Jill Byrnit: »Golf er den eneste sportsgren, hvor man som 45-årig hiver klubbens gennemsnitsalder ned med et par årtier«

Golf er den eneste sportsgren, hvor man som 45-årig hiver klubbens gennemsnitsalder ned med et par årtier. Men det er også en sport, hvor man er den alder, man har, og hvor der bliver lyttet til de ældste.

Jill Byrnit. Fold sammen
Læs mere
Foto: Arkiv Maria Albrechtsen Mortensen

Der er mange fornøjelser ved at spille golf. En af de mindre omtalte, men stærkt prisværdige, er respekten for alder. Altså ikke den så udbredte leflen for lavalder, men den gode indianer-indstilling, hvor man lytter andægtigt til ældrerådet og anerkender, at den slidte fjer i hovedbeklædningen er fremkommet ved blodig kamp i aktionærforeningen og ikke hos bøjletandlægen.

Golf er den eneste sportsgren, hvor man som 45-årig hiver klubbens gennemsnitsalder ned med et par årtier. Hvor hofteoperationer og podagra fungerer som duelighedstegn, og hvor man åbent kan drøfte, hvem der bør slettes fra testamentet.

Eller hvor de færreste kunne drømme om at komme med bizarre udtalelser som: »Du er så ung, som du føler dig«, når man planlægger sin 50-års fødselsdag. For i golfklubben ved alle, at det er løgn – og hvorfor skulle man for øvrigt også ønske at fremstå yngre, end man er, når det, man i virkeligheden bør rette sit fokus mod, er det fromme ønske at dø på Pensionistdræberbakken?

For dø skal vi som bekendt alle. Også selv om tanken er os inderligt imod og vi stritter imod med hud og hår. Eller med total fornægtelse. Og vi møder ikke megen forståelse fra en ungdomsfanatisk samtid, som slet ikke anerkender det slid og de hårde ofre, som det har krævet at overleve så længe. Næ, så var der trods alt mere stil over tilgangen til alder hos the Yorkshiremen.

»Yorkshiremændene har forstået, at du ikke er så ung, men som regel langt ældre, end du føler dig.«


The Yorkshiremen er som bekendt den yderst underholdende sketch fra den gakkede britiske komediegruppe Monty Python, der – apropos 50 års fødselsdage – netop fyldte 50 sidste år. I sketchen møder vi de fire Yorkshiremænd, der ikke er vokset op i de gode, men meget ubehagelige gamle dage. Ja, faktisk er der næsten ingen grænser for, hvor slemt mændene hver især har haft det i deres liv, hvilket de med stor energi forsøger at overbevise hinanden om i orddueller som den følgende:

»Vi boede i det her lillebitte gamle hus med kæmpestore huller i loftet.«

»Hus? Du var heldig overhovedet at bo i et hus! Vi boede i ét værelse, alle 26, uden møbler. Halvdelen af gulvet manglede, og vi måtte krybe sammen i hjørnet af frygt for at falde gennem gulvet!«

»Du var heldig! Vi boede tre måneder i en papirspose i en septiktank!« og sådan går det så lystigt derudaf.

Yorkshiremændene har forstået, at du ikke er så ung, men som regel langt ældre, end du føler dig. Og de ville aldrig have købt præmissen, der ligger implicit i reklamer med ordlyden: »40erne er de nye 20ere«. For logikken tilsiger, at hvis 40erne er de nye 20ere, må 80erne være de nye 40ere og det betyder, at vi i gennemsnit dør, når vi er i 40erne. Så lad os da straks få gang i nogle cigaretter og en ramme Underberg, for vi har allerede levet længere end forventet.

Hvis 40erne er de nye 20ere, må der blive en aldersmanko. Aldringen må hobe sig op et sted.

Dette er faktisk netop, hvad en gruppe forskere fra eliteuniversitetet Stanford i Californien har fundet ud af – at aldring så at sige samler sig i etapevise spurter.

I et nyligt, medicinsk forskningsprojekt analyserede forskerne blodet hos over 4.000 18- til 95-årige med henblik på at blive klogere på den aldersrelaterede sammensætning af tusindvis af proteiner. Højst overraskende viste analyserne, at vi ikke ældes så kontinuerligt, som vi plejede at tro, men at de største ændringer snarere sker i store ryk omkring midt 30erne, 60 år og i slutningen af 70erne.

Jeg vil begive mig til golfklubben og forsøge at vinde over en proteinudfordret 80-årig. Vi kan kalde det handicapregulering.