Kresten Schultz Jørgensen: Dumhed er den farligste fjende

»Argumenter er uden virkning, kendsgerninger behøver ganske simpelt ikke at blive troet.« Ordene er skrevet af den tyske teolog og antinazist Dietrich Bonheuffer, der blev henrettet i 1945. Lyder det bekendt efter angrebet på Capitol Hill?

Det var et blik ind i mørket, da Trump-pøblen stormede Capitol Hill. Et demokratisk ideal blev løbet over ende, og maskerede idioter gik løs på søjlegange og rundbuer, skriver Kresten Schultz Jørgensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Stephanie Keith/Reuters/Ritzau Scanpix

Det var et blik ind i mørket, da Trump-pøblen stormede Capitol Hill. Et demokratisk ideal blev løbet over ende, og maskerede idioter gik løs på søjlegange og rundbuer.

Hvis man tænker på brunskjorterne i 30ernes Tyskland, er det ikke forkert. Det er altid sådan, det starter. Dumhedens tæskehold i alliance med despoten og den rigtige ondskab.

Der er vi jo ikke i Danmark, omend dumheden vokser, også her. Er der ikke en voksende skepsis over for logik og videnskab? Vaccineskeptikere i de social mediers ekkokamre? Vilde standretter i identitetspolitikkens navn? Følelser frem for fornuft flere og flere steder?

Bemærk, at jeg ikke bruger ordet dumhed som en mangel på kognitiv kompetence. Det ville være respektløst. Jeg bruger ordet dumhed som et eksistentielt valg, som når de gamle grækere kaldte nogle af deres medborgere »idiotes«. Dem, der fornægter den fælles samtale, kravene til facts og logik til fordel for deres helt eget verdensbillede.

Allerede Platon vidste, at dumhed er et større demokratisk problem end egentlig ondskab. Den er sværere at bekæmpe. Over for det onde kan der argumenteres. Ondskaben kan udstilles og afslører som regel sig selv, fordi de fleste fornemmer et grundlæggende ubehag, når de møder den.

Stalin, Maos og Hitlers folkemord. Måske også en Nero, der sætter Rom i brand. Eller mere kuriøst Trump-familien, der fester, mens pøblen stormer Capitol Hill.

Men dumheden er sværere. Hvordan konfronterer man dem, der ikke forstår hverken regler eller logik?

»Over for dumheden er vi værgeløse,« skrev den tyske teolog Dietrich Bonheuffer. »Hverken med protester eller med magt kan der udrettes noget her. Argumenter er uden virkning, kendsgerninger behøver ganske simpelt ikke at blive troet.«

Bonhoeffer holdt i 1933, få dage efter Hitlers magtovertagelse, en brandtale i radioen, hvori han beskyldte tyskerne for at forgude Hitler og lade dumheden fylde. Der blev slukket for mikrofonen. 12 år efter blev Bonhoeffer selv henrettet i koncentrationslejren Flossenbürg, få uger før amerikanerne befriede lejren.

Lad os tage lidt mere Bonheuffer, der har en gade opkaldt efter sig i alle store tyske byer, og som herhjemme har fået stemme i Peter Tudvads fornemme biografi »I krig og kristendom«.

»Og så er den dumme til forskel fra den onde absolut tilfreds med sig selv, ja, han bliver endda farlig, fordi han let irriteres og går til angreb. Derfor er det nødvendigt at vise større forsigtighed over for den dumme end over for den onde.«

Lyder det bekendt? Bonheuffer kunne umuligt forestille sig internettet og techgiganternes dominans. De sociale mediers ekkorum. Dannelsesfaldet i skolerne. Tv-mediets stupide underholdning.

Men han havde modet til at tale dumheden midt imod. Og minde om at skellene i disse år ikke handler om kvinder og mænd, venstre og højre, unge og gamle. De handler om, hvorvidt man tror på videnskaben, fornuften og den demokratiske samtale. Eller om man har overgivet sig til først dumheden og derefter mørket og det onde.

I Tyskland vandt de dumme i 1933. Bonheuffer advarede derefter mod ondskaben år efter år. Til sidst hængte de ham i en lejr fuld af levende døde.