Byen er en fræk flirt, en elegant elsker og en værdifuld ven

»Pladsen stod i en glans af historisk skønhed og rytterstatue-beklædt magi og mindede mig om den historie, vi bliver en del af, når vi vælger adresse. Alt det, vi glemmer, når vi vader forbi i regnvejr og midt i et metrobyggeri, der føles som en daglig, visuel voldtægt,« skriver Birgitte Borup

Byline foto billede 2018 Bylinefoto Birgitte Borup Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

I et af afsnittene af den legendariske serie »Sex and the City« siger hovedpersonen Carrie Bradshaw de ord, der blev singlekvindens credo fra årtusindskiftet og frem.

»The city is my date!«

Byen, hun taler om, er naturligvis New York, som serien var med til at gøre til et mekka for kvinder fra hele verden, der ankom med deres MacBook i Balenciaga-tasken for at udleve drømmen om klummeskrivning og kærlighed. Men de kom også for at gøre New York til deres egen. For at overvinde storbyen, der med sin fallos-skyline er den ultimative, urbane overscoring, og hvis skalp kun tilhører de mest entuiastiske jægere i cityjunglen.

En by, hvadenten det er New York eller Nærum, kan være en kærlighedsaffære så intens, at vores hjerter flænses, når vi forlader den, og heles, når vi vender hjem igen. Byen kan være en fræk flirt, en elegant elsker og en værdifuld ven. Men først og fremmest føles de byer, vi elsker mest, som et helligt, helende og hjertevarmt hjem.

»En by, hvadenten det er New York eller Nærum, kan være en kærlighedsaffære så intens, at vores hjerter flænses, når vi forlader den, og heles, når vi vender hjem igen. «


Et af de spørgsmål, alderen konfronterer os med, er, hvor lykken findes. Ikke bare den glimtvise af slagsen, der opstår, når vi får et 12-tal, et glas køligt Meursault på en varm sommerdag eller et opkald fra en sprød forelskelse. Efterhånden, som rynkerne indfinder sig, efterstræber vi den vedvarende, konsistente glæde, der ligger som en stille puls i hverdagene og får hjertet til at banke i den rigtige rytme. Roligt, tilfreds og afklaret med, hvad der er uforanderlige livsvilkår, og hvad der ligger inden for handlingens råderum.

Den japanske digter Basho skrev, at »Hver dag er en rejse, og rejsen selv er dit hjem«. Sandt nok, men rejsen er absolut sjovest, når den foregår i omgivelser, vi trives i. Langt henad vejen er det med byer som med mennesker: Vi husker først og fremmest, hvad de får os til føle. En grim samling parcelhuse kan være et paradis, mens byer med smuk renæssancearkitektur og trendy zeitgeist kan ende som en sort plet i erindringen, hvis stemningen er forkert. Følelsen af hjemlighed og lykke opstår i et udefinerbart dyb, hvor der som regel er fyldt med gode mennesker og meningsfyldt hverdag.

Min egen dybe kærlighed til København manifesterede sig, engang jeg landede efter et ophold i den personlighedsforladte Tampa i USA og en sen nattetime kørte forbi et sneglitrende Kongens Nytorv. Pladsen stod i en glans af skønhed og rytterstatue-beklædt magi og mindede mig om den historie, vi bliver en del af, når vi vælger adresse. Alt det, vi københavnere let glemmer, når vi vader forbi i regnvejr og midt i et metrobyggeri, der føles som en daglig, visuel voldtægt.

Den samme kærlighed nærer jeg til Løgstør, min barndomsby, hvor himlens flammehav i solnedgangen får ethvert Turner-maleri til at ligne en børnehaveklassetegning - og til New York, som jeg engang indtog, kun medbringende min rullekuffert og en kolossal eventyrlyst, og hvor jeg endte med at blive i flere år. Her lærte jeg, hvordan en by på kan rodfæste sig i sine mennesker, og hvordan uendeligheden ser ud, hvadenten det gælder arkitektur, oplevelser, fiaskoer, opture eller muligheder. New York er den urbane formel på evig forandring, og deri består den tiltrækningskraft, som er blevet ikoniseret i Sex and the City og et utal af andre TV-serier, romaner og film.

Det er med byer som med kærester. Vi kan vælge at fokusere på deres fejl og mangler, eller vi kan ophøje det særlige, der gør dem til vores. Vi kan surmule i sofahjørnet, eller vi kan række armene ud og omfavne alt det, der får hjertet til at banke - altimens vi minder os selv om, at byer i modsætning til (de fleste) elskere ikke kræver monogami. Det er tilladt at elske flere ad gangen og dyrke dem på skift. Og når en by eller et sted først har sat sig fast i sjælen med al den skønhed og velkendthed, der gør, at vi tilgiver alle de fejl og mangler, der altid følger med - så er der gode chancer for, at kærligheden varer længere end alle verdens metrobyggerier tilsammen.