Chris Pedersen: »Måske skulle ungdommen bare tage at finde sig et arbejde«

Der er opstået en kultur, hvor mange unge tror, at de kan få hele livet forærende, blot fordi de lægger billeder op på Instagram, skriver Chris Pedersen, der dissekerer ungdommens arbejdsmoral før og nu.

Chris Pedersen er modevært på DR K og arbejder med mode. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sarah Christine Nørgaard

De såkaldte influencere går hårde tider i møde. Den sociale platform Instagram vil fjerne like-funktionen, restauratører holder igen med gratis middage, og pengene rasler i det hele taget ikke længere så løst i lommerne. Måske det bare er på tide, at den selvpromoverende ungdom får et rigtigt arbejde. Ligesom jeg selv havde.

For ganske nylig landede det tyske kærestepar Elena Engelhardt og Catalin Onc i en shitstorm efter at have startet en indsamling til en »Tour de Afrika«. Det fotogene par står bag Instagram-kontoen »Another Beautiful Day«, hvor de deler billeder af hinanden iklædt undertøj, badetøj, shorts og bikinitoppe på eksotiske lokationer rundtomkring i verden, og nu havde de besluttet sig for at forkæle deres følgere med afrikanske billeder, hvis altså de kunne indsamle den nette sum af 10.000 euro.

»Nogle mennesker vil sikkert sige, at vi burde få et job ligesom alle andre, men når man har den slags indflydelse på andre mennesker, som vi har, så er det ikke en mulighed,« skrev de. Jeg var ikke den eneste, som i mit ikke så stille sind tænkte, at det unge par måtte være den foreløbige kulmination på en SoMe-ungdom, der har udskiftet arbejdsmoral med ego, og som burde få en endefuld frem for en sponsor.

»Jeg tænkte blandt andet tilbage på dengang, jeg som 14-årig blev fyret fra mit første job som reklameomdeler. Årsagen var, at jeg havde smidt 185 IKEA-kataloger ned i den lokale å i Kerteminde. «


Et par dage senere læste jeg så en artikel om fænomenet »begpackers«, hvor unge europæere rejser til eksotiske storbyer uden lommepenge, hvor de sætter sig på gaderne og tigger penge af fremmede.

»Jeg er på jordomrejse, og jeg elsker jeres land. Jeg har brug for penge til at forfølge min drøm. Hjælp mig,« står der på deres små skilte.

Det provokerede mig lige så meget som historien om den danske restauratør Umut Sakarya, der så sig nødsaget til at råbe vagt i gevær i forhold til det stigende antal influencere, som gerne vil bytte en middag på hans restaurant, Guldkroen, mod et foto på Instagram.

»Jeg skammer mig bare så meget på deres vegne,« sagde han.

»Stakkels ungdom! Verden er af lave, og hvad skal der dog blive af dem?« tænkte jeg.

Men så slog det mig, at ungdommen måske er den samme, som den altid har været, men at de sociale medier bare trækker de værste sider af generationen frem i lyset.

Jeg tænkte blandt andet tilbage på dengang, jeg som 14-årig blev fyret fra mit første job som reklameomdeler. Årsagen var, at jeg havde smidt 185 IKEA-kataloger ned i den lokale å i Kerteminde. Eller da jeg som 16-årig arbejdede i en strandkiosk, hvor vi ofte låste døren for at drikke øl og spise grillpølser ude i baglokalet. For slet ikke at tale om dengang, hvor jeg blev fyret fra en chik tøjbutik i Pisserenden, efter at chefen havde fundet ud af, at jeg havde brugt en hel lørdag på at sove en brandert ud på en bunke kasser i lagerrummet. Jeg var 20 år gammel og havde en moral som sørøver, selvtillid som en investeringsrådgiver og akkurat zero fucks tilovers for andre mennesker end mine allernærmeste venner. Og jeg opførte mig derefter.

Instagram er begyndt at skjule de eftertragtede likes i en række lande, bl.a. Australien, Japan og Italien, for at lette presset på de popularitetshungrende brugere. Fold sammen
Læs mere
Foto: LOIC VENANCE.

Jeg tænkte også på min ekssvigermors historier om, hvordan hun konsekvent cyklede direkte fra de brune værtshuse på Nørrebro til arbejdet som sygeplejer, eller min egen mor, som elskede at fortælle historier om sit første job i en undertøjsbutik i Kerteminde, hvor hendes chef engang fandt min mor og hendes bedste veninde på øverste hylde i reolen for BHer og trusser i gang med at fortære et kilo kirsebær frem for at ekspedere kunder.

Stik mod de værste forudsigelser førte ungdommens udskejelser i alle tilfælde til mennesker med både arbejdsmoral og skarp sans for forskellen mellem dit og mit. Og måske er et af ungdommens ypperste privilegier netop at opføre sig helt uhyrligt på vejen til at blive en del af fællesskabet. Forskellen er bare, at hvor tidligere generationer prøvede egoet af i mindre sammenstød med forældre, skolelærere og umulige chefer, så sker det nu foran titusindvis af jublende følgere. Med det resultat, at man som ungt menneske tror, at man skal have løn bare for at være til på Instagram.

Måske er redningen lige om hjørnet. For nylig valgte Instagram nemlig at skjule antallet af likes hos brugerne i bl.a. Canada, Japan, Irland og Brasilien. Målet er at slå ned på den usikkerhed, som er resultatet af det daglige billedbombardement med unge kvinder og mænd, der ligner nogle, der er trådt direkte ud af Paradise Hotel. Allerede nu sættes der dog spørgsmålstegn ved, om den såkaldte influencerøkonomi overhovedet giver mening, hvis man ikke kan se antallet af likes. Og så er det slut med unge kvinder, der reklamerer for bikinier og læbestifter og unge mænd i sponsorerede logotrusser. Ingen likes, ingen kage, fristes jeg til at sige.

Og heldigvis har det tyske par, der mente sig hævet over at tage et arbejde, kun indsamlet 817 euro. Sjovere er det alligevel ikke at betale for andre menneskers rejse til Afrika.