Ellen Hillingsø: »Der var noget, der var større end mit gigantiske ego«

I stedet for at tro, at vi kan styre alt, hvad der sker i vores liv, skal vi acceptere, at størstedelen er ude af vores hænder. Det mener skuespiller Ellen Hillingsø, der altid har fundet en ro i sin tro på, at der er noget, der er større end hende selv. Nu er hun aktuel med en podcast om netop tro og åndelighed.

Ellen Hillingsø har altid haft en følelse af, at der var noget større: »Jeg har haft alle mulige mystiske oplevelser, hvor jeg har tænkt, at der var nogen, der holdt hånden over mig,« siger hun.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Oscar Scott Carl

Ellen Hillingsø skulle bare ud af taxien.

Hun var 18 år gammel og sad i en taxi i Paris, mens den fremmede taxichaufførs blik hvilede på hende, og alt føltes helt forkert. Han ville køre hende længere ud af byen.

Mod alle odds fik Ellen Hillingsø chaufføren til at køre rundt om Triumfbuen og slutte turen på Concorde-pladsen. Da hun trådte ud af taxien, var hun ved at »skvatte om« af skræk, men hun havde alligevel en følelse af, at nogen hjalp hende.

Måske var det en engel.

Flere gange i sit liv har den 53-årige skuespiller Ellen Hillingsø haft en oplevelse af, at nogen passer på hende, uden at hun i dag kan forklare det. Hun har altid haft fornemmelsen af, at noget er større end hende selv. I hendes barndomshjem bad man aftenbøn, tog fra tid til anden til gudstjeneste i den lokale kirke eller diskuterede prædikenerne over middagsbordet.

Alligevel rubricerer hun hverken sit barndomshjem eller sig selv som »religiøs«, men bruger hellere betegnelsen kulturkristen på det niveau, at hun holder af de kristne budskaber og et par gange om året går i kirke. Man kender Ellen Hillingsø fra den røde løber, fra TV, 2 hvor hun kommenterer film, og som skuespiller i en lang række film og TV-serier, men inden i hende er der en side, som hun mener, at mange danskere også har, men sjældent vil stå ved.

Derfor tøver hun også lidt, når hun skal beskrive sit eget forhold til tro.

»Troende, synes jeg er et meget voldsomt ord. Det er lettere for mig at sige, at jeg går til yoga eller meditation, hvor nogle af de samme budskaber bliver formidlet, end det er at sige, at jeg beder aftenbøn og er vokset op i et hjem, hvor vi tror,« siger hun og læner sig lidt frem.

»Jeg ved egentlig ikke, hvorfor det er sådan. Hvad er det for en blufærdighed, der rammer os, når det handler om at definere os i forhold til den folkekirkelige tro,« spørger hun.

»Det moderne menneske, der har slået Gud ihjel, og som lader alt, hvad der sker i verden, hvile på egne skuldre, er ikke en særlig lykkelig udgave af menneskeheden. Jeg tror, at det er en illusion, at vi kan løse alt i livet selv.«


Nu er hun aktuel med Gyldendal-podcasten »Er der en engel til stede?«, hvor hun gennem en række samtaler undersøger vores forhold til tro og eksistens. Her har hun samtaler med folk som politiker Søren Gade, videnskabskvinden Anja C. Andersen og sin egen far, Kjeld Hillingsø.

I knæ af fortvivlelse

Interessen for det åndelige kommer især fra hendes tyske farmor, der var spirituelt anlagt. Hun samlede på krystaller og dyrkede yoga, længe før det blev så almindeligt, at også fitnesskæderne tog det til sig. Allerede som barn inspirerede det åndelige Ellen Hillingsø, der oplevede, at her var plads til at stille de store spørgsmål om, hvorfor verden ser ud, som den gør.

»Jeg har altid interesseret mig for spirituelle anliggender. Jeg har hverken mødt Jesus eller haft religiøse eller vækkelseslignende oplevelser, men jeg er fuldstændig spritåben over for, at andre kan opleve det,« siger hun.

