Jill Byrnit: Ramt af vejvrede – hvorfor vi hader vores medtrafikanter

Kø på motorvej i Storkøbenhavn. Man skal ikke tilbringe mange timer i københavnsk myldretidstrafik, før man anskuer sine medmennesker som selvopretholdende kollisions-undvigere snarere end smukke og kærlige artseksemplarer, skriver Jill. Fold sammen
Læs mere
Foto: Dennis Lehmann

Der findes professioner som, bedre end nok så mange psykologitimer, hurtigt vil lære én noget væsentligt om den menneskelige natur. Hvervet som kørelærer er en af dem.

Jeg lærte at køre bil i USA og var til at begynde med ramt af panikangst ved tanken om alle de ulykker, en bil kan forårsage. Min kørelærer var en rolig, ældre herre med mange års erfaring bag sig, og en dag, hvor jeg igen forsøgte at angribe en motorvej ved faretruende lav hastighed, lagde han en beroligende hånd på min skulder og sagde: »De andre ønsker også bare at overleve«.

»Man skal ikke tilbringe mange timer i københavnsk myldretidstrafik - dvs. det meste af dagen - før man anskuer sine medmennesker som selvopretholdende kollisions-undvigere snarere end smukke og kærlige artseksemplarer. «


Min kørelærer havde forstået, at jeg frygtede for de bundløse dybder af menneskelig irrationalitet. Taget i betragtning de besynderlige handlinger, vi som art kan finde på at foretage os helt uden et køretøj, er der i sandhed noget skræmmende ved at placere os bag et rat. Det er et under, at der ikke sker mange flere ulykker i trafikken, end der gør.

Måske en computersimulering ville bekræfte, at min kørelærer havde ret. Individuel selvopretholdelsesdrift resulterer i, at vi i livets forhold så at sige forsøger at undgå de værste mellemmenneskelige kollisioner. Vi behøver ikke at komplicere billedet ved at se mennesket som andet end styret af egoisme og en lemfældig tilgang til andres velbefindende.

Man skal ikke tilbringe mange timer i københavnsk myldretidstrafik - dvs. det meste af dagen - før man anskuer sine medmennesker som selvopretholdende kollisions-undvigere snarere end smukke og kærlige artseksemplarer. Billisterne dytter hidsigt af hinanden, cyklisterne undviger uforudsigeligt højre og venstre om, mens de slår vredt og ubesværet på biltagene, og fodgængerne skriger af billister, cyklister og hinanden i vilkårlig rækkefølge. Alle synes at mene, at netop den trafikale gruppe, de selv måtte tilhøre, udgør de særligt martrede, bløde trafikanter, hvor de for alle andre blot fremstår som bløde i bolden.

Der er ikke meget, vi i trafikken har tilfælles, men én ting lader vi til at være rørende enige om: De andre har onde intentioner og vil os til livs. Måske det er her, hunden ligger begravet. Vi er som mennesker slet ikke så skrappe, som vi tror, at vi er, til at foretage korrekte analyser af, hvad der er baggrunden for andre folks handlinger. Talrige undersøgelser indenfor socialpsykologien viser samstemmende, at vi praktiserer dobbelt bogholderi, når vi skal forklare – eller attribuere - den kausale baggrund for henholdsvis vores egne og andres handlinger.

Mennesket foretager flere typer af attribuerings-fejltagelser, men alle har de det tilfælles, at hvor egne handlinger altid kan forklares ud fra helt igennem rimelige omstændigheder, så er det samme desværre ikke tilfældet for andre folks handlinger. Eller for at sige det på godt dansk: Jeg har gode grunde til at handle, som jeg gør, men det har du ikke.

»Cyklisten, der sparker til min bil, har rent faktisk brug for en krammer.«


Der findes talrige eksempler på ovenstående. Forestil dig f.eks. en situation, hvor du skal forklare, hvorfor enten du selv eller en anden er blevet fyret fra et job eller er dumpet til en eksamen. Hvis hændelsen er overgået dig selv, så tilskriver du årsagen til faktorer udenfor din kontrol - såsom en tåbelig chef, uheldige misforståelser eller mangelfuld litteratur. Er hændelsen derimod overgået en anden person, så vil du være knap så generøs i din årsagsforklaring. Her skal årsagen – selvsagt - findes i indre faktorer, som personen kunne have gjort noget ved.

En nylig dansk undersøgelse har påvist, at lignende forklaringsforskelle gør sig gældende i trafikken. Forskere fra Danmarks Tekniske Universitet gennemgik spørgeskemaer indsamlet over et årti for bl.a. at se på, hvilke årsager der lægges til grund, når vi skal forklare vredesudbrud i trafikken. Hvor folk generelt forklarede egne vredesudbrud med, at de i situationen var blevet bange, så forklarede de interessant nok deres medtrafikanters vredesudbrud med, at sidstnævnte var mennesker, der ikke kunne styre deres temperament og havde et vredesproblem.

Cyklisten, der sparker til min bil, har rent faktisk brug for en krammer.