Hella Joof: Eftergiv og tilgiv. Kan det være et nytårsforsæt?

Ja, verden er af lave, og det har den altid været. Men verden skal nok klare sig. Det er straks værre med os mennesker. Om vi klarer den, ved jeg ikke. Men vi kan begynde med at eftergive hinanden vores gæld, skriver Hella Joof i sin klumme.

BMINTERN - Dage med medgang, modgang og mirakler Fold sammen
Læs mere
Foto: Isak Hoffmeyer P0728-0221ENS

Min ven, som tit er på røven, har fået eftergivet noget gammel gæld til det offentlige. Det er ham vel undt.

Min veninde har fået eftergivet en gammel p-bøde, som hun, der ellers er ved muffen, havde glemt at betale. Hun smiler lidt hen over julefrokostbordet og forklarer, at de bare skulle have sendt hende en rykker.

Jeg har selv lige fået en rykker på noget ejendomsskat fra Gribskov kommune. Ikke fordi jeg ikke vil betale ejendomsskat, det vil jeg rigtig gerne, jeg er bare ikke så god til e-boks, så jeg havde ikke opdaget, at den regning lå der i cyberspace og glanede. Troede måske at den var tilmeldt PBS. Hvad ved jeg. De skulle bare have sendt en klassisk rudekuvert. Dem reagerer jeg instinktivt og håndsky på, som en pryglet hund, efter mine unge år med medlemskab i Ribers og notorisk dårlig økonomi.

485.000 borgere har fået eftergivet deres gæld. Der må sidde nogen og føle sig heldige og udvalgte. Det er en god ting at få eftergivet sin gæld. Men selvfølgelig kan det få utilsigtede konsekvenser. For hvad med retsfølelsen hos dem, der har betalt deres gæld, selvom pengene var små? Dem der har spist havregryn og spinket og sparet for at få deres gæld ud af verden?

Det minder mig om en oplevelse fra fortiden, så Anekdotealarm: Den dag jeg fik et brev fra Hypotekbanken, hvor der i kølige vendinger og med uvenlig hilsen stod, at jeg endelig havde betalt min studiegæld, selvsamme dag modtog min ven Troels et brev om, at han havde fået gældsanering på ca. samme beløb, som var flere hundrede tusind kroner. Jeg kan huske, at jeg var lige ved at blive sur, for jeg havde knoklet og løbet meget hurtigt i mange år for at få høvlet den gæld af, som jo var eksploderet på grund af renter, mens han primært havde ligget på en sofa og brændt huller i alle sine sweatre, fordi han tabte gløderne fra den joint, som hang mellem hans læber. Og nu var vi begge gældfri.

Vi havde nået derhen ad to forskellige veje, jeg havde arbejdet, og han havde taget en slapper, og du ville jo ikke bytte, som Troels så rigtigt påpegede, og han havde helt ret. Jeg kan godt lide at arbejde. Og at være gældfri. Jeg kommer fra et hjem, hvor telefonen ofte var lukket, og bukserne var lagt ned, og der var syet kantbånd på den lyse stribe. Vi fik tit spejlæg.

Tag ikke uretfærdighed personligt

Når man kommer fra en familie, hvor pengene er små, kan man ofte have stor identitet i at svare enhver sit, så man ikke ender i muddergrøften. Eller man kan føle sig forfordelt, hvad man jo også er og tænke: »det nytter alligevel ikke noget, verden er et uretfærdigt sted, og jeg har ikke en chance«. Og begge dele er rigtigt. Og mennesker er forskellige.

Men det er nemmest at leve i verden, hvis man ikke tager uretfærdighederne personligt. Det er generelt en god regel ikke at tage tingene for personligt. Man skal heller ikke tage dyrevelfærd personligt og græde og med brudt stemme fremstamme: »det ku ha været mig,« når man besøger et slagteri. Nej, det ku ikke have været dig, vi spiser ikke mennesker her i huset. Altså jo, den kan jo smutte, og jeg husker en fæl historie fra Tyskland, hvor en mand afskar, stegte og spiste en anden mands penis. Med samtykke ganske vist, men kønt var det ikke, og den berørte døde også af blodtabet, så vidt jeg husker. Vist også med samtykke.

At den slags galskab finder sted, kan vi takke internettet for. At de eneste to mennesker med så bizarre tilbøjeligheder får kontakt med hinanden og aftaler, at den ene skal tilberede den andens penis med hvidløg og rosmarin og, på bedste Hanibal Lecter-vis, nyde den med en dejlig flaske Chianti. Føj for en ulykke.

Nej, vi spiser ikke mennesker, vi spiser dyr. Og dyr er ikke mennesker. Men vi skal behandle vores dyr ordentligt. Og vi kan skære ned på vores kødforbrug af mange grunde. Men dyr er ikke mennesker. Selvom jeg nogen gange er i tvivl, når jeg ser min hund ind i øjnene og oxycytinen bølger gennem min hjerne. I Kina spiser de hunde, og det er svært at tænke på. Men i Danmark spiser vi masser af svin, som er klogere end min brune labrador.

Ja, verden er af lave, og det har den altid været. Men verden skal nok klare sig. Det er straks værre med os mennesker. Om vi klarer den, ved jeg ikke. Men vi kan begynde med at eftergive hinanden vores gæld. Både den pekuniære og den følelsesmæssige. Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. Eftergiv og tilgiv. Kan det være et nytårsforsæt?

Og husk, at den, der har syndet meget, eller skylder meget, bliver tilgivet eller eftergivet meget og er så meget desto lettere om hjertet, end den der altid har bevæget sig på dydens smalle sti og betalt sine p-bøder med et smil, hvilket jo bærer lønnen i sig selv.

Med løg på.