Mads Christensen: En hyldest til kontanterne

Personligt har jeg altid et par hundrede kroner i lommen, alle mine daglige indkøb foretager jeg kontant. Ikke fordi jeg skammer mig over at handle i Netto, men fordi jeg oplever kontanter som et håndgribeligt hverdags-symbol på personlig frihed, en frihed jeg meget nødigt vil se mig frataget.

Med jævne mellemrum har man i medierne kunnet høre repræsentanter fra bankverdenen agitere for en snarlig udrulning af det kontantløse samfund. Særligt har Jyske Banks ordførende direktør, Anders Dam, tilsyneladende gjort det til sin ideologiske mærkesag, at vi snarest bør vænne os af med den røde 1000-kronerseddel, og at vi i dens kølvand dernæst skal vinke farvel til alle de øvrige kontanter.
Kontante penge, må man forstå, er roden til alt ondt i vores samfund, og en total fjernelse af rede penge vil dæmme op for økonomisk kriminalitet ... siger bankmanden.

Et totalforbud mod hønsenet vil være i alles interesse ... siger ræven. Inden jeg tager fat på min argumentation, bør jeg måske lige bekende kulør. Jeg er tilhænger af kontanter. Jeg mener rede penge, knitrende hundredlapper i baglommen udgør et håndgribeligt og hverdagsanvendeligt redskab til opretholdelse af og håndhævelse af den personlige frihed i sin allermest rendyrkede form.