Jill Byrnit: Skal vores dødsangst blive livets værste fjende – for altid?

Jeg foretrækker klart en statsminister, der hælder mod dødsangst frem for dødsforagt. Men når det er sagt, er det også værd at huske på, at forældre, der i for høj grad frygter døden, får børn, som i for høj grad frygter livet.

Jill Byrnit, Byline. (ARKIVFOTO). Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen

Forleden fik jeg en åbenbaring. Sammen med resten af den danske befolkning afventede jeg før påske statsminister Mette Frederiksens udmelding om de første skridt i den gradvise genåbning af landet.

Og pludselig gik det op for mig: Der er noget langt større på spil for landets regeringsleder, end hvordan vi skal komme igennem den nuværende epidemi. Det er selve definitionsretten til, hvad der udgør det gode menneskeliv. Og har jeg forstået hendes definition korrekt, må jeg erklære mig uenig.

Jill Byrnit

»Jeg ved nok om biologi til at forstå, hvordan epidemitiltag, der på overfladen kan lyde som de mest humane, dybest set bare skubber problemet foran sig.«


Statsministeren var på pressemødet i gang med at indskærpe den adfærd, hun ønsker fra os, da hun pludselig sagde noget, som burde have ryddet samtlige avisforsider. Hun beklagede, at sådan bliver vores liv nødt til at være nogen tid endnu. Lang, lang tid. Måske for altid.

Der var det, at jeg lige så stille trillede ned fra sofaen. For altid?! Sagde hun virkeligt det?

Jeg håber, at jeg har misforstået implikationerne i den bemærkning. For hvis ikke, så kunne de ord være blandt de i særklasse mest bekymrende, jeg til dato har hørt en regeringsleder udtale.

Ikke så meget, fordi jeg frygter for, om det kommer til at holde stik – Danmark er heldigvis endnu ikke et diktatur, så det bliver ikke Mette Frederiksen, der egenrådigt kan sætte rammerne for vores fremtidige sociale liv.

Men fordi det udstikker en retning for, hvordan vi som samfund i tiden efter den nuværende pandemi skal balancere i feltet mellem paralyseret dødsangst og mod på livet trods alle dets iboende farer.

Jeg ved nok om biologi til at forstå, hvordan epidemitiltag, der på overfladen kan lyde som de mest humane, dybest set bare skubber problemet foran sig. Men vores regering har tilsyneladende helt særlige forudsætninger for at begribe virologi, for nu er den engang så kække grønne kurve fra sundhedsministerens planche kun en skygge af sig selv.

Brødebetynget er den begyndt at kravle rundt nede ved x-aksen, mens vi som befolkning kan glæde os til at opnå flokimmunitet engang i det 22. århundrede.

Livstryghed kontra fysisk samvær

Det er muligt, at jeg læser for meget ind i Frederiksens ord. Måske »for altid« blot refererer til, hvor længe de danske frisører, hoteller og restauranter skal forvente at holde lukket.

Eller måske det er regeringens realistiske scenarie for, hvor længe det vil tage os som land at betale af på den coronaakkumulerede statsgæld. Men jeg tror desværre, at jeg med ordene blev givet et langt dybere eksistentielt tilbud om fremtidig livstryghed i bytte for det fysiske sociale liv, som vi kender det.

Jeg ved – og dette er ikke humoristisk ment – at der ligger gode intentioner bag tilbuddet. Det siger intet dårligt om en regeringsleder, at vedkommende har det svært ved tanken om døden.

Det har vi alle, og jeg foretrækker klart en statsminister, der hælder mod dødsangst frem for dødsforagt. Men når det er sagt, er det også værd at huske på, at forældre, der i for høj grad frygter døden, får børn, som i for høj grad frygter livet.

Og vi skal i den grad vogte os mod en postpandemisk illusion om, at vi omkostningsfrit kan indrette samfundet på en måde, der tager højde for alle fremtidige farer.

Internationalt anerkendte virologer forudser, at verden inden for de næste år kommer til at opleve et stigende antal pandemier i takt med, at mennesket trænger ind på vilde dyrs habitater.

I et meget kortere tidsperspektiv skal vi her til lands forholde os til, at vi til efteråret forventeligt befinder os i næste bølge af den igangværende pandemi.

Hvad gør vi så? Lukker vi landet ned igen? Undlader vi at besøge vores gamle i de vaccineafventende et-to år? Eller for altid? Desinficerer vi vores børn med håndsprit tre gange i timen, eller træner vi dem fra fødslen i at undgå kys og kram? For altid? Lærer vi dem at betragte andre mennesker som virale dræbermaskiner? For altid?

Med fare for at lyde utaknemlig bliver jeg efter moden overvejelse nødt til at sige tak, men nej tak. For jeg tilslutter mig ganske enkelt ikke præmissen, at livet bedst defineres ud fra dødsangsten.

Ville vi kunne undgå sygdomme, hvis vi stoppede med at ryge, drikke, spise chokolade og dyrke sex med nye partnere? Utvivlsomt. Ville vi leve mere trygge liv, hvis vi undlod at stå på ski, hænge ud i nattelivet eller gå til koncerter med tusindvis af fremmede mennesker? Givetvis.

Eller hvad hvis vi helt ophørte med at forlade vores bolig for at interagere med mennesker, der desværre sommetider har potentiale for at gøre hinanden ondt? Ville vi leve længere?

Det ville vi muligvis, men vi ville alle foretrække at dø.