Mads Christensen: Jeg er en af dem, der bruger skoven HELT forkert!

Over de forgangne uger har man i aviserne kunnet følge en spøjs debat om, hvem der er »rigtig«, og hvem der er »forkert« i skoven. Jeg er i manges øjne skovens svar på en hensynsløs og destruktiv rocker.

MadsChristensen
Mads Christensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Christensen

Over de forgangne uger har man i aviserne kunnet følge en spøjs debat om, hvem der er »rigtig«, og hvem der er »forkert« i skoven.

Jeg kender følelsen ganske udmærket. Jeg er nemlig en af dem, der bruger skoven HELT forkert!

»Jeg er en høj (og flot) mand. Måske derfor ramte jeg wiren (for fuld knald) med skuldrene og ikke, som den kreative opsætter havde målt op til, med halsen. Jeg røg på røven og slog mig gul og blå.«


Man skulle ellers tro, at netop skoven var det rummeligste sted. At ude i den store grønne skov kunne vi sænke de altid konfrontationsparate mellemmenneskelige krænkelsesparader og bare ... gå en tur i fred og ro ... NOT!

I skoven er banen kridtet op som få steder, og bataljerne ligger konstant og lurer under efterårets blade.

Jeg lufter hunden hver morgen. Egentlig er det mine børns hund, og jeg havde forsvoret, at sådan en lille fesen svansehund skulle kunne røre mig, for jeg er til store jagthunde. Men mine unger har en lille Bichon Havanais. Carlos, hedder han, og der er sket det, som der skete i historien om fodvorten i Monrad & Rislunds sketch: »Man kommer sgu til at holde af sådan en lille en.«

Vores lokale skov er en såkaldt hundeskov, altså sådan en, hvor hundene må løbe frit. Skønt.

... men!

Ornitologerne i skoven hader løse hunde. Forstadsfruerne på deres dyre Tattersall-klædte heste hader løse hunde. De gamle damer hader løse hunde.

Selv en lille fesen køter som vores kan skræmme en hest til amokløb eller få en ældre dame til at se døden i øjnene. Carlos er på størrelse med en sixpack Tuborg Classic, så man undres.

De pæne ældre damer hader også hestene. De ødelægger stien, gør den knudret og inkompatibel med ældre ankler. Skovvandrerne hader alle børnefødselsdagene med deres skattejagter og kulørte plasticbånd og »spor« ... som aldrig liiige bliver pillet ned igen. Whiskybælte-løberne i stramme yogapants (mums) hader de gamle koner, der fylder hele stien, og alle hader selvfølgelig nabolagets uvorne unger, der leger krig med hardballgeværer og dækker skovbunden med små hvide plastickugler.

De værste er mountainbikerne. OMG! Dem hader vi alle.

Jeg er mountainbiker.

I sund selverkendelse kan jeg godt se det patetiske i en gråsprængt herre på 54 i stramt lycratøj, der fiser gennem skoven som en kåd teenager, men ikke desto mindre er det det, jeg er – det, jeg gør.

Hestefruerne hader mountainbikerne! Ornitologerne, hundefolkene, løberne, de gamle damer ... alle hader mountainbikerne.

Vi er skovens rockere, hensynsløse og destruktive!

De militante træelskere

Træelskerne ... ja, de findes altså også, og i vores skov har der sågar været demonstrationer, pamfletuddelinger og plakatopsætninger i foråret, fordi skovfogeden havde besluttet at rydde nogle af de gamle stammer for at skabe plads til nye. Træelskerne ... de hader mountainbikerne.

På hver tur, jeg kører, møder jeg grene, store og små, som omhyggeligt er lagt på tværs af cykelsporet ... måske i håb om at jeg vil styrte og slå et par tænder ud. Ikke hyppigt, men dog fra tid til anden har kreative skovelskere snedkereret brædder med islåede søm med den spidse ende opad, som så med omhu er skjult under løse blade på cykelsporet. Så kan man rigtigt nyde skovens dybe stille ro, mens man står der og forsøger at lappe to punkteringer med én reserveslange.

Kulminationen ... den foreløbige ... oplevede jeg sidste år, hvor der for enden af en stejl nedkørsel var udspændt en stålwire mellem to træer.

Jeg er en høj (og flot) mand. Måske derfor ramte jeg wiren (for fuld knald) med skuldrene og ikke, som den kreative opsætter havde målt op til, med halsen. Jeg røg på røven og slog mig gul og blå.

Forleden gik det op for mig, at der ingen løsning er.

Et firma havde arrangeret en voksenskattejagt i skoven og grupper på fire voksne zigzaggede omkring med laminerede orienteringskort i jagten på opsatte plasticlaminerede ledetråde.

Jeg indhenter på min cykel en sådan gruppe. De hygger sig, det er tydeligt, og i deres glæde ved skoven kommer de måske uforvarende til at fylde hele sporet. Jeg bremser ned og lister forbi ude i grøften ved siden af stien og siger stilfærdigt: »Undskyld mig, jeg lister lige forbi her.«

En af skattejægerne bliver forskrækket, springer til side og udbryder arrigt: »SÅ BRUG DOG KLOKKEN, DIT FJOLS!« ... nå nå, undskyld undskyld ...

Lidt længere henne ad skovstien ser jeg en anden gruppe fra samme skattejagt. På 300 meters afstand ringer jeg med klokken. Min cykelklokke er en lillebitte en, og den giver et meget beskedent »ding« fra sig.

En af kvinderne i gruppen vender sig om, løfter begge hænder i vejret, som om hun holder Simba op mod himlen foran kongesletten i »Løvernes konge« og råber:

»JA, JA, JA ... VI KAN VEL VÆRE HER ALLE SAMMEN!!«

Touché!

Og så er der i øvrigt jægerne. Dem hader absolut ALLE! Men de slipper dog for at lægge øre til brok, bitcherier og sømbrædder. Måske fordi de har et ladt gevær på armen. Ja, nu gætter jeg.