13 års ventetid til vinterbadning: »I saunaen får samtalen vinger«

Vinterbadeklubbernes ventelister går amok, og på moler og inderhavne hopper københavnerne i vandet i tusindtal for at blive kølet ned og varmet op igen. Gerne i fællesskab med andre, der er lige så begejstrede for den intense chokterapi. Berlingske har mødt seks inkarnerede kuldeelskere.

Foto: Linda Kastrup

»Da jeg begyndte at vinterbade, forsvandt min depression«

 

La Banchina: Hop i havnen fra en af broerne foran den lille blå restaurant La Banchina, hvor B&Ws portvagt engang huserede, og gå direkte over i en tøndeformet sauna med et kig ud til vandet i Krudtløbet. Restauranten stiller en sauna til rådighed, hvor man kan dukke op uden ventetid og få varmen efter en tur i det kolde vand. I hverdagene er det nemt at komme til, i weekenderne lidt vanskeligere. I ventetiden kan man drikke kaffe og spise en bid mad fra restaurantens enkle køkken.

Foto: Linda Kastrup.

Julie Ugleholdt, 31 år, forfatter og iværksætter:

»En efterårsdag i 2017 tog jeg ud til La Banchina og sprang i havet. Jeg havde fået en fødselsdepression et halvt år tidligere og var begyndt at gå til saunagus i svømmehaller, fordi jeg havde hørt, at det skulle være godt for kroppen at slappe af med vekselvirkningen af det kolde vand og saunaens varme. Jeg havde mange dårlige dage på det tidspunkt og svært ved at stå op om morgenen og foretage mig noget som helst. Da jeg begyndte at vinterbade, vækkedes hele min krop, og det gav mig det dér fantastiske rush, som mange taler om. Langsomt ændrede hele min sindsstemning sig, og pludselig kunne jeg slet ikke holde op igen. Nu kommer jeg to til tre gange om ugen. Og jo koldere jo bedre.

Første gang, jeg prøvede med is på vandoverfladen, var det grænseoverskridende. Jeg blev ved med at tænke på film med folk, der ryger ned under isen, men det viste sig at være helt fantastisk. Fornemmelsen af at hoppe ned i det kolde vand og gribe fat i isen, mens jeg kunne høre det syde i vandet fra min lille varme krop, hvis temperatur bredte sig ud i det kæmpe vand, var magisk.

Når jeg kommer op fra vandet efter mine badeture i dag, står jeg stille lidt tid og mærker vinden ramme min hud. Jeg kommer fuldstændig i ro og kan mærke mig selv og min krop. Jeg kan være i vandet i cirka et minut. Det kommer lidt an på, hvor koldt det er. Hvis jeg skal være i længe, er det vigtigt at trække vejret roligt, fordi man som det første går lidt i panik. Jeg plejer at være på La Banchina i to timer, og når at få syv dyk og syv omgange i saunaen. Har jeg god tid, er det svært at stoppe igen, fordi jeg altid har lyst til én runde mere.

Min mand kalder mig »uofficiel gusmester på La Banchina«, fordi jeg har mine egne olier med, som jeg hælder på brændeovnen i saunaen – blandt andet appelsinduft, ylang-ylang og geranium, der giver en dejlig aromaterapeutisk oplevelse. Er der andre folk i saunaen, bliver de altid glade for det.

Foto: Linda Kastrup.

Jeg bor i Nordvestkvarteret i København og skal gennem hele byen for at komme frem, og i det øjeblik, jeg er kommet over cykelbroen og væk fra det betonhelvede, jeg ellers lever i, er der mere ro på og natur. Der er ikke noget medlemskab, der binder mig til stedet. Jeg kan bare godt kan lide at være netop hér. I starten kom jeg, fordi der var optaget i alle byens badeklubber. Nu vil jeg ikke slippe det igen.

