Jill Byrnit: Vågn op til den nye virkelighed – dit private space er cyberspace

Måske den nye SoMe-virkelighed fremstår som uskyldig underholdning, men det er en underholdningsform, der deler kvaliteter med ild: Den går død, hvis den ikke fortærer nye områder, skriver adfærdspsykolog Jill Byrnit.

Jill Byrnit Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen

Har du set 80er-filmen »Vidnet«, hvor skuespilleren Harrison Ford på sin flugt fra et korrupt politikorps må gemme sig hos Amish-folket i Pennsylvania?

Som du måske ved, tilhører Amish-folket en gruppe på omkring 250.000 i USA og Canada bosiddende rettroende, hvis levevis er kendetegnet ved en høj grad af forsagelse af moderne teknologi som elektricitet, biler og TV. I filmen fører dette til underholdende kulturelle kauserier over, hvordan man klarer sig med hestevogn, når andre kører bil, eller hvordan nabofællesskabet er i højsædet, når folk praktiserer en gammeldags livsstil.

Harrison Ford forelsker sig i filmen i en Amish-kvinde, og vi forstår fra begyndelsen, at det er dømt til at gå galt, for hvordan skal man dog få ført Amish-kvinden ind i moderniteten eller – alternativt – Ford tilbage til før-moderniteten?

Al respekt for Harrison Fords udfordringer med at styre en hestevogn, men det var luksusproblemer.

Problemstillingen i »Vidnet« er ret beset den samme, som den har været i adskillige hundrede år. Det er land-musen møder by-musen. En variation over det gammelkendte tema, hvorvidt man hylder slow eller fast living. Er dine hjælpemidler af den gammeldags, langsommelige art (hest) eller den til skiftende tider passende moderne, hurtige art (eksempelvis bil)? Pisker du din fløde med gaffel eller stavblender, når du skal lave flødeskum?

»Jeg har på lange strækninger ikke set TV, siden jeg flyttede hjemmefra for årtier tilbage, og jeg har givetvis været noget af det tættere på Amish, vi kommer i Danmark.«


For få år siden kunne du rent faktisk byde moderniteten trods, træffe et aktivt valg om at praktisere en simpel livsstil og stadig forblive i en vis form for fællesskab med det omkringliggende samfund. Det var dybest set et spørgsmål om at smøge ærmerne op og være villig til at udføre manuelt arbejde. At lave din mad over bål og gå i seng, når det blev mørkt.

Vi befinder os i dag så fjernt fra at skulle vælge mellem at kommunikere via PostNord eller brevdue, at det trodser enhver beskrivelse. Du kan, som denne skribent, have valide eksistentielle og data-etiske indvendinger og forbehold over for diverse moderne medier, men de udfordringer, du står over for med at »stå af« den SoMe-dikterede virkelighed, er kvalitative lysår væk fra situationen, hvis du for 30 år siden ønskede at leve alternativt.

Jeg har på lange strækninger ikke set TV, siden jeg flyttede hjemmefra for årtier tilbage, og jeg har givetvis været noget af det tættere på Amish, vi kommer i Danmark. Men TV-programmer kommer og går, og de har altid – ubegribeligt nok – blot udgjort et slags underholdende parallelunivers til vores ikkemedierede liv.

I dag kan 20 mennesker et sted på kloden forarges over et firma, en musiker eller en politiker. De kan med stor krænkelsesparathed og helt konsekvensløst give deres holdninger til kende på de sociale medier og starte en tsunami af dubiøs fællesforargelse. Vi ved ikke, hvem disse 20 mennesker er, eller hvad der motiverer dem. De kan have misforstået eller fejlfortolket et udsagn, de kan være betalt af en konkurrent til at ytre sig, eller deres udsagn kan være robotfabrikerede.

»Måske den nye SoMe-virkelighed fremstår som uskyldig underholdning, men det er en underholdningsform, der deler kvaliteter med ild: Den går død, hvis den ikke fortærer nye områder.«


Før dagen er få timer gammel, vil samtlige medier være gået i selvsving over historien, og vi – de frådende horder – kræver en undskyldning for alt, hvad der nogensinde er blevet gjort, tænkt eller følt. Kun personer gjort af et stærkt misundelsesværdigt stof vil være i stand til at navigere i denne moderne form for heksejagt og skelne mellem, hvornår en social medie-forargelse berettiger til handling i out-of-cyber-space, og hvornår man gør klogt i at trække på skuldrene og konstatere, at der altid vil være mennesker, der forarges.

Måske den nye SoMe-virkelighed fremstår som uskyldig underholdning, men det er en underholdningsform, der deler kvaliteter med ild: Den går død, hvis den ikke fortærer nye områder. Således er vi alle fanget i det svimlende modernitetsvilkår, at det, der tidligere udgjorde et parallelunivers, som man kunne deltage i eller lade være, nu iscenesætter en dagsorden, der ender med at få konsekvenser uden for skærmen.

Vågn op til den nye virkelighed: Dit private space er cyberspace.