Jill Byrnit: Vi fortryder det, vi ikke fik gjort

Lad os håbe, at du lever dit liv, så du kan svare anderledes end med den mest gennemgående enslydende fortrydelse fra de døende på hospice: »Jeg ville ønske, at jeg havde ladet mig selv være gladere,« skriver Jill Byrnit i ugens klumme.

»Ville en anden have formået at være en bedre ægtefælle, forælder, kammerat eller kollega, end jeg selv, hvis vi – så at sige – var blevet givet de samme kort fra starten?« skriver Jill Byrnit. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofie Mathiassen

»Du kan ikke ændre ved de kort, du har fået – kun hvordan du spiller dem.«

Sådan lyder et indsigtsfuldt citat, der i nævnte variation tilskrives den nu afdøde amerikanske professor i computervidenskab Randy Pausch. Pausch døde som 47-årig efter et kortvarigt og udmattende kræftforløb. Efter at have modtaget beskeden om, at hans kræftsygdom ikke kunne kurereres, og at han blot havde få måneder tilbage at leve i, skulle Pausch på en længe planlagt forelæsningsturné, som han valgte ikke at aflyse, hvilket der kom en højst bemærkelsesværdig række af begivenheder ud af.

Forelæsningen skulle have handlet om at turde drømme stort, men er i dag kendt verden over for et inspirerende og rørende afsnit om, hvilken visdom, man kan udlede af livet, når man – som Pausch selv helt åbent adresserede under forelæsningen – ved, at man meget snart skal dø.

Forelæsningen blev så populær, at Randy Pausch gentog den på landsdækkende TV og siden omskrev den til en bog, der i dag er oversat til små 50 sprog og har solgt i over fem millioner eksemplarer.

Der er intet nyt i at gøre sig tanker om, hvad der måtte være den centrale lærdom af livet. Det har menneskeheden givetvis gjort lige siden, at vi fik mad og tid nok til at leve for andet end fra hånden til munden. Men ét er at stå i kø i supermarkedet og læse ugebladsoverskrifter om andres død og ulykker, mens man adspredt gør sig abstrakte tanker om egen bortgang; noget ganske andet er at vide, at det lige om lidt er netop dig, der skal dø.

»De fortrød samstemmende, at de havde tilbragt for lidt tid med deres familie og venner, samt at de ikke havde haft mod nok til at udtrykke deres sande følelser i livets betydende forhold.«


Der findes en form for turneringsbridge, hvor man overtager en håndfuld kort, der allerede tidligere er blevet spillet. Formålet er at se, om du kan spille hånden bedre, end den tidligere spiller gjorde. Hvilket svimlende tankeeksperiment – om vores liv kunne være blevet levet bedre af andre end os selv. Ville en anden have formået at være en bedre ægtefælle, forælder, kammerat eller kollega, end jeg selv, hvis vi – så at sige – var blevet givet de samme kort fra starten? Ville en anden have kunnet være mere omsorgsfuld og tålmodig? Have raset mindre og elsket mere? Ville en anden have drejet til højre, hvor jeg drejede til venstre, og var vedkommende endt et bedre sted?

Overspringshandlinger giver fortrydelse

Dette får vi i sagens natur aldrig svar på, og det skal vi nok heller ikke, for der er svar, som menneskeeksistensen kun meget svært kan rumme. Vi kan i stedet blive klogere på, hvilke typer livsfortrydelse, der findes hos mennesker.

Livsfortrydelse er blevet undersøgt på flere forskellige måder. En forsker med det dynamisk klingende navn Ferrari har for eksempel beskæftiget sig med fortrydelsen hos folk, der har som sædvane enten at foretage mange eller få overspringshandlinger, det vil sige, at de er enten typen, der plejer at udsætte ting til en anden gang, eller typen, der med det samme får tingene fra hånden.

Ferrari og kolleger fandt, at svinkeærinder kommer med en pris. Folk, der rutinemæssigt udsætter det, der skal gøres, oplever signifikant større livsfortrydelse vedrørende så forskelligartede områder som uddannelse, forældreskab, økonomi og social omgang med familie og venner.

Men hvad nu, hvis vi ikke blot udsætter ting, men decideret ligger på vores dødsleje og tænker tilbage? Hvad fortryder vi dér?

En australsk hospice-sygeplejerske udgav for nogle år siden en sammenfatning af de fortrydelsespunkter, som hun oftest var stødt på i sit arbejde med de døende. Fuldstændigt i tråd med de overspringshandlende personer, så var de døende overraskende enige om at fortryde det, de ikke fik gjort.

De fortrød samstemmende, at de havde tilbragt for lidt tid med deres familie og venner samt, at de ikke havde haft mod nok til at udtrykke deres sande følelser i livets betydende forhold.

Forestil dig at få beskeden, at du skal dø indenfor få uger. Hvad mon du ville svare, hvis man spurgte dig, hvad du fortryder mest? Lad os håbe, at du lever dit liv, så du kan svare anderledes end med den mest gennemgående enslydende fortrydelse fra de døende på hospice: »Jeg ville ønske, at jeg havde ladet mig selv være gladere.«