Det danske étpartisystem

Har man en særlig forkærlighed for at opsøge paradokser, skal man blot kaste et blik på det danske samfund og dansk politik. Paradokserne står i kø. F.eks. ligner Danmark et regelret demokratisk flerpartisystem, hvor vores parlament rummer hele 8 forskellige partier.

Tilsyneladende.

Tidligere var der endnu flere, hvilket bl.a. hænger sammen med, at vi i Danmark har en relativ lav spærregrænse på 2 pct. I Tyskland er den på 5 pct. Men det skyldes utvivlsomt Tysklands historie, hvor den tyske »Reichstag« under Weimar-republikken var fyldt til bristepunktet af små latterlige og i øvrigt indbyrdes stridende partier, netop fordi spærregrænsen var meget lav. Nogle historikere tillægger ligefrem disse forhold en afgørende betydning for udviklingen hen imod Hitlers magtovertagelse i 1933.

Og der er noget om snakken, for i præcis perioden fra 1929, hvor børsen krakkede i New York, og indtil Hitler overtog magten, var der masser af dybt alvorlige problemer for ansvarsbevidste politikere og deres respektive partier at tage sig af. Det gjorde de bare ikke. De ævlede og kævlede. I lille selvglade Danmark med en lang demokratisk tradition har vi det ydermere med at prale af vores flerpartisystem, hvor alle beslutninger er tilvejebragt gennem kompromiser hen over den såkaldte midte. Der, i dette politiske smørhul, har Det radikale Venstre bekvemt lagt sig og har derfor lige så bekvemt indrettet sig med den selvopfattelse, at de – og de alene! – repræsenterer garanten for det samarbejdende folkestyre. Ikke mindst i dette lille, men uhyre indflydelsesrige segment af det politiske spektrum har man altid hånligt henvist til USA, hvor der som bekