»Jo, du læste rigtigt. Den selvbestaltede bil-idiot og flittige forkæmper for privatbilismen, Mads Christensen, har købt en elcykel!«

»Nu har jeg for egne penge købt en skøn elcykel. Jeg bruger den flere gange om ugen på min daglige tur til og fra København. Ikke bare sparer jeg hurtigt 1.000 kroner om ugen i parkering, men jeg oplever også, at jeg ofte kommer hurtigere frem og sparer tid på at søge efter p-plads, men vigtigst af alt: Jeg møder op frisk og frejdig med luftig frisure og røde kinder.«

MadsChristensen
Mads Barner-Christensen Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Christensen

Jeg er så glad for min cykel … (Povl Kjøller, 1973)

Den sang nynner jeg kækt, når jeg cykler af sted på min nye tohjuler.

Huhej, hvor det går!

Jeg bør måske lige indskyde, at min nye cykel er en elcykel. Jo, du læste rigtigt: Den selvbestaltede bil-idiot, auto-entusiast og flittige forkæmper for privatbilismen, Mads Christensen, har købt en elcykel!

Den meget omtalte og længe ventede grønne omstilling, ja den, vi alle taler om og har helt klare ideer om at gå i gang med ... i morgen, har også længe ligget mig på sinde, og i 2018 tog jeg selv skeen i den anden hånd og satte handling bag mine ord.

Jo, jo, nu skal jeg ikke spille mere hellig, end godt er. Sagen var den, at min grønne omstilling tog fart i en slags joint venture med færdselspolitiet. Jeg havde kørt for hurtigt på motorvejen, og i den forbindelse vurderede politiet, at det nok var bedst, de holdt mit kørekort i seks måneder. Således kom det sig, at jeg fik min første erfaring med en elcykel.

Jeg er sikker på, at S-toget er en velsignelse for mange storkøbenhavnere, der dagligt bruger toget til at komme fra A til B, men for mig var det en kontemporær variant af Dante's Inferno – jeg hadede det!

Når man er vant til at hoppe i sin egen bil, efter eget beskub og egen tidsplan og køre af sted i sin egen mobile komfortzone lyttende til sin egen radiokanal, er S-toget naturligvis en markant downgrade, et kvantespring ned ad kvalitetsstigen. S-toget fik mig til at føle mig mindreværdig og ussel. Jeg siger ikke, at de mange, der kører S-tog, er usle, men er man vant til at køre i en lækker klassisk Porsche 911, er S-toget en fæl og uhumsk oplevelse.

Jeg legede en lille leg med mig selv, så hvis jeg på min tur fra Holte til City så et smilende menneske, ville jeg købe en kop kaffe på Østerport. Prøv selv min leg, hvis du får S-chancen. Jeg fik ikke ret meget morgenkaffe.

Således måtte jeg efter få uger med offentlig transport se mig nødsaget til at afsøge alternativer …. hurtigt!

Et venligt firma havde læst i Se og Hør, at jeg stod i en transportteknisk skakmat, og tilbød at låne mig en elcykel. Jeg sagde selvfølgelig straks ja tak, og sådan tog min elromance sin begyndelse.

De seks ufrivilligt grønne måneder fløj af sted, og som en fugl, der har genvundet sine vinger, fik jeg snart mit kørekort igen. Lykken var selvfølgelig stor, og den lånte elcykel blev straks leveret tilbage med tak for lån.

Men ….

Et frø var sået i mit indre, og vinteren over har det vist sig at spire. Jeg måtte erkende …. jeg savnede sgu min daglige cykeltur.

Nu har jeg for egne penge købt en skøn elcykel. Jeg bruger den flere gange om ugen på min daglige tur til og fra København. Ikke bare sparer jeg hurtigt 1.000 kroner om ugen i parkering, men jeg oplever også, at jeg ofte kommer hurtigere frem og sparer tid på at søge efter p-plads, men vigtigst af alt: Jeg møder op frisk og frejdig med luftig frisure og røde kinder.

Fra mit hjem i Søllerød er der til Rådhuspladsen i København 25 kilometer – de første otte går ad skønne cykelstier gennem Dyrehaven, flankeret af Øresundsudsigt og brølende rådyr. Ind ad Strandvejen via Skovshoved og gennem Hellerup kører jeg om kap med et par udvalgte biler (jeg vinder altid), og vupti er jeg fremme.

På elcyklen kan jeg køre i mit nydelige flinkeskoletøj uden at møde op ved målet dampende af sved og med plaskvåd skjorteryg. Jeg befordrer mig i jakkesæt og butterfly – et menageri, der havde været kropumuligt på min racercykel.

Det er vigtigt at pointere: Elcyklen er ikke en knallert.

Du skal cykle, ellers sker der ikke noget, men det er, som om der hele tiden er lidt medvind på din cykelsti, som om din far cykler ved siden af dig og lægger en hånd på din skulder.

Jeg tramper løs, bruger benmusklerne, har høj puls, men kan behændigt holde mig lige under sved-grænsen, samtidig med at jeg holder god fart og tidsteknisk rentabilitet. Cykelmærket Specialized udtrykker det perfekt i deres slogan: »It's You, only faster«.