Hella Joof: Det mest ulighedsskabende mellem mennesker er forskellen i intelligens. I skønhed. I stamina. I arbejdsomhed. I mod

Er vi hinandens lykkes smed? Har vi ansvar for hinandens velfærd, spørger Hella Joof i ugens klumme.

Foto: Isak Hoffmeyer P0728-0221ENS

Farvel.

Må du fare vel. Må du ha’ en vel færd og lykke på rejsen. Kan du klare det selv uden velfærd? Kan man det? Og hvad er velfærd?

Er det at have det godt, have hvad man har brug for, at være sund og rask? Og er det noget, man selv kan sørge for? Er det muligt for mennesker at nyde velfærd uden en velfærdsstat til at sørge for dem? Hvem har ansvaret for vores velfærd? For vores sundhed, for vores økonomi, for vores børns opvækst. Er det os selv? Har vi vores frie vilje, eller er det noget andet, der styrer vore skridt? Skæbnen? Ejerskabet til produktionsmidlerne? Gud? Den sociale arv?

Når jeg en sukkerkold dag køber en berliner, guffer den i mig og slikker fingrene rene for sukker, er det så mit eget ansvar? Når jeg tænder en smøg efter en bedre (eller dårligere) middag. Når jeg åbner endnu en flaske vin, selv om jeg vist allerede har fået rigeligt. Er ansvaret mit, eller skal det placeres på mine forældre, som måske svigtede mig og således sendte mig hovedkulds ud i misbrug og skørlevned?

Og hvad med mine bedsteforældre, som kom ud at tjene som børn. Deres barndom var heller ikke en tur i Lalandia. Og den gang var der ikke noget velfærdssamfund. Er vi hinandens lykkes smed? Har vi ansvar for hinandens velfærd? I givet fald har vi så ret til at kalde hinanden til orden, hvis nogen af os ikke overholder de officielle kostråd, eller skal vi nøjes med at feje for egen tallerken.

Må man ryge, når man er gravid, hvis man går ud på altanen? Hvad med det ufødte barns velfærd? Må man drikke en flaske snaps om dagen under svangerskabet og føde et barn med føtalt alkoholsyndrom, skyllet ud med fostervandet, som lugter af ætanol? Eller skal man spærres inde, så man ikke skader sit foster? Må man ikke skade sit eget foster? Men man må gerne abortere det, så længe det er inden 12. uge.

Og endnu senere, hvis det er misdannet. Er det bedre aldrig at være født end at være misdannet? Hvordan ved vi det? Man må gerne få børn, selv om man, ifølge velfærdssamfundets standarder, ikke er i stand til at passe dem ordentligt. Vi fjerner dem bare, så snart de er født. Og så må forældrene på den igen. Vi kan ikke forhindre folk i at få børn, uanset hvor megen lidelse det medfører, når vi i velfærdens navn fjerner dem.

Vi.

Velfærdssamfundet.

Og vi insisterer samtidig på, at alle børn har ret til en god barndom. Krav på. Men hvem skal honorere det? Er det forældrene eller samfundet? Kan et samfund trøste og berolige et ødelagt barn? Har et samfund kærlighed? Har et samfund hænder? Eller må det ansætte nogle hænder som samfundets forlængede empati? Hvad med os andre, som ikke er ansat af velfærdssamfundet. Skal vi give en hånd med. Eller et kram med? Skal vi svinge en klud hos en ældre nabo, eller betyder det, i værste fald, at hun så bliver visiteret til færre timers hjemmehjælp. Er offentlig hjælp altid den bedste? Kan private bidrage med velfærd, eller er det asocialt? Giver det yderligere ulighed, når ressourcestærke familier hjælper deres egne medlemmer? Må man sætte sine børn i privatskole, eller er det tarveligt over for dem, der ikke har råd?

Må man tage en stram rød kjole på og vise sin smukke krop, eller er det strengt over for dem, der ikke med fordel kan bære en tætsiddende kjole? Kan vi gøre noget for at skabe mere lighed, ikke bare økonomisk og socialt, men også seksuelt? Seksuel velfærd. Kan vi pålægge smukke mennesker, at de mindst en gang om måneden skal have sex med en mindre attraktiv medborger? Kan vi omfordele kærester? Lade de søde og pæne gå på omgang. Hvorfor ikke?

Kan vi kræve af meget intelligente mennesker, at de afleverer æg eller sæd i en kollektiv fertilitetsbank, så vi kan få trukket niveauet op i resten af befolkningen. Hvorfor ikke? Vi omfordeler penge for at skabe velfærd og lighed. Det mest ulighedsskabende mellem mennesker er forskellen i intelligens. I skønhed. I stamina. I arbejdsomhed. I mod. Kan vi omfordele mod? Må vi erkende, at mennesker er dybt forskellige. At vores liv er en afspejling af det, vi har med os, det, vi skaber, det, vi hver især overvinder. De chancer vi tager. Vores evne til behovsudsættelse.

Vi må beslutte os for at gøre, hvad vi kan for at hjælpe hinanden op af suppedasen. Men lige meget hvad en pakke cigaretter koster, så vil der være nogen, som ryger, selv om det ødelægger deres helbred og deres økonomi. Og hvis prisen bliver sat op til 100 kr. pr pakke, så vender det, selv om det er gjort i velfærdsstaten i allerbedste mening, den tunge ende nedad. For den tunge ende vender altid nedad. Også i det bedste af alle velfærdssamfund. Det er noget med tyngdeloven.

Far vel.