Den vigtigste gave ligger ikke under juletræet

Taknemlighed falder os ikke nemt. Bortset fra den indledende forelskelse har vi mennesker nemlig en naturlig tilbøjelighed til at fokusere på det, der ikke fungerer - både i samtalekøkkenet og i dobbeltsengen, skriver psykolog Mattias Stølen Due i dagens klumme.

Mattias Stølen Due, Berlingskes psykolog og samlivsekspert. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofie Mathiassen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I morgen er det juleaften, og desværre er jeg igen i år håbløst bagud med gaven til min hustru. Det skyldes sikkert dårlig planlægning, men forklaringen skal også findes i mine høje idealer. Gaven skal nemlig helst være original og kreativ, og der skal ligge en velovervejet tanke bag. Det skal være noget, min kone ønsker sig uden helt at vide det. Men vel at mærke ikke noget, hun har skrevet på ønskelisten, for det er jo for nemt.

Mens der er et enormt fokus på gaver i denne søde juletid, er der er langt mindre fokus på den respons, der ligger i forlængelse af gaveoverrækkelsen. Altså takken. De fleste er naturligvis blevet socialiseret til at sige pænt tak, når de modtager en gave. Ikke desto mindre er der som regel en stor diskrepans mellem tiden, pengene og energien, der investeres for at finde den rette gave, og de få sekunder der bruges på at kvittere for den. Vi skal nemlig skynde os videre i programmet. Videre til næste gave, vinflaske eller andelår. Juleaften minder dermed om livet i sin helhed: Den har en hastighed, som giver taknemligheden trange kår.

Den begrænsede taknemlighed for julegaverne er dog en mindre og håndterbar problemstilling. Mere bekymrende er det, at mange af os glemmer at udvise taknemlighed for hinanden som mennesker. Både i julen og i livet generelt. De fleste af os kan godt håndtere usikkerheden over, om vores gave levede op til vores partners forventning. Langt sværere er det at leve med en grundlæggende tvivl om, vi er gode nok i hinandens øjne.

Desværre er der mange, der lever med en flig af denne tvivl. Selvom julen bliver kaldt for hjerternes fest, er mange hjerter urolige: ”Er jeg god nok i min partners øjne? Er jeg værdsat? Er jeg elsket?” Sådanne spørgsmål er ofte for sårbare til at blive formuleret eksplicit i tanke eller tale, men de finder ofte sin plads i det volatile grænseland mellem det bevidste og ubevidste. Vi tænder mange stearinlys og pynter flot op til jul. Men uanset hvor smukt det ser ud, ændrer det ikke på, at denne æstetik kan være en porøs camouflage for den usikkerhed, der eksisterer mellem os.

Mattias Stølen Due, psykolog og samlivsekspert

»Men hvor der findes mange fitnesscentre, hvor vi kan træne vores biceps og tricepts – og komme af med julefedtet -, så findes der stort set ingen steder, hvor vi kan træne vores taknemlighedsmuskel.«


Det nytter ikke noget med smukt indpakkede gaver fyldt med lækkert tøj, dyre gadgets eller .designersmykker, hvis vi ikke formår at give hinanden den fundamentale tryghed. Det er dybest set penge ud ad vinduet, hvis disse gaver kun fungerer som kompensation for manglende værdsættelse i det daglige.  Af samme grund bør vi ikke blot bruge julen til at give hinanden gaver. Vi bør benytte anledningen til at sige hinanden tak og arbejde på den andens grundlæggende forvisning om, at hun eller han har stor værdi.

Taknemlighed er ikke dog noget, der falder os nemt. Bortset fra den indledende forelskelse har vi mennesker nemlig en naturlig tilbøjelighed til at fokusere på det, der ikke fungerer. På de såkaldte mangler og fejl ved den anden - både i samtalekøkkenet og i dobbeltsengen.

Af samme grund skal taknemligheden bevidst vælges til igen og igen. Den skal kultiveres og trænes. Det er nemlig med denne evne, som det er med en muskel. Hvis ikke vi bruge Alt for mange par snakker kun om sex efter endnu et mislykket forsøg klokken 23.30 r den, svinder den ind. Men hvor der findes mange fitnesscentre, hvor vi kan træne vores biceps og tricepts – og komme af med julefedtet -, så findes der stort set ingen steder, hvor vi kan træne vores taknemlighedsmuskel.

Derfor må vi selv skabe vores egne træningsfaciliteter. Helt konkret bør vi derfor her i julen - og sidenhen med jævne mellemrum - sætte os ned og dvæle over alt det gode ved vores ægtefælle eller kæreste. Denne øvelse fungerer dog kun, hvis vi lægger smartphonen og computeren væk og insisterer på ro og tid til fordybelse. Men øvelsen slutter ikke her. Relationer styrkes nemlig ikke på baggrund af mentale tilstande og kognitive præstationer. Her er det ikke tanken, der tæller, selvom lykkeforskning påviser, at taknemlige tanker bidrager til øget velvære for den enkelte. Men i et relationelt perspektiv er det ikke individuel lykke, der er målet, men den andens trivsel. Her er den mentale anstrengelse blot en forudsætning for det væsentlige: En ændret og mere taknemlig adfærd. Relationer styrkes først og fremmest af konkrete handlinger, og af samme grund skal taknemligheden bevæge sig fra hjerne til mund. Den skal udtrykkes i ord.

Den største gave, vi kan give hinanden til jul, er ikke den pakke, der ligger pænt indbundet under juletræet. Det er derimod den grundlæggende taknemlighed, vi møder hinanden med. Om min hustru bliver tilfreds med min gave i morgen er en helt anden sag.