Det er Janus Friis' skyld

Kreative og værdiskabende individer gør danskerne fattigere, mener Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Al tilgængelig statistik peger på, at danskerne er blevet stadig mere velstående. Især de sidste fem år har været gode år -økonomisk set. Denne glædelige nyhed bliver nu vendt på hovedet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der i en ny rapport mener, at antallet af fattige mennesker stiger i Danmark, helt præcist med 50.000 fra 1993 til 2004. At det er teknisk muligt at nå til denne omvendte konklusion, skyldes Erhvervsrådets regnemetode. Rådet siger nemlig: Fordi flere danskere er blevet mere velstående, er fattigdommen vokset relativt for dem, hvis velstand ikke er steget lige så meget. Det er med andre ord Janus Friis' skyld, at der er blevet flere »fattige« i Danmark. Typer som han - driftige, kreative og værdiskabende individer - gør andre fattige.

At denne regnemetode bygger på den rene og skære Erasmus Montanus-logik, behøver man ikke engang være stuelærd for at se. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd kunne lige så godt have proklameret følgende nonsens: Flere er blevet rige. De fattige er ikke rige. Altså er de fattige blevet fattigere.

Det kan man så grine lidt ad. Men den triste nyhed er, at rapporten indskriver sig i en stærk tendens til at være besat af lighed, en besættelse der ser ud til at være umættelig. Nok er striden mellem lighed og frihed lige så gammel som den politiske tænkning, men det afgørende nye på vore breddegrader består i, at ligheden er blevet ortodoks og nærmest ukrænkelig, mens friheden opfattes som stadig mere bizar. Dette værdiskred så vi klart udtrykt, da socialminister Eva Kjer Hansen blev banket på plads efter sin uskyldige bemærkning om lighed og ulighed i 2005, og siden er det gået slag i slag: Lighed er godt, ulighed ondt.

Når politikere, meningsdannere og smagsdommere gentager denne remse dag ud og år ind, er det ikke sært, at en stor del af befolkningen til sidst tænker, at der må være noget om snakken til trods for, at Danmark notorisk er et af verdens mest lighedsprægede samfund. Lighed er således ikke ligefrem en mangelvare. Det er i stedet en bred accept af, at talent, opfindsomhed og slid skal belønnes, selv om det måtte føre til større økonomisk ulighed på den korte bane. Pointen er netop, at vi alle bliver rigere på den lange bane i og med, at værdiskabelse kommer alle til gode, og i øvrigt er med til at styrke den selvopretholdelseskultur, ethvert samfund er dybt afhængig af. Uden den, ingen fremtid.

Ud fra både en pragmatisk og en principiel betragtning er der derfor grund til at lette på lighedslåget i Danmark. Vi kan ikke leve af at være lige. Vi kan kun leve af, at tilpas mange danskere finder det umagen værd at gå på arbejde og skabe værdi og dermed hjælpe både sig selv og samfundet. Foruden dette simple incitament vil vi alle blive fattigere - og ikke engang lige fattige.