Erhvervsmanden, præsten og sociologen: Det siger #babygate om vores tid

Diskussionen mellem det unge folketingsmedlem Mette Abildgaard og den ældre folketingsformand Pia Kjærsgaard er forlængst udråbt til en generationskløft for fuld udblæsning, men siger diskussionen også noget dybere om vores tid? Berlingske har spurgt erhvervsdirektøren, præsten og sociologen.

Ugens foto
Ugens foto: Mette Abildgaard måtte overdrage datteren Ester Marie til folketingsbetjenten Torben, da hun fik forbud mod at tage barnet med i folketingssalen under en afstemning. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privatfoto

Ugens store debathistorie var det offentlige sammenstød mellem det 30-årige folketingsmedlem Mette Abildgaard (K) og Folketingets 72-årige formand, Pia Kjæsgaard (DF). Det er de seneste dage blevet ivrigt diskuteret, om Pia Kjærsgaards reaktion var på sin plads, da hun bad Mette Abildgaard og den fem måneder gamle baby forlade Folketingssalen, eller om hun, som Mette Abildgaard mente, skulle have udvist lidt »medmenneskelig fleksibilitet«.

Var det en generationskløft for fuld udblæsning, og siger uenigheden noget dybere om vores tid og samfund? Vi har spurgt erhvervsdirektøren/eks-politikeren, præsten og sociologen.

»Jeg havde selv mine børn med i Folketinget da de var små, men jeg havde dem dog ikke med ind i Folketingssalen - der tog min sekretær dem, hvis jeg skulle stemme,« fortæller Dansk Erhvervs adm. direktør, Brian Mikkelsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.

»Hold nu op, det er jo ikke sådan, at folk lader deres unger vræle i timevis«

Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv og tidligere politiker (K):

Hvad tænker du om disputsen mellem Pia Kjærsgaard og Mette Abildgaard?

»Jeg har det ambivalent med den konkrete sag, for selvfølgelig skal der være ro og værdighed i Folketingssalen, men verden har ændret sig, og man kan ikke låse sig fast på en tradition fra for 30 år siden. Jeg har respekt for, at Mette vil tage vare på sit barn.«

Skal der gælde specielle regler i Folketinget?

»Både Laura Lindahl (LA) og Ellen Trane Nørby (V) har også haft deres børn med, og hold nu op, det er jo ikke sådan, at folk lader deres unger vræle i timevis - det gør man heller ikke på andre arbejdspladser. Jeg havde selv mine børn med i Folketinget, da de var små, men jeg havde dem dog ikke med ind i Folketingssalen - der tog min sekretær dem, hvis jeg skulle stemme. Men både, hvis jeg tager erhvervslivs-kasketten på, og hvis jeg husker på tiden som politiker, så vil jeg sige, at man er ikke et helt menneske, hvis ikke man har en familie, man gerne vil tage hensyn til og tage vare på. Det kan både være kæreste, børn, søskende eller forældre. Hvis man bare er et egocentreret væsen, har man ikke perspektivet til at vurdere, hvordan man gerne vil have, at Danmark og verden ser ud for andre, end en selv.«

Er den aktuelle sag også et udtryk for en generationsforskel?

»I erhvervslivet oplever vi, at unge lægger vægt på, at der skal være tid til familien, for de vil ikke være sådan nogle, der kun lever for deres arbejde. Og det har nok noget med generationer at gøre. Jeg havde i begyndelsen af min politiske karriere måske en lidt gammeldags holdning til Folketingssalen, og den værdighed, der skulle være. Men jeg har ændret holdning, også før episoden med Mette Abildgaard. For vi er nødt til at tage hensyn til småbørnsfamilier, hvis vi vil have, at et bredt udsnit af befolkningen har lyst til at blive politikere. Demokratiet skal indeholde både forskellige køn, aldre og faggrupper, og børnefamiliers stemmer er også vigtige i debatten. Når det er sagt, så mener jeg selvfølgelig ikke, at vi skal have en børnehave i Folketingssalen.«

Har Mette Abildgaard ret i, at vi mangler lidt »medmenneskelig fleksibilitet« i dagens Danmark?

»Nu cykler jeg til arbejde hver dag, og der er en intolerance, som overrasker mig. Hvem har dog lyst til at starte dagen med at råbe og skrige? Tendensen kommer nok fra SoMe, hvor der er en stor interesse for, hvad andre foretager sig, og det er nemt at reagere hurtigt. Jeg er ikke nogen stenaldermand, der synes vi skal tilbage til for ti år siden, men det er alligevel overraskende, hvor meget de sociale medier har bidraget til den generelle tone i samfundet.«

»Ved de gudstjenester, jeg selv har holdt, har folk en meget god fornemmelse  - græder deres barn meget, går man selvfølgelig ud. Men en lille smule babypludren i en kirke kan være helt på sin plads,« mener sognepræst Lars Gustav Lindhardt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kåre Gade .

