Chris P: Det betyder CPH Pride for mig

Copenhagen Pride handler ikke kun om glitter, alt for korte shorts og veltrænede overarme. For Chris Pedersen er den en fejring af den selvvalgte familie.

Foto: Thomas Lekfeldt

Blod er tykkere end vand, men for nogle mennesker er vandet at foretrække, og særligt i disse år lader det til, at flere og flere undersøger behovet for at redefinere, hvad familien egentlig er for en størrelse. Og særligt i homomiljøet dækker ordet familie ofte over et noget broget udvalg af mennesker, som er blevet samlet op på gaderne, på dansegulvet og ikke så sjældent i sengen. Selv for mig kan det virke forvirrende, når familiemønstrene listes op med to mødre, en far og dennes nye kæreste, som så i øvrigt har fået børnene i så forskellige konstellationer, at det kan minde om et kludetæppe snarere end et stamtræ.

Men for mig dækker ordet familie også over andet end far, mor og børn. Nemlig de mennesker, der igennem årene er blevet til noget andet og mere end bare »venner«, og som jeg nu betragter lige så meget som familie som min biologiske. Der er ekskæresten, som jeg mødte en sen nat i slutningen af 90erne, og med hvem jeg for nylig fejrede konfirmationen af hans niece. Vi var sammen med dem, der engang var min svigerfamilie, og som nu er tættere på mig end mine egentlige onkler og tanter. Og veninden, som jeg samlede op på universitetet, flyttede sammen med i New York, og hvis mor jeg nu betragter som en form for svigermor med alt, hvad det ellers indebærer.

Når jeg var knust af hjertesorg

Men der er også andre mennesker, som har sat deres umiskendelig aftryk på mig, og som jeg tænker på som onkler eller tanter, og som med deres familiære generøsitet har formet mig. For eksempel de to mænd, som jeg arbejdede for, da jeg kom til København med firetoget i 1996. Aldrig kysset og med absolut nul erfaring med kærlighed, parforhold, sex og alle de problemer, som det kunne føre med sig. Jeg var 19 år gammel, de var omkring de 50, og det var dem, som med en forældreagtig mine fortalte mig om sikker sex, trøstede mig, når jeg var knust af hjertesorg over et one-night stand, og som pegede de gode drenge ud i Pisserenden. Og vrængede ad de dårlige.

Det var også dem, der skældte mig ud, da jeg i en periode blev lidt for betaget af natten, og som bad mig tænke over fremtiden, min uddannelse og ikke mindst min selvrespekt. Og da jeg desperat manglede et sted at bo, var det dem, der lagde en konvolut på regnskabsbordet med penge til min første andel i et kollektiv.

Mit liv havde været markant anderledes uden dem, og jeg tænker ofte, at det ikke havde været til det bedre, og det er ikke, fordi jeg klandrer min egen mor og far for deres opdragelse. Det er bare en stærk erkendelse, at de ikke var i stand til at se andet end mit omrids, og at det først var senere i mit liv, at både min karakter og mine udfordringer blev skarpt tegnet op. En erkendelse af, at jeg ganske enkelt ikke kunne bruge deres erfaringer i det liv, der lå foran mig som ung homoseksuel mand. Det var umuligt for dem at sætte sig ind i den nærmest lammende frygt for at få aids, og det virkede umenneskeligt at ringe til min mor på Fyn for at fortælle hende, at jeg endnu en gang var blevet truet på åben gade, uden at nogle af de forbipasserende greb ind.

»Kom hjem,« sagde hun den ene gang, hvor jeg ringede. Men sagen var, at »hjem« allerede var blevet en uklar størrelse. Var hjem her eller der?

København eller Kerteminde?

Det ved jeg stadig ikke.

Da min mor døde af kræft sidste sommer ved denne tid, slog det mig, at jeg endnu ikke ved, hvor jeg skal begraves. I København eller Kerteminde? Det førte til en snak med min bedste ven om, hvem der egentlig skal passe på mig, hvis jeg skulle blive syg som hende? Familien på Fyn eller »familien« i København? Jeg ved godt, hvad jeg helst vil, men den selvvalgte familie har den ene svaghed, at vi kun sjældent får talt om netop krisetiderne, og når jeg ser mig omkring, så er det ofte her, at sprækkerne mellem de to familietyper viser sig. Den biologiske familie træder hurtigere til. Den selvvalgte undlader nogle gange at vælge. Men vi har talt om det nu. At den selvvalgte familie er lige så forpligtende som den biologiske, og at vi skal være der, når jorden brænder. På godt og på ondt.

Og det er det, som jeg fejrer, når jeg er til priden. Den selvvalgte familie og alle de sære mulige og umulige definitioner på køn og identitet, det gode liv og de bindende relationer. Og når jeg kigger mig omkring blandt mine heteroseksuelle venner – på skilsmisserne og deres stadig mere komplekse konstellationer – så tænker jeg, at også de burde tage med til priden. For hvem udgør egentlig deres sikkerhedsnet? De kan selvfølgelig også nøjes med mindre. De kan samles om en pose Malaco Familie Guf med regnbueflag og sende en tanke til os andre på Rådhuspladsen.