Jill Byrnit: Var det ikke for den indbyggede fornemmelse for, hvad der er ret og rimeligt, ville magt være lig ret

Forestil dig, at du er lavt rangerende i et hierarki af bavianer eller mandrilaber. Du er så heldig, at du som den første i flokken får fingrene i noget lækkert spiseligt, men nu kommer et højere rangerende flokmedlem forbi og får øje på din mad. Hvad mon der sker? spørger Jill Byrnit.

Meget står og falder med, hvad du læser ind i de ord, som ytres. Ja, hele dit parforhold kan være på spil i ytringer som: »Hej skat, vi ses«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofie Mathiassen

Der findes dage, hvor jeg fortvivles over menneskearten og alle dens gerninger. Hvor jeg beruser mig i kontrafaktisk historieskrivende fantasier om de uberørte vidder og svale skove uden tilstedeværelse af den statushungrende, konfliktoptrappende og altid fortvivlende komplicerede nøgne abe-art ved navn menneske. Eller hvor jeg mere ydmygt såmænd ville stille mig tilfreds med tilstandene fra en ikke så fjern fortid, hvor vi havde butikslukkede søndage og et komplet affolket København.

På sådanne arts-trætte dage kan man søge trøst og beroligelse i den amerikanske frase »What Would Jesus Do?« Spørgsmålet, der kendes under akronymet WWJD, vandt indpas engang i 90ernes USA og er nu om dage påtrykt diverse merchandise fra T-shirts til kuglepenne. Det skal dog ikke ligge spørgsmålet til last, og det kunne jo bestemt være rart, om der i livets svære forhold er guddommelig inspiration at hente. Så når man fortvivles over mennesket, hvad ville Jesus have gjort?

Han ville sikkert have fortalt lignelsen om arbejderne i vingården. Historien går som bekendt ud på, at en vingårdsejer skal hyre daglejere til sin gård. Han hyrer nogle af arbejderne meget tidligt om morgenen, hvor de får lovning på, at de vil få én denar for en dags arbejde. Tre timer senere går ejeren ud og hyrer flere arbejdere, hvilket gentager sig efter seks, ni og 11 timer. Da dagen er slut, stiller alle arbejderne sig op for at modtage deres løn, og de modtager hver især én denar.

Tidlig socialdemokratisk harme

Moralen med denne beretning er vist noget om, at Gud ikke elsker én mindre, selv om man først begynder at tro på ham tre minutter i »lukketid«. Men som modtager af historien sidder man nu mest tilbage med fornemmelsen af, at der er noget stærkt urimeligt over, at de sidst ankomne arbejdere får lige så meget i løn som dem, der har knoklet lige fra morgenstunden.

Følelsen af retfærdighed har meget længe været central for mennesket, og de hårdest arbejdende daglejere fra lignelsen bliver da også helt forventeligt ramt af en slags tidlig socialdemokratisk harme over den udifferentierede pensionsalder. Selv glæder jeg mig snarere over, hvilke smukke afledte konsekvenser retfærdighedsfølelsen har for menneskeligt samspil. Var det ikke for den indbyggede fornemmelse for, hvad der er ret og rimeligt, ville magt være lig ret.

Lad os gøre brug af lidt anskuelighedsundervisning. Forestil dig, at du er lavt rangerende i et hierarki af bavianer eller mandrilaber. Du er så heldig, at du som den første i flokken får fingrene i noget lækkert spiseligt, men nu kommer et højere rangerende flokmedlem forbi og får øje på din mad. Hvad mon der sker?

Hos bavianer er magt ret

Der sker det stærkt deprimerende, at det højere rangerende flokmedlem snupper maden ud af hænderne på dig – eller endnu mere ekstremt: Ud af munden – og der er intet, du kan stille op. Jo, bevares du kan da give dig til at hyle og skrige, men der er bare ikke rigtig nogen, der vil støtte dig, for hos bavianer og mandrilaber gælder det generelt, at magt er ret. Hvis du har magten, har du i temmelig vid udstrækning også retten til at gøre, hvad du har lyst til.

Sådan er det ikke hos mennesket. Der findes naturligvis brodne kar, der tror, at de kan true og intimidere sig til at få ret, men det gælder generelt hos menneskearten, at skønt man har magt, er der sociale spilleregler, der skal følges omkring ret og rimelighed.

Menneskets nærmeste slægtninge – chimpanser og bonoboer – er enige i denne betragtning. I en række danske fødedelingsforsøg blev flokke af chimpanser og bonoboer forsynet med fødeemner, der kunne monopoliseres af det individ, der først fik fat i maden. Der viste sig at gælde det princip, at den, der kom først til mølle, blev betragtet som den retmæssige ejer af maden. Ønskede højere rangerende individer at få del i føden, måtte de pænt stille sig op i rækken blandt de øvrige tiggende flokmedlemmer. Hos menneskeartens biologiske slægtninge ser vi således ansatser til den moral omkring ret og rimelighed, der fylder så meget i den harmoniske omgang mellem mennesker.