»Vi er generelt dårlige til at sætte os i andres sted«

 

Lars Gustav Lindhardt, præst i Frederiksberg Kirke:

Må man tage spædbørn med allevegne?

»Jeg kan ikke se noget problem med at have spædbørn med, hvis de ikke forstyrrer unødigt. Jeg ville heller ikke have noget imod, hvis de blev ammet - og det gælder sådan set både i Folketingssalen og i kirken. Gudstjenesten er for alle, men der er jo altså nogen, der kommer for at høre bønnerne og synge salmerne. Ved de gudstjenester, jeg selv har holdt, har folk en meget god fornemmelse  - græder deres barn meget, går man selvfølgelig ud. Men en lille smule babypludren i en kirke kan være helt på sin plads, for det viser der er liv.«

Sognepræst Lars Gustav Lindhardt

»Man har det som regel bedre efter en dag, hvor man har været sød og glad og medmenneskelig fleksibel«


Er det symptomatisk for vores tid, at der som Mette Abildgaard siger, er for lidt »medmenneskelig fleksibilitet«?

»Som udgangspunkt er det et grundlæggende menneskeligt problem, at vi har svært ved at sætte os i andres sted. Vi kan blive vildt vrede på andre, og det kunne vi også før computeren og mobilen. Medmenneskelighed er noget, vi altid har skulle kæmpe med at have i os, både som person og som samfund. Det positive er, at det at vi snakker om det nu, måske kan være med til at vække en tanke hos os alle.«

Tror du, at den her sag har noget med aldersforskel at gøre?

»Min erfaring med ældre mennesker er, at du kan lige så lidt sætte dem i bås, som du kan med yngre. Det handler mere om tidens bølger og modbølger. Den her sag handler ikke nødvendigvis om mangel på medmenneskelig fleksibilitet, men om, at alting har et sted og en tid, og formanden har vurderet, at Folketingssalen ikke var stedet for et spædbarn.«

Har du en sætning du kan give videre til andre, så vi kan blive lidt mere medmenneskeligt fleksible?

»Jeg kan give den, jeg siger til mig selv: »Han eller hun har også en kamp. Og det er en kamp, som jeg ikke kender«. Den hjælper - indtil de dage, hvor jeg alligevel kan komme til at eksplodere! Men generelt kan den få en til lige at tænke over, at andre også kan have haft en dårlig morgen, at personen måske har mistet nogen og er ked af det, at de fleste af os kæmper med noget. Og det er ikke nødvendigvis din kamp, der er den vigtigste. Man skal også huske: At gøre godt gør godt. Man har det som regel bedre efter en dag, hvor man har været sød og glad og medmenneskelig fleksibel.«

Der kommer til at være flere og flere fællesskaber af den ene eller anden art, som etablerer regler, for vi kan ikke holde ud at eksistere uden, mener sociolog og forbrugerekspert Eva Steensig. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

»Vi gør, som det passer os, og føler os krænkede, hvis nogen stopper os«

Eva Steensig, sociolog og samfundsanalytiker:

Er den her sag med Abildgaards baby typisk for vores tid?

»Det er et godt eksempel på, at vi efterhånden har brudt alle regler for adfærd ned. Vi har ikke så mange vedtagne regler længere, og det gør os selvbestaltende. Hvilket kan være ret forvirrende, især i en tid, hvor mange så vil mene, at de er de absolut vigtigste. Derfor føler vi måske ikke engang, at vi skal følge de få regler, der stadig eksisterer. Det andet er, at vi meget hurtigt føler os krænket, hvis vi bliver stækket i at gøre, som vi selv synes er passende. Umiddelbart kan det måske føles rart, at vi selv kan bestemme reglerne, men i det lange løb duer det ikke i et fællesskab.«

Eva Steensig, sociolog

»Vi er ikke særlig langluntede, for vi synes alle, at vi har travlt, og at det vi skal nå, er det vigtigste«


Hvad betyder det for vores medmenneskelighed?

»Jeg tror i hvert fald, at der kommer til at være flere og flere fællesskaber af den ene eller anden art, som etablerer regler, for vi kan ikke holde ud at eksistere uden. Vi har ikke fælles regler, hverken sociale eller religiøse, som for 30-40 år siden, og generelt er der en tendens til, at vi er relativt intolerante over for andre mennesker - bl.a. har HK været ude og tale om problemet med overfusning af kassemedarbejdere. Vi er ikke særlig langluntede, for vi synes alle, at vi har travlt, og at det vi skal nå, er det vigtigste. Det kan være en udfordring at se på andre menneskers behov, fordi vi er så meget i os selv.«

Er sagen et sammenstød mellem generationer?

»Det handler nok mere om, at Pia Kjærsgaard er den, hun er. Da mine tvillinger var små, havde jeg dem også med på arbejde engang imellem, men hvis man tager sine børn med, er det jo fordi der ikke er andre muligheder. Ingen vil vist påstå, at man tager børn med på job for sjov!«