...? Er det ikke min ven Mads i hans smukke, gamle, grønne Mercedes?