Når folk brokker sig over, at det bliver vinter og koldt, tænker jeg: »Yes, så kommer der is på vandet«. Jeg har lært nogle nye ting om mig selv og min krop og er meget opmærksom på, at jeg ikke skal tilbage i den tilstand, jeg var i under min depression. Så jeg bliver ved. Det kan godt være, det ikke genererer direkte profit, men det gør det på et andet plan, for jeg vil ikke kunne holde til at arbejde så meget, hvis jeg ikke passede på mig selv.«

Hvor: La Banchina, Refshalevej 141A, 1432 København.

Hvornår: Mellem klokken 8.00 og 20.00.

Pris og forhold: 50 kr. pr. gang. Kræver ikke medlemskab.

 

»Jeg har ikke været i bad i de 10 år, jeg har vinterbadet«

 

Charlottenlund Søbad: Der går rygter om, at beboerne i nabolaget fik deres au pair-piger til at lægge sig i kø i soveposer over natten, dengang man skulle møde op personligt for at komme på ventelisten til badeklubben på den mondæne adresse. I dag skriver man sig på en elektronisk venteliste. Man har mulighed for 20 gæstebesøg over en vintersæson, når man er på ventelisten, som lige nu tæller 2.300 personer og en ventetid på i nærheden af 12 år. Når man først er inde i varmen, tilbyder Charlottenlund Søbad nogenlunde det samme, som mange andre badeklubber: Man kan hoppe i Øresund for derefter at komme ind i saunaen med havudsigt og være med til måneskinsbadning, når vejret tillader det.

Foto: Linda Kastrup.

Marie-Louise Sørensen, 42 år, præst:

»Jeg skal højst bo ti kilometer fra havet, fordi jeg dypper mig i vandet hver morgen, for så at komme tilbage igen om eftermiddagen, hvor jeg svømmer og går i sauna. Jeg har ikke været i brusebad, siden jeg startede med at vinterbade i 2008. For mig har saltvandet en utrolig sund og rensende effekt. Hårvasken er også blevet reduceret, og jeg har kun fået komplimenter for, hvor sundt og godt det ser ud. Der er mange, der bruger penge i dyre domme på at købe saltvandsspray. Man kan jo bare gå i vandet!

Jeg er nyuddannet præst og har haft vikariater rundt omkring i landet, hvorfra jeg har badet. Nu bor jeg på Østerbro i København og benytter mig mest af Charlottenlund Søbad. Som mennesker er forskellige, er klubber også forskellige, men når man først er nøgen og sidder i saunaen, er der ikke den store forskel.

Da jeg i 2008 ville ind i Charlottenlund Søbad, lå jeg i kø i min sovepose henover natten. Jeg var nummer 43, og der kom mellem 200 og 300 mennesker. Jeg tror, det er så populært, fordi det ligger godt og har en stor god sauna med et godt blik fra. Der er en god vanddybde, man kan bunde og hurtigt komme ud på det dybe. Ellers kan jeg ikke gøre mig klog på, hvad der er af præferencer.

Det er ofte de samme mennesker, man møder, når man bader hver morgen. For mig har det haft en betydning, fordi jeg er alene, og mens jeg læste til præst, kunne det nogle gange være den eneste kontakt med andre, jeg havde på en dag. Det nuværende Charlottenlund Søbad har 30 år på bagen. Det gamle satte de op hvert år og pillede ned igen, når sæsonen var slut. Jeg har talt med flere af de ældre herude, som har lært at svømme på badeanstalten, så det er et sted med historie.

Det er noget særligt at svømme i koldt vand. Jeg bliver lige clearet, og så skal jeg bruge fokus på at være til stede i det kolde vand. Man skal slappe af og ikke fokusere på, at det er koldt, men på at svømme. Jeg har i november ligget og svømmet 200 meter i én grad varmt vand og tror, det giver mig lige så meget som at løbe ti kilometer. Jeg kan mærke, når endorfinerne bliver frigivet. Det er en meget stor velværefølelse, der dukker op. Den kommer hver gang, hvis jeg svømmer langt nok.