»Det er gået op for mig, hvordan alle griber ud efter det, der er større end os, i fortvivlelsens øjeblik. Og jeg har indtryk af, at rigtig mange mennesker har spirituelle oplevelser og brug for at tro på, at der er noget andet derude,« lyder det fra Ellen Hillingsø. Fold sammen
Læs mere
Foto: Oscar Scott Carl.

Følelsen af, at der er noget, hun ikke selv er herre over, har været gennemgående i Ellen Hillingsøs liv. Det oplever hun blandt andet i sit arbejde som skuespiller – når hun står på scenen, og replikkerne falder.

Hun husker også, hvordan hun en sen novembernat befandt sig på et døgnapotek med to syge børn. Ved en fejl, havde hun efterladt børnenes medicin i hjemmet på landet, og hun skulle nå ind og spille en forestilling på teatret i byen. I det øjeblik havde hun svært ved at overkomme det hele.

»Jeg var i knæ af fortvivlelse. Men pludselig er der én bag mig, der stikker mig et nummer, så jeg kommer foran i køen. Jeg vidste ikke, hvem personen var. Var det ikke en engel der hjalp mig her?« spørger Ellen Hillingsø.

Tror du på engle?
»Ja, det tror jeg på. Jeg har haft alle mulige mystiske oplevelser, hvor jeg har tænkt, at der var nogen, der holdt hånden over mig. Det samme oplevede jeg, da jeg en sen aften havde travlt med at komme af sted og gik på gaden. Jeg standsede pludselig op og så, at der lå en stor kæde foran mig. Hvis jeg var faldet over den, ville jeg være blevet slået helt til plukfisk. Jeg kan ikke forklare det, men det var, som om der var nogen, der fortalte mig, at jeg skulle stoppe op,« siger hun.

Er du nervøs for, at folk vil synes, at du er skør, når du fortæller det her?
»Ja, jeg er da også nervøs over at sige det højt, men i virkeligheden tror jeg, at mange tror på et eller andet inde i sig selv. Da jeg gik på skuespillerskolen i 90erne og begyndte at meditere, troede folk, at jeg var medlem af en sekt. I dag er der nærmest gået mode i det. Jeg tror, at dét at lytte til og tillade, at der er nogle ting mellem os, som vi ikke kan forklare, skaber en tryghed og mening i det lange løb.«

Ellen Hillingsø oplever en stor blufærdighed, når det gælder det at stå ved, at man tror på noget: »Troende, synes jeg, er et meget voldsomt ord. Det er lettere for mig at sige, at jeg går til yoga eller meditation, hvor nogle af de samme budskaber bliver formidlet, end det er at sige, at jeg beder aftenbøn og er vokset op i et hjem, hvor vi tror,« siger hun. Fold sammen
Læs mere
Foto: Oscar Scott Carl.

Et opgør med Gud i eget liv

Ellen Hillingsø er overbevist om, at hun ikke er den eneste, der føler en blufærdighed over at stå ved, at man tror på noget større og uforklarligt. Samtidig forlader flere danskere folkekirken i de store byer, og kirken mister mere og mere autoritet i samfundet. Men Ellen Hillingsø oplever ikke, at vi bliver mindre religiøse:

»Det kan godt være, at folkekirkerne er tomme i nogle områder. Til gengæld var de fyldt under coronakrisen. Det, synes jeg, siger noget om, at dét at tro på noget, er en grundpille for os. Og selv om tallene siger det, så oplever jeg faktisk, at flere og flere mennesker interesserer sig mere for tro,« siger hun.

Hun tror, at flere af os har en åndelig side, end vi måske vil indrømme.

