Dorthe Gerlachs mest værdifulde minde: »Da min svigermor døde, sminkede jeg hende, inden bedemanden hentede hende«

Visse spørgsmål er evigt aktuelle. Hver uge stiller vi nogle af dem til en kendt dansker. I dag sangerinde og sangskriver Dorthe Gerlach, der med tiden har lært, at selv de store nederlag kan blive givende i sidste ende.

Sangerinde Dorthe Gerlach, fotograferet på Assistens Kirkegård, hvor hun går tur næsten hver dag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen

Har du et ar, der fortæller en særlig historie?
»Jeg er vokset op på landet i Vendsyssel, og vi boede på en meget lang og meget mørk markvej, hvor der kunne komme nogle ret store huller i jorden.

En aften, jeg cyklede op ad markvejen, røg jeg ud over styret og fik et stort, grimt sår på håndleddet, fordi jeg havde overset en vandpyt i jorden. Det ar har jeg stadigvæk, og af en eller anden grund er det et ar, jeg er kommet til at holde af, fordi det fortæller noget om, hvor jeg kommer fra – at jeg er vokset op på en lang markvej på bøhlandet, hvor man kunne ryge på hovedet i en vandpyt om vinteren, fordi det var så buldermørkt.«

Bortset fra din fødsel, hvad har så været dit livs mest afgørende øjeblik?
»Jeg mødte min mand Michael, da jeg var 16-17 år gammel og stod og sang på gågaden i Randers. Vi begyndte at spille sammen, og i dag er vi partnere på alle mulige planer. Men jeg tror ikke, jeg var blevet professionel musiker, hvis ikke det havde været for ham.

Da jeg begyndte at læse fransk på universitetet, gik det hurtigt op for mig, at alle de andre var bedre end mig, og fordi det lignede noget, der kunne blive et nederlag for mig, kunne jeg ikke komme væk hurtigt nok. Jeg skiftede studie, alene fordi jeg var bange for nederlaget, og generelt havde jeg travlt med at komme videre dengang, fordi frygten for at fejle tog over. Så jeg tror ikke, jeg havde haft den der stamina til at blive ved med at jagte musikkarrieren, hvis ikke det havde været for Michael. Han har været indpiskeren i vores partnerskab.«

»Når du vover pelsen og gør noget, så kan det godt være, det ender med fiasko, men så har du tit åbnet nogle døre for dig selv senere i livet.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.

Hvad er dit mest værdifulde minde?
»Da min svigermor Kirsten døde, sminkede jeg hende, inden bedemanden hentede hende. Det er faktisk blevet et øjeblik, der betyder rigtig meget for mig.

Hun var en rigtig flot dame, der gjorde noget ud af sig selv og var typen, der krøllede pandehåret og tog makeup på, inden hun gik ned til bageren. Da hun levede, bad hun mig love hende, at jeg ville give hende hendes »krudt« på, når hun engang skulle herfra. Hun kunne simpelthen ikke overskue tanken om at fare til himmels eller nogen som helst andre steder hen uden at have sin makeup på.

Det har jo et eller andet sted altid været noget, vi jokede med, men da hun så døde, var det virkelig værdifuldt at holde den aftale, vi havde lavet, og gøre det for både hende, min mand og hans familie. Da de så hende for sidste gang og sagde farvel, så lignede hun den Kirsten, hun havde været og ikke Kirsten, der var borte. Det lærte mig, at selv når vi er i det, der er allermest svært, er der stadigvæk nogle ting, vi kan gøre for at hjælpe hinanden i stedet for at flygte fra det.«

Hvad er det nærmeste, du nogensinde er kommet på at dø?
»Det nærmeste, jeg er kommet på at føle, jeg skulle dø, var i februar, hvor vi var på ferie i Vietnam. Vi var nede og bade ved stranden, hvor det var fuldstændig blikstille, og ud af det blå kom der nogle kæmpestore, tropiske bølger. Jeg blev fanget i en kæmpe bølge og slynget ned på bunden, hvor jeg ikke kunne komme op til at begynde med. Der nåede jeg at mærke panikken sprede sig i kroppen, og der var slet ikke noget smukt ved det – ingen følelse af, at »hvis det er nu, jeg skal af sted, så er det nu«. Det var bare sindssygt ubehageligt.«

Sangerinde Dorthe Gerlach har altid været et pligtopfyldende menneske, men med sangen gav hun sig selv lov til at være 100 procent lyststyret. Derfor er hun aldrig blevet rigtig god til at spille på et instrument. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.

Hvordan heler man et knust hjerte?
»Da jeg var teenager, fik jeg et råd af min mor, som hun havde fået af sin mor, da hun var ung.

Jeg havde frygtelig kærestesorg, og det var i sådan en grad, at jeg nærmest ikke kunne spise eller fungere, og jeg følte, at livet var forbi. Da min mor havde set på det i nogle uger, kiggede hun på mig og sagde, at halvdelen af kærestesorg er et knust hjerte, som man er nødt til at have noget tålmodighed med. Men den anden halvdel er såret forfængelighed, og det kan man godt gøre noget ved, så hun syntes, vi skulle køre ind til Brønderslev og købe noget nyt tøj til mig.

Så det gjorde vi, og det var faktisk virkelig, virkelig rart. Jeg var jo stadigvæk ked af det og ulykkelig, men det gjorde, at jeg kunne se noget værdi i mig selv igen. Det er jo det, der er problemet, når man bliver afvist i kærlighed. Man kan blive så slået ud af det, at man ikke selv kan se, at man er noget værd, eller at nogen skulle kunne interessere sig for én igen.«

Hvad har fiasko lært dig?
»At der altid kommer noget ud af det. Når du vover pelsen og gør noget, så kan det godt være, det ender med fiasko, men så har du tit åbnet nogle døre for dig selv senere i livet eller blot lært noget om dig selv. Det ville mit 20-årige jeg, der var så bange for et nederlag, ikke have troet på, men det hører med til livet, at man nogle gange knækker nakken på noget.«