Nu har jeg badet regelmæssigt i ti år og er spændt på, om vinterbadningen en dag vil gøre en forskel for mig, fordi vi i min familie har hjerte-kar-sygdomme, og jeg ved, jeg er i risikozonen. Måske kan det hjælpe, at min blodgennemstrømning gennem kroppen bliver motioneret hver dag.

Havet er en enorm naturlig kraft, så man skal vide, hvad man har med at gøre. Man kan blive taget af en strøm eller få et ildebefindende, og når det er koldt og vinter, går der ikke ret lang tid, før det bliver livsfarligt. Jeg beder altid Gud om at passe på mig, når jeg går i vandet, men sker det, at jeg skulle omkomme, så er det mens, jeg har det godt.«

Hvor: Charlottenlund Søbad, Kystvejen 2, 2920 Charlottenlund.

Hvornår: Døgnet rundt.

Pris og forhold: Ventelistegebyr 150 kr årligt. Vinterkontingent 800 kr.

 

»Det er jo ikke rocket science, men bare folk, der hopper ned i noget koldt vand og bagefter har det godt og varmt.«

 

Vinterbad Bryggen: Hos Vinterbad Bryggen vil man slå et slag for sammenhold og diversitet. Alt arbejde i klubben er frivilligt og bygger på ideen om, at man bidrager og giver mindst lige så meget, som man tager. Vinterbadeklubben er stadig åben for nye medlemmer og har i de seneste år oplevet, at folk kommer langvejs fra. Der er flere unge medlemmer i alderen fra 18 til 25 end ældre, og heriblandt mange studerende. Her er saunagus tre til fem gange om ugen og et fast nytårshop den 31. december klokken 12.00, som tiltrækker omkring 1000 vinterbadere.

Foto: Linda Kastrup.

Frederik Lean Hansen, 30 år, medstifter af CPH Foodtech Community og projektleder for Growstack.org:

»Jeg begyndte at vinterbade for to sæsoner siden, fordi jeg var nysgerrig … og for at være ærlig, også fordi der er lidt for gråt i Danmark om vinteren. Der var mulighed for at skabe en form for lyspunkt i en mørk tid. Jeg havde læst, at der findes både fysiologiske og mentale fordele ved vinterbadning, men jeg er sådan en type, der sjældent rigtig tror på ting, før jeg selv prøver det – og det virkede. Jeg tror, det er fordi, man bogstaveligt talt bliver nødt til at leve i nuet i det øjeblik, man hopper ned i vandet. Man er ganske simpelt ikke i stand til at tænke på andet. Hvis jeg gør det rigtigt, føler jeg, at jeg har mere energi resten af dagen og får ofte et decideret dopamin-kick ud af det, når jeg veksler mellem at gå i sauna og i vandet.

Det kan afskrække mange, fordi det er så koldt. Man kommer ud af sin comfortzone, men når man først er hooked, har man jo lyst til at blive ambassadør for fænomenet. På den måde spreder vinterbadning sig som ringe i vandet, også fordi det har potentiale til at være en social ting. Jeg tror ikke, det er tilfældigt, at der er så mange unge vinterbadere nu, for de tænker bare: »Fuck it, lad os prøve det«. Jeg vil ikke sige, at det er hipt. Jeg tror bare, at folk gør det, fordi det er hyggeligt. Det er jo ikke rocket science, men bare folk, der hopper ned i noget koldt vand og bagefter har det godt og varmt. Jeg tror, der er rigtig mange mennesker, der vil kunne få stor nytte af at vinterbade, fordi det er ligesom at starte dagen med et reset. Du giver din krop et chok, og så er du i gang.

Sidste år blev jeg gusmester og kører nu gus hver mandag klokken 7.30 med meditation og lidt jazz. Jeg har været ret overrasket over, at der er fuldt booket hver gang.

En dag, jeg var hernede at vinterbade sammen med en ven, kom vi til at snakke om, at det kunne være fedt at lave vinterbad, lige præcis dér, hvor det passer os og måske samtidig åbne folks øjne for vinterbadning. Så vi er i gang med at bygge en mobilsauna ud af en campingvogn fra 1980erne. Nu har vi udhulet den og mangler bare at få fat i en passende ovn.«

Hvor: Vinterbad Bryggen, Islands Brygge 14, 2300 København.