»Det er gået op for mig, hvordan alle griber ud efter det, der er større end os, i fortvivlelsens øjeblik. Og jeg har indtryk af, at rigtig mange mennesker har spirituelle oplevelser og brug for at tro på, at der er noget andet derude.«

»Der er alle mulige andre grunde til, at livet tager de veje, det gør. Og det, tror jeg, er meget svært for det moderne menneske at erkende. Men jeg tror, at størstedelen af mit livs udfoldelse er i nogle andres hænder, og måske er det heller ikke alt, der skal udfoldes,« siger Ellen Hillingsø om at tro på, at noget er ude af hendes hænder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Oscar Scott Carl.

Særligt kristendommens næstekærlige principper er noget, hun identificerer sig med og forsøger at leve ud fra. Hun påpeger, at verden ville være et bedre sted, hvis flere levede efter disse principper.

»Det er et enormt væsentligt princip. Man skal være venlig over for andre, gøre sig umage, være ydmyg over for de talenter, der er givet. Det er også noget, jeg taler med min far om i et podcastafsnit, for det er dét budskab, han har levet sit liv efter, og dét, min bror og jeg er opdraget efter,« siger hun.

»Mit fag handler om empati og at skulle sætte sig ind i et andet menneske, og der er forståelsen for det medmenneskelige og det næstekærlige blevet styrket hos mig. Jeg har fået en større forståelse for, at vi som mennesker er drevet af forskellige ting og har været alt muligt forskelligt igennem. Når du sidder i S-toget og kigger rundt på de andre passagerer, ved du ikke, hvad de menneske indeholder. Det, synes jeg, man skal have respekt for,« siger hun.

Hun ser i dag en forventning om, at vi skal udfolde os selv på alle parametre og hele tiden stræbe efter mere her livet. Her har tilgangen om, at det ikke er alt i livet, man selv har indflydelse på, hjulpet hende.

»Vi tror, at vi kan kontrollere alt. Hvis ikke livet bliver, som vi forestiller os, så føler vi os mislykkede, kiksede eller uheldige. Vi siger, det er »røvtarveligt« eller »fandme også for groft«, at drømmene ikke bliver indfriet, men det er der masser, der ikke gør her i livet. I virkeligheden har det været et vilkår for menneskeheden altid,« siger hun.

Som barn kunne Ellen Hillingsø sidde ude i sine forældres have og stirre op i himlen og gentage for sig selv, »at verdensrummet er uendeligt«. Det gjorde hende tryg. Det har givet hende en ydmyghed over for alt i livet, fortæller hun.

»Det mindede mig om, at der var noget, der var større end mit gigantiske ego. Det giver mig en ydmyghed og en ro, at der er noget, der ikke er i mine hænder. Noget, der ikke hviler på mine skuldre, og som er langt større. Det er noget, jeg altid har haft med mig,« siger Ellen Hillingsø.

For nylig blev hendes planlagte teaterforestillinger aflyst på grund af coronanedlukningen. Det kunne hun intet gøre ved. Der var ikke andet for end at erkende, at det var ude af hendes hænder.

»Sådan er der nogle ting i livet, som man må hvile i, at man ikke kan gøre noget ved. Det moderne menneske, der har slået Gud ihjel, og som lader alt, hvad der sker i verden, hvile på egne skuldre, er ikke en særlig lykkelig udgave af menneskeheden. Jeg tror, at det er en illusion, at vi kan løse alt i livet selv,« siger Ellen Hillingsø.

Coronakrisen var for hende et eksempel på, at meget her i livet er helt ude af vores hænder. Det, mener hun, at rigtig mange af os har svært ved at erkende. Men det kan hjælpe os meget, hvis vi gør det:

»Jeg har da også forhåbninger, ønsker og drømme, som ikke bliver indfriet. Men det giver mig en kæmpe tryghed at vide, at det måske ikke er min skyld. Der er alle mulige andre grunde til, at livet tager de veje, det gør. Jeg tror, at størstedelen af mit livs udfoldelse er i nogle andres hænder, og det er egentligt helt okay.«