Chris Pedersen: »Min stigende ligegyldighed over for småkriminalitet burde få alle alarmklokker til at ringe«

Hvorfor står vi ikke foran Christiansborg med løftede høtyve og kræver, at politikerne får styr på Skat, DSB, PostNord og stort set alle andre offentlige institutioner, som i disse år fejler på de mest grundlæggende parametre? Måske fordi virkeligheden for nogle virker for flabet til at være sand. Men det er altså ingen vittighed, når det fælles grundlag smuldrer.

»Min stigende ligegyldighed over for såkaldt småkriminalitet burde faktisk få alle alarmklokker til at ringe. Men det gør de ikke, fordi samfundet efterhånden er så gennemsyret af snyd og bedrag og generelt idioti,« skriver Chris Pedersen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

»Stjal han chokoladerne,« spurgte jeg grinende ud i luften, da jeg forleden overværede, hvad der kunne være en scene fra en dårlig TV-serie. Jeg var på vej ud af en Fakta på det ydre Nørrebro, hvor en ung mand stod og rodede med nogle kasser fyldte chokolader, som var placeret lige i midtergangen. Han havde en rød hættetrøje på, der sagtens kunne have været en butiksuniform, så jeg ventede troligt, mens han løsnede kassen fra stativet for derefter at gå ud ad døren og så sætte i sprint ned af vejen.

Først kiggede jeg nysgerrigt efter ham og grinede lidt, fordi han lignede en figur fra Ole Lund Kirkegaards Gummi-Tarzan med alt for stramme bukser og alt for lange skridt. Men så hørte jeg kassedamens opgivende udbrud: »Nu holder de fandeme op. Jeg kan snart ikke holde det ud længere«.

»Helt ærligt, hvorfor skulle individet dog også opføre sig ordentligt, når dets bærende institutioner ikke gider at gøre det? Så føles det nærmest som en selvfølgelighed at stjæle en kasse chokolade i supermarkedet, ligesom det føles naturligt at grine af det fremfor at blive forarget.«


Bagefter fortalte hun mig, at flere af byens supermarkeder kæmper med stadig mere flabede butikstyverier: gamle damer som lunter ud af døren med fyldte indkøbskurve, skoleelever, som helt ublu fylder skoletasken med citronmåner, sodavand og saltlakridser for så at slentre forbi kasseapparatet, og så mange tilfælde af unge fyre, som har forsøgt at snige hele indkøbsvogne fyldt med dagligvarer ud af skydedørene, at man flere steder har indført svingdøre for at begrænse passagen for de stadigt mere professionaliserede rapserier.

Verden er af lave

Verden er af lave, tænkte jeg fnisende på vej tilbage til mit arbejde, men senere kom jeg til at tænke på, hvorfor jeg havde reageret så let på episoden. Det var trods alt en kriminel handling med konsekvenser for supermarkedet og sikkert også den stakkels butikschef, som endnu engang skulle have en tung samtale med hovedkontoret.

Min stigende ligegyldighed over for såkaldt småkriminalitet burde få alle alarmklokker til at ringe. Men det gør de ikke, fordi samfundet efterhånden er så gennemsyret af snyd og bedrag og generel idioti, at jeg har snøret vat om de indre klokker for overhovedet at kunne holde ud at vågne om morgenen og gå på arbejde.

Et eksempel er trækprocenten på min lønseddel, hvor jeg hver eneste måned kommer til at svindelskandalen med udbytteskat. Her lykkedes det først en række banditter i jakkesæt at snyde staten for over fire milliarder kroner for derefter at indgå et forlig med skatteministeriet, hvor de nøjedes med at tilbagebetale 1,6 milliarder, fordi restbeløbet betragtes som en udgift for tyveknægtene.

»Hvabehar?« får jeg lyst til at spørge, også når det gælder sagen om Britta Nielsen, som gennem flere år kunne malke statskassen uden indgriben, eller sagen om afdelingschefen hos politiet, som gjorde vennetjenester for millioner af kroner uden at blive stillet til ansvar.

Mangel på moralsk kompas

Det skorter heller ikke på navne på Christiansborg, som ikke har det moralske kompas i orden, og hvis det endelig er tilfældet, så kommer der så mange åndede ideer derfra, at jeg nogle gange stiller spørgsmålstegn ved, om politikerne overhovedet har føling med befolkningen.

Senest handlede det om rejsekortet, der langt om længe er blevet til en indgroet vane hos de danske brugere, og derfor selvfølgelig skal laves om til app, hvor vi midt i en digital tillidskrise endnu engang skal tvinges til at videregive vores  personlige oplysninger til techgiganterne. For slet ikke at tænke på alle de gamle brugere, som ikke har en mobiltelefon eller er trygge ved at bruge mobilen til dagligdagens praktik (min far er inkluderet).

»Pyt«, tænker man, hvilket også var det umiddelbare signal til danske pensionister, da en planlagt udfasning af pensionisternes mimrekort ville medføre gigantiske prisstigninger for brugerne. Ideen blev dog skrinlagt efter et par dage – og jeg mistænker en af de ansvarlige for at have taget en tur med det offentlige og oplevet, hvordan det p.t. går lige så langsomt, som det gør at sende en pakke fra København til Århus med de katastrofale PostNord.

I forskningen af befolkningens forhold til skrald siges det, at det første tegn på en civilisation i krise er, at skidtet begynder at ligge i bunker på gader og stræder, hvilket også er tilfældet i København. Men jeg vil også vove den påstand, at en befolknings dalende støtte til det store fællesskab viser sig i en stadig mere flosset moral.

Og helt ærligt, hvorfor skulle individet dog også opføre sig ordentligt, når dets bærende institutioner ikke gider at gøre det? Så føles det nærmest som en selvfølgelighed at stjæle en kasse chokolade i supermarkedet, ligesom det føles naturligt at grine af det fremfor at blive forarget.

Men vi ved også godt, hvad der sker, når man griner med chokolade i munden. Man risikerer at blive kvalt.