Jill Byrnit: »Dr. Strangelove – eller hvordan vi lærte at holde op med at bekymre os og elske kinesiske tiltag«

Hvordan er det dog kommet dertil, at vi som befolkning helt ukritisk er begyndt at efterspørge sydkoreanske og kinesiske tilstande og betragte svenskerne som et folk, vi aldrig har delt værdifællesskab med?

»Hvordan er det dog kommet dertil, at vi som befolkning helt ukritisk er begyndt at efterspørge sydkoreanske og kinesiske tilstande og betragte svenskerne som et folk, vi aldrig har delt værdifællesskab med?« skriver Jill Byrnit. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen

Man ved bare, at det er bekymrende tider, når man sætter ABBA på musikanlægget og kigger sig over skulderen af frygt for at blive meldt til Styrelsen for Patientsikkerhed. Eller når man læser højt af »Emil fra Lønneberg« og føler sig som en landsforræder. Hvordan er det dog kommet dertil, at vi som befolkning helt ukritisk er begyndt at efterspørge sydkoreanske og kinesiske tilstande og betragte svenskerne som et folk, vi aldrig har delt værdifællesskab med?

Jeg ved, at der i disse ulykkelige tider sker så meget. Og at det sker så hurtigt, at en uge kan føles som et år. Jeg er også godt klar over, at i takt med at vores mikrobielle håndfladekultur forsvinder bort i dampene fra hamstret håndsprit, er vores hukommelse også ved at blive omdannet til grød. Nu, hvor den står på hjemme- i stedet for overarbejde.

Men jeg vil alligevel gøre et desperat forsøg på at genkalde, hvad vi i Danmark plejer at tænke om forholdet mellem Kina og menneskerettigheder. Lad mig allerede nu afsløre, at vi ikke praktiserer positiv psykologi, når Kina er på tapetet. Ja, man kunne faktisk fristes til at sige, at vi sjældent lader en kinamands chance gå fra os for at ryge helt op i det røde felt. For nu at bruge en regimevenlig terminologi.

Når man siger Kina, kommer man i dansk kontekst ikke uden om at nævne de tre store: pandaer, Tibet og Huawei.

»Jeg må med Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, benytte udtrykket »den danske kontekst« og spørge: Mener vi virkelig, at de mest relevante lande at læne sig op ad i den nuværende situation er Kina og Sydkorea?«


Lad os starte med pandaerne. Mao Sun og Xing Er – husker du dem? Pandadiplomatiets nuttede zooudsendinge, der netop nu befinder sig i Københavns publikumstomme zoologiske have. De sidder jo givetvis og gumler bambus – 80 kg om dagen tilsammen – og er så bedårende, at man får ondt i hjertet. Men lad dig ikke narre. For et års tid siden blev modtagelsen af dem i dagspressen udråbt som det sikre knæfald for et diktatur. Og vi bankede hidsigt løs på København Zoo over, at de havde fjernet Taiwan fra verdenskortet ved pandaanlægget, for det måtte med sikkerhed være i et forsøg på at formilde kineserne. Ikke at zoos forklaring interesserede os det fjerneste dengang, men lad nu det ligge.

Sådan tænkte vi om pandadiplomatiets fortræffeligheder. Men smitteinddæmning ved brug af dataovervågning og tvungen isolation? Ja, det må man give det kinesiske styre: De kan et og andet med social kontrol.

Giv os et tegn, Søren Brostrøm

Så er der Tibet. Puha, man bliver helt træt bare ved tanken om Tibet-sagen. Og vi – den danske befolkning – plejer at være forbløffende enige om, at kineserne godt kan snuppe sig en tudeforårsrulle, hvis de føler sig krænkede over vores frie ytringer. Men vores syn på deres smitteinddæmning? Hold da op, de giver os baghjul, når det drejer sig om at få folk til at parere ordrer.

»Sig mig, har vi kastet enhver form for kritisk sans ud med EM-billetterne?«


Og så er der Huawei. Min personlige favorit blandt de tre store. For forsvindende få måneder siden – vi taler to-tre måneder – var vi ved at få et apoplektisk anfald, da vi hørte om kinesisk Huawei-pres på Færøerne. Vi var simpelt hen ved at gå ud af vores gode skind ved tanken om, hvordan der blev manipuleret med fremtidige handelsaftaler. Dette var om noget det endegyldige bevis på, hvordan det kinesiske styre har spisepindene solidt plantet i Huaweis teledatamateriale. Men i lyset af de love, vi nu hastebehandler? Det ville da være rart, om man kunne få sig et solidt overblik over, hvor landets borgere befinder sig på et givent tidspunkt, så de kan komme i hjemmekarantæne.

Sig mig, har vi kastet enhver form for kritisk sans ud med EM-billetterne?

Jeg må med Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, benytte udtrykket »den danske kontekst« og spørge: Mener vi virkelig, at de mest relevante lande at læne sig op ad i den nuværende situation er Kina og Sydkorea? Og udgår vi fra en antagelse om, at svenskerne er onde eller kyniske (de plejer at blive beskyldt for det modsatte), og at man på den anden side af Øresund ikke er i stand til at begribe de samme tal, som vi er?

Jeg har meget svært ved at tro, at Søren Brostrøm skulle mene, at vi bare skal gøre som kineserne. Jeg synes også at ane, at han overhovedet ikke er tryg ved de løbende hastelovgivninger, der smides på bordet. Men det ville nu være rart at få det bekræftet af manden selv.

Så, Søren, jeg fornemmer, at der er en anarkist gemt i dig. Giv os et tegn. Jeg ved, at det er svært med hele politikerrækken ved siden af, men du har det stærkeste våben: tegnsprogstolkene. Ministre kigger fremad og sjældent tilbage, så hvis du blot kunne få sneget en enkelt strofe fra en ABBA-sang ind i deres tegngivning. Så vil vi vide, at du er med os. Og vi vil løbe mod broen til Sverige.