Hvornår: 06.00-22.00.

Pris og forhold: Indmeldelsesgebyr 425 kroner. Kontingent 400 kroner. Åben adgang for alle.

 

»Er vejret crazy, kan vi snakke om det bagefter«

 

KBH Vinterbad: I 2015 startede Mikkel Bendixsen Facebook-klubben »KBH - Vinterbad« sammen med sin fætter Jonas Zacho Jacobsen. På første billede efter første badetur står kun Mikkel og Jonas på deres faste badested for enden af molen ved Svanemøllen Strand. Herefter begyndte rygtet at sprede sig. I dag har de 290 medlemmer. Badningen foregår hver anden søndag klokken 10.00 og er gratis. Mikkel Bendixsen, der holder af jazz, medbringer altid en højttaler, hvorfra musikken forplanter sig ud over havet, mens der bliver klapret tænder i vandet. Bagefter er der et lille sammenskudsgilde.

Foto: Linda Kastrup.

Mikkel Bendixsen, 27 år, projektleder i eventbureauet Circle Company:

»Det, der generelt er sjovest ved den her klub, er, når jeg står for enden af molen søndag morgen og aldrig ved, om der kommer fem eller 25 på dagen. Jeg står bare dér i min badekåbe og ser alle mulige dukke op. Nogle siger »Er det her, I bader?«, andre bare »Godmorgen«. Det føles fantastisk, at man har sat noget ud i verden, der handler om god stemning. Nogle er blevet venner og et par har været på date.

Folk er i alderen fra 18 til 80. Min farfar, der er i midten af 80erne, og i øvrigt tager 1.000 sjippetag hver dag, er næsten altid med. Sidste gang kom en svensk fyr, jeg aldrig har set før. Han var flyttet til København, og jeg tror, han gerne ville møde nogle nye mennesker. Der kommer også nogle stille typer, der bare synes, det er dejligt at have noget sammen med andre mennesker. Det bliver hurtigt en lille familie hernede. Bagefter går folk jo rundt og snakker sammen, mens de drikker kaffe og spiser snacks.

Jeg bliver hver gang overrasket over, at der overhovedet kommer nogen mennesker. Og så lærer man jo alle mulige at kende. For eksempel en operasanger, der hedder Simon Duus og er en super fyr. Han inviterede os alle sammen ind og høre ham synge. Det var aldrig sket, hvis vi ikke havde mødt ham til vinterbadning. Så det holder det sociale gen i live og er også derfor, jeg gør det på dage med dårligt vejr. Og er vejret lidt crazy, kan vi snakke om det bagefter.

Jeg følger folk fra USA, der er guruer inden for sundhed, som for eksempel Tony Robbins, Timothy Ferriss og Wim Hof. De taler alle sammen om sundheden ved vinterbadning. Da jeg selv gik i gang, opdagede jeg, at jeg havde det vildt fedt oven på kuldechokket. Man får jo det dér bloodrush, hvor blodet kører hurtigere rundt, og man får varmen bagefter. Da min fætter og jeg ville i gang, researchede vi efter klubber og fandt ud af, at der var alt for lang ventetid. Vi havde heller ikke penge til at betale for et medlemskab. Derfor startede vi selv en klub på Facebook og måtte vente og se, om der også var andre, der syntes, det kunne være fedt, at der altid var nogle makkere.

Foto: Linda Kastrup.

Jeg har en drøm om en mobil sauna, men det skal fortsætte som en gratis klub. Altid. Hvis det stod til mig, skulle vi have saunaer ved alle faste badesteder i København. Vi har jo super godt, rent vand, som vi skal sætte pris på, især med de kuldesæsoner, som vi ved kommer. Hvert år.

Hvor: KBH - Vinterbad, Svanemøllen Strand, Strandpromenaden 30, 2100 København.

Hvornår: Hver anden søndag klokken 10.00.

