Chris Pedersen: Cykelhjelme er usexede, fordi de minder os om vores dødelighed

Det føles usexet at passe på sig selv med en cykelhjelm. Måske fordi det ligesom vitaminpiller og træningscentre minder om kroppens midaldrende forfald, tabet af spændstig muskelmasse og af ungdommens hovmod.

Chris Pedersen føler sig mere vaklende på cyklen end nogensinde før. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sarah Christine Nørgaard

Jeg fik en cykelhjelm i julegave. Den er sort og rund, sådan lidt 50er-agtig og med ordet »nutcase« skrevet på forsiden lige over panden. Oversat til dansk betyder det vel en kasse til nødden, og det passer ret fint, for jeg følte mig som en nød, da jeg fik den af min storebror.

Han er en af den type mænd, der har fem forskellige racercykler og mødes med sine kammerater flere gange om ugen iklædt kropsnær lycra for at race 50 km igennem lige landeveje, bakkede stier og hullede skovarealer, og for hvem en cykelhjelm giver virkelig god mening. Både på grund af farten, vovemodet og risikoen for en gang imellem at måtte kysse asfalten.

»Jeg følte mig som en lille dreng igen. Skrøbelig og usikker og meget langt fra en ungdommelig drønnert med livet foran sig.«


Men selv er jeg aldrig kommet til skade i trafikken, selv om jeg talrige gange har løftet hænderne fra styret, cyklet over for rødt og trillet spritstiv hjem fra en natklub i Indre By. Og jeg har flere gange tænkt, at jeg nok tilhørte den særlige gruppe af mennesker, der ikke forandrer deres mønstre, før det går galt. Typen, som først skifter fra sommertøj til vintergarderobe, når den første halsbetændelse har ramt, som ikke holdt op med at ryge som 30-årig, som får panikanfald, hver gang han tjekker netbank og bliver konfronteret med det der lagkagediagram, der viser, at 30 procent af forbruget rubriceres under underholdningssymbolet. Et symbol, der er udformet som en drage i snor.

Sådan lidt carpe diem-agtigt eller lev stærkt, dø ung. Men med 42 år i bagagen er jeg begyndt at indse, at den mulighed er passeret for længst, og at det egentlig burde være o.k. at læne sig lidt ind i nogle voksne sikkerhedsforanstaltninger. Men det er ikke særlig rart, synes jeg, og det er måske, fordi de både sikrer en og fungerer som en påmindelse om, hvad det er, de skal sikre imod.

Holdt for rødt – kørte, når der var grønt

I begyndelsen af denne uge startede jeg på nyt arbejde, og da jeg efter måneder med hjemmekontor, begav mig ud på cykelstierne mellem Vesterbro og Nørrebro, var det iklædt både tyk vinterfrakke og den runde cykelhjelm. Jeg kørte stille og roligt og så mig godt for i trafikken. Jeg holdt for rødt og kørte, når der var grønt. Men jeg var hundeangst hele tiden. Kiggede mig konstant til siderne og turde nærmest ikke overhale nogen.

I stedet for at føle mig sikker i pedalerne følte jeg mig mere vaklende end nogensinde, og hver gang jeg kom tæt på en bil, fik jeg billeder i hovedet af cykelstyrt og flækkede cykelhjelme. Jeg følte mig som en lille dreng igen. Skrøbelig og usikker og meget langt fra en ungdommelig drønnert med livet foran sig. Og jeg fik det ikke bedre i kroppen, da jeg senere på aftenen mødtes med en kammerat, som begyndte at grine højlydt, da han så mig med min sorte cykelhjelm.

»Du ligner en klovn,« sagde han. »Hvorfor fanden køber du ikke en af de der cool kraver, der puster sig op, hvis du falder.«

Og du kender dem sikkert godt. Det er en airbag til hovedet, der koster en bondegård, og som skal lynes rundt om halsen, og min umiddelbare reaktion var, at han havde ret, at jeg selvfølgelig skulle investere i en sådan. Også selv om der er flere eksempler på, at den er eksploderet ud af det blå på velhavende urbane cyklister, der bare har holdt stille midt i et lyskryds, og selv om jeg egentlig synes, at de ser virkelig irriterende ud og mest af alt ligner en slags storbyens præstekrave.

Trangen til at camouflere faren

Men de får mig også til at tænke på noget andet. Nemlig menneskets angst for dødeligheden og vores trang til at camouflere de farlige sider af tilværelsen i usynlig overvågning, bekostelige forsikringer mod snart sagt alt og en stigende brug af kosmetiske indgreb, der forsøger at skjule kroppens forfald og skaber en falsk fornemmelse af, at vi kan leve for evigt, og at vores valg ingen konsekvenser har.

»Man kan forsøge at styre sin tilværelse, men den har det med at gå sine egne veje, og derfor er det meget fint at blive mindet om både sin skrøbelighed og magtesløshed.«


Men det tror jeg, at de har. Når sikkerheden går fra at være et aktivt valg til et skjult valg, så har de det også med at blive en form for sovepude eller skalkeskjul. Overvågning luller os ind i tanken om, at vi kan bytte en lille bid af vores personlige frihed med et samfund tømt for kriminalitet. Forsikringer lover os en fremtid uden økonomisk usikkerhed. Og kosmetiske operationer fortæller os, at vi alle kan være Jane Fonda som 80-årig. Hot som ind i helvede, også selv om vi ikke kan bøje knæene.

Verden er ustyrlig, og tilværelsen usikker. Australien brænder, og Amerika er ved at tænde op for en ny krig. Man kan forsøge at styre sin tilværelse, men den har det med at gå sine egne veje, og derfor er det meget fint at blive mindet om både sin skrøbelighed og magtesløshed. Og det er nok derfor, jeg har sådan et dobbelt forhold til min nye cykelhjelm: For den minder både om min storebrors omsorg og min egen dødelighed.

Og at det faktisk er helt o.k. Lige nu.