Familieterapeut: »Vi er også truet af en klimakrise i vores familier«

Den globale miljøkrise ikke den eneste klimakrise, vi er truet af. Også i danske hjem og familier er vi ramt af en familiær klimakrise, hvor temperaturen stiger under alt for mange ophedede diskussioner, mener Mattias Stølen Due.

Familieterapeut Mattias Stølen Due fotograferet på sit kontor i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl

Vi havde det ellers lige så hyggeligt nytårsaften.

Der var arrangeret underholdning og quiz, rødvinen var god, og latteren var en central gæst ved langbordet. Men så skete det: Vi kom til at tale om klodens tilstand.

Pludselig blev stemningen mere alvorlig, og den muntre ordveksling mere diskuterende. For det er ikke for sjov, at temperaturen stiger, og at risikoen for naturkatastrofer gør ditto. Af samme grund blev vi også enige om, at vi i 2019 – og i al fremtid – radikalt bør omlægge vores vaner for at passe bedre på vores jord.

Desværre er den globale miljøkrise ikke den eneste klimakrise, vi er truet af. Mange danske hjem og familier er nemlig ramt af en familiær klimakrise præget af problemer i parforholdet og multiple udfordringer med børnene. Også her stiger temperaturen under alt for mange ophedede diskussioner, ligesom luften ofte bliver tyk af subtil vrede eller skjulte hentydninger. Som en effekt heraf opstår der en mere generel forsuring af stemningen – ligesom tilfældet er med verdenshavene. Et sådant klima reducerer trivslen for både voksne og børn, og forringer livskvaliteten i alvorlig grad for hele familien.

Mattias Stølen Due

»Vi siger, at vores parforhold har enorm betydning, men vi vover ikke at snakke med vores ægtefælle om det, der virkelig gør ondt.«


For at blive i metaforen bliver der udledt alt for meget relationel CO2 i vores hjem, og af samme grund bør vi i 2019 have som forsæt at reducere vores udledning. Vi kan ikke tvinge vores ægtefælle, kæreste eller børn til det (selvom det havde været at foretrække), men vi kan selv gøre en stor forskel. Vi kan blandt andet begrænse vores forbrug af »fossile brændstoffer« så som kritik, bebrejdelser og nedvurdering. Naturligvis skal vi have lov til at udfordre vores ægtefælle og børn, når de eksempelvis ikke lytter til os. Men dette kan godt gøres uden bemærkninger så som »du gør aldrig…«, »det er typisk dig«, eller »hvor er du bare langt ude«. Uanset hvor presset man er, er disse og lignende kommentarer med til at skabe en ophedet og toksisk atmosfære.

Imidlertid er det ikke kun det, vi gør, som forringer det familiære klima. Det er også det, vi ikke gør. De såkaldte undladelsessynder så som manglende værdsættelse. Ligesom planter kan være med til at optage CO2, så vil daglig og konkret værdsættelse optage nogle af de skadelige gasser, der udgår fra den destruktive kommunikation i familien. Af samme grund bør vi alle i 2019 gøre os umage med at komplimentere hinanden i familien. Fortælle vores kone, at hun er dygtig til sit arbejde, sige til vores mand, at han er en skøn far og understrege overfor vores børn, hvor højt vi elsker dem. Sådanne værdsættende kommentarer skal uddeles generøst og med hyppig frekvens. Og det samme gælder den fysiske berøring. Den kan også være med til at rense luften, uanset om den består af et kys eller kram med ægtefællen eller en varm omfavnelse af vores børn.

»Jeg skal ikke pege fingre ad nogen«

Sidst, men ikke mindst, må vi fokusere på vores forbrug – tidsforbruget vel at mærke. Det er eksempelvis sjældent bæredygtigt for det familiære klima, at begge forældre arbejder fuld tid (eller mere), mens børnene er små. Det skaber stressede betingelser, som er tæt knyttet til udledning af relationel CO2. Forældre til større børn kan også med fordel overveje, om forbruget af tid rent faktisk er klimavenligt. Det er i hvert fald en sund øvelse at registrere, hvor meget tid man rent faktisk bruger på arbejde, internettet og diverse selvudviklingsprojekter sammenlignet med den tid, man bruger sammen med familien. For vi kan ikke det hele på den halve tid, og har man ikke tid, har man ikke overskud til at være en konstruktiv og kærlig forælder og ægtefælle.

De fleste er enige om, at familien er det vigtigste i vores liv, men langt færre prioriterer deres liv og tidsforbrug derefter. Der eksisterer en diskrepans mellem det, vi siger, og det, vi gør. Vi siger, at vores parforhold har enorm betydning, men vi vover ikke at snakke med vores ægtefælle om det, der virkelig gør ondt. Vi siger, vi elsker vores børn over alt på jorden, men vi ender med at kigge ind i en skærm i stedet for at lege med dem. Vi opfatter familien som navet i vores livs hjul, men vi bruger hellere penge på en ny fladskærm eller telefon frem for at investere pengene i familieterapi.

Jeg skal ikke pege fingre ad nogen, for diskrepansen mellem ord og handling lever også i bedste velgående i mit liv. De politisk korrekte meninger om klodens tilstand, som vi delte nytårsaften, fandt i øvrigt sted kort tid efter, at vi havde talt begejstret om vores udlandsrejser til fjerne himmelstrøg i 2018. Desuden fandt samtalen sted alt imens, vi nød et godt stykke tournedos af saftig oksemørbrad. Dobbeltmoralen er svær at komme fuldstændigt til livs, men det ændrer ikke ved, at vi til stadighed må forsøge at leve mere bæredygtige liv og sætte klimaet på dagsordenen. Både for klodens og familiens skyld.

Mattias Stølen Due er psykolog og direktør i Center for Familieudvikling.