Pris og forhold: Gratis. Du skal blot melde dig til på Facebookgruppen »KBH - Vinterbad«.

 

»Man spørger jo heller ikke sig selv, om man skal børste tænder hver morgen«

 

Helgoland/Det kolde Gys: For enden af broen, helt ude i vandet på det turkisfarvede træfort, Helgoland Badeanstalt, holder vinterbadeklubben »Det Kolde Gys« til. I Danmarks ældste vinterbadeklub med veteraner, der har været med i mere end 40 år, har københavnerne hoppet i det kolde hav siden 1929 og været en del af Københavns største vinterbadeforening med næsten 6.000 medlemmer. Vinterbadeklubben har fem saunaer på anlægget, hvor der i den store fællessauna er panoramaudsigt til hav, bro og strand. Her arrangeres saunagus og fuldmåneaftener med fællesspisning og havbad i månestråler – næste gang er den 22. december!

Foto: Linda Kastrup.

Anne-Marie Høeg, 84 år, pensioneret skolelærer:

»Jeg har altid godt kunnet lide koldt vand og skal også have koldt vand i slutningen af brusebadet. Det stammer fra, jeg var barn og blev badet i mine forældres hus i kælderen, hvor min mor sluttede med at tage en stor kasserolle med koldt vand fra vandhanen og hældte over mig. I dag bader jeg ikke så meget om sommeren. Det er det kolde vand, jeg er interesseret i. Og når jeg har været i havvandet, går jeg ikke i brusebad bagefter.

Jeg startede med at vinterbade i 1979 og fandt ud af, at det gav mig et kick, og at jeg mange timer efter havde varmen i kroppen. Der er mange, der går i sauna. Det er ikke noget for mig. Når jeg har været i vandet, går jeg rundt og luftbader.

På de allermest kolde dage kan jeg være i vandet mellem et halvt og et helt minut, og jeg har også selv været dén, der hakkede hul i isen. Der er forskel på, hvad det er for is. Er det tallerkenis, kan man godt blive skåret lidt i huden. Det opdager man først, når man kommer op af vandet.

Det handler ikke bare om at bade for mig, men også turen herned langs Amager Strand med fugle, træer og buske. Morgenerne med solopgang og skyer er et meget smukt panorama. Jeg har mange gange tænkt, at det er synd, at folk ikke ser det her. Jeg følger årets gang på første hold. Da jeg arbejdede som lærer i Kastrup, blev det til en lang cykeltur bagefter. Nu cykler jeg ad villaveje og stier fra Smyrnavej, hvor jeg bor.

Jeg er efterhånden blevet den ældste aktive vinterbader i klubben, og når man har badet i knap 40 år som mig, bliver man ikke pludselig træt af det. Man spørger jo heller ikke sig selv, om man skal børste tænder hver morgen. Jeg ved ikke, om vinterbadning har gjort mig sundere. Jeg tror, de mennesker, der vinterbader, er i rimelig god form, også fordi vi er nogle mennesker, der i sig selv orker at tage ned at bade. Vi er aktive og udadvendte mennesker. Jeg er kun udeblevet, hvis jeg skulle på ferie, har haft migræneanfald eller dengang, jeg havde brækket min fod.

Jeg bader fire til fem gange om ugen og hører i dag til en gruppe, der bader sammen om morgenen omkring 06.30. Så synger vi sammen klokken 07.00 ud over Øresund. Det kan være en sang fra Højskolesangbogen eller en John Mogensen-sang, og bagefter drikker vi kaffe. Jeg kom ind i gruppen en dag, hvor jeg havde smækket mig ude fra dameomklædningen og gik ind til herrerne og fandt ud af, at der var andre damer herinde, og så er jeg kommet her lige siden.

Foto: Linda Kastrup.

Vi er jo inde i en form for sundhedsbølge. Så er den ene blevet veganer, og den anden dyrker fitness. Der er bare meget mere fokus på, hvordan man har det. I dag åbner man jo op for mange flere mennesker i »Det Kolde Gys« end tidligere. Det generer ikke mig, for jeg kommer så tidligt om morgenen, hvor jeg ikke oplever det store rykind.«

Hvor: Det Kolde Gys, Øresundsstien 1, 2300 København S.

Hvornår: Døgnet rundt.

Pris og forhold: Indmeldelsesgebyr 800 kr. Kontingent 600 kr.

 

»Der sker noget med samtalen, når vi sidder i saunaen. Nogle gange får den vinger.«

 

Svanemøllebugtens vinterbadelaug: På Svanemøllehavnens nordmole ligger et sort badehus med en sauna på førstesalen og en have foran. Om sommeren kommer medlemmerne af Svanemøllens Vinterbadelaug ned og spiser morgenmad før morgendukkerten, mens andre møder op for at sole sig. Når vintersæsonen sætter ind, er fokus på hurtige bade, sauna og gus. På grunden er også et råt udendørsskur til omklædning, som ikke-medlemmer er velkomne til at benytte, ligesom klubbens badebro. Til gengæld er der langt til et medlemsskab – der er 1.300 på ventelisten og cirka 13 års ventetid.

Foto: Linda Kastrup.

Jasper Holm, 46 år, uddannelsesleder på Akademisk Studenterkursus:

»Tilbage i 2012 lå jeg og svømmede open water-svømning med mine venner i Svanemøllebugten, og så fortsatte vi egentlig bare sæsonen, og lige pludselig var det vinterbadetid.

Den helt store ting for os er at mødes før eller efter arbejde og lige så stille starte eller slutte dagen, blive møre i kroppen, tale med hinanden og dyrke det sociale fællesskab. Det er helt ubeskriveligt fedt at mødes med mine venner på den måde. Der sker noget med samtalen, når vi sidder i saunaen. Nogle gange får samtalen ligefrem vinger. Vi er jo fyre, og for os kan det blive helt rituelt, at vi sidder her og sveder. Livet kan få plads. Der sidder jo også mange andre mennesker, så vi taler sagte, og det giver en særlig koncentration. Indimellem er der store samtaler mellem alle i saunaen – blandt andet om hvordan havnen skal udbygges. Der er panoramavinduer ud over hele bugten, så vi sidder jo og ser ud på de store ombygninger.

For min kone og mig er det blevet til et mødested med vores venner, som vi tit spiser brunch med, efter vi har vinterbadet. Saunaen er både for mænd og kvinder. De fleste bader nøgne, for det er ikke særlig rart med det våde badetøj om vinteren, og så sidder man jo med et håndklæde om sig inde i saunaen. Personligt er jeg ret ligeglad med, om folk har tøj på eller ej. Det er også fint nok, at der før 1. oktober er krav om, at man har badetøj på, hvis man bruger faciliteterne. Der kommer jo alle mulige forbi på stierne og ude på vandet.

Når det høvler ned med hagl, skær' i kinderne og verden vender vrangen ud, er det ekstra fedt. Jeg har prøvet, at vanddråber er frosset til is i nakken, inden jeg er nået fra vandet og ind i saunaen. Der ligger helt sikkert en lille udfordring for mig i at være vinterbader – lige at overskride den konkrete grænse, der er i, at vandet faktisk er koldt, og jeg ved, at jeg belønner mig selv med, at det lige om lidt bliver rigtigt dejligt inde i saunaen. Jeg kan også godt lide at komme herned om aftenen, hvor der er kulsort nat.

Foto: Linda Kastrup.

Jeg kan i det hele taget godt lide vand, og har også sejlet kajak hernede. Ellers løber jeg, styrketræner, træner på rulleski og løber langrend. Så jeg tror, min krop synes, det er enormt rart i løbet af en dag at blive husket på at slappe af. Og her i saunaen kommer jeg helt ned i min krop. For mig er det en velvære indefra.«

Hvor: Svanemøllebugtens Vinterbadelaug, Svaneknoppen 7, 2100 København.

Hvornår: 06.00-24.00.

Pris og forhold: Indmeldelsesgebyr 310 kr. Kontingent 750 kr.