Jill Byrnit: Nytårsforsætter viser sig at have en effekt – hvem skulle dog have troet det?

Selvom det er en folkesport ved årsskiftet, er der forsket meget lidt i nytårsforsættet.

»Nytårsforsætter viser sig – hvem skulle dog have troet det? – at have en effekt,« skriver Jill Byrnit. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofie Mathiassen

Tid er et besynderligt fænomen. Ved årtusindskiftet boede jeg i Californien, og det var sandt for dyden en lang rejse mod vest at nå frem til årsskiftet 1999/2000. Tidszonernes placering gør USAs vestkyst til et af de sidste steder på kloden, der kan fejre nytår, og amerikanske TV-stationer morede sig i over et døgn med at følge, hvad der må have været samtlige årsskifter verden over. Så nytårsaften på hotel i San Francisco kunne jeg med de øvrige festdeltagere konstatere, at brusen går af champagnen, når nytårsaften – så at sige – er omkring 24 timer forsinket.

Som ovenstående eksempel skal illustrere, har tidsangivelser mindre med natur end med internationale konventioner at gøre. Der er store metafysiske udfordringer i betragtningen, at nogle lande er foran hinanden i tid. Vi er her jo ligesom alle sammen i realtid, uanset hvor på datolinjen vi befinder os.

Helt eksistentielt absurd bliver det ved dødsfald. Britiske Prinsesse Diana kom ud for sit tragiske trafikuheld i Paris lige over midnat natten til den 31. august 1997. I Californien var vi kun nået til eftermiddagen af 30. august. Med en surrealistisk, men ikke helt teknisk usand, vinkel på tingene, ville man kunne sige, at vi i Californien vidste, at hun ville køre galt, dagen før, hun overhovedet satte sig ind i bilen.

Det giver ingen mening. Ikke desto mindre kan vi hverken tillade os at affærdige tid som en social konstruktion – fysiologisk bliver vi jo rent faktisk ældre – eller ignorere den betydning, som symbolsk tid har for vores livsførelse.

Lige nu er jeg f.eks. ramt af en besynderlig følelse af, at dagene virker væsentligt lysere på denne side af årsskiftet, end de gjorde lige før. I november begyndte sidste år at blive noget affældig. Det krøllede sig sammen og trak sig ind i sig selv for så i december kun at hænge i med det yderste af neglene. Men nu virker livet igen muligt.

Måske det er dette psyko-optiske bedrag, der optimistisk ansporer os til at lave nytårsforsætter. Hvad skulle dog ellers forlede os til at tro, at en beslutning om ønskede forandringer fremsat omkring årsskiftet skulle have lettere gang på jord end ønsker om forandring på alle andre tidspunkter af året?

Det skorter ikke på ugebladsundersøgelser af, hvad folk ønsker at nytårsforandre, og der eksisterer tilsyneladende en vis inerti i forandringsafdelingen, så vi år efter år vender tilbage til de samme temaer. De danske (og givetvis mange andre nationers) nytårsklassikere lader til at være forsætter om at tabe sig, drikke mindre alkohol, spise sundere og få sig en kæreste. Der kunne i denne cocktail af forsætter ligge det iboende problem, at hvis man har succes med opfyldelsen af de tre førstnævnte, så vil man være så arrig og opfarende, at sidstnævnte ikke går i opfyldelse, men fred være med det.

Skønt der burde være op til flere potentielle bestsellere gemt i resultaterne, er der underligt nok foretaget meget lidt forskning i succesraten for nytårsforsætter. Resultaterne fra de få videnskabelige undersøgelser er højst overraskende og ikke så lidt opløftende. Nytårsforsætter viser sig – hvem skulle dog have troet det? – at have en effekt.

I en amerikansk undersøgelse fra 2002 fandt forskerne frem til 159 personer (forsøgspersonerne), der havde foretaget et nytårsforsæt og 123 personer (kontrolgruppen), der tydeligt kunne identificere problematiske vaner, som de ønskede at ændre, men som ikke havde foretaget et nytårsforsæt. Områderne for ønsket adfærdsændring gik i samme retning for de to grupper og drejede sig primært om vægttab og/eller rygestop.

Forskerne kontaktede begge grupper personer i tidsintervaller på op til et halvt år og spurgte dels til personernes egen oplevelse af adfærdsændringen og dels til konkrete resultater i form af, hvor meget de måtte have tabt sig, og om de stadig røg. Resultaterne viste, at 46 procent af forsøgspersonerne mod blot 4 procent af kontrolgruppen udviste succes med adfærdsændringen efter et halvt år.

Det er dog stadig mit forsæt ikke at lave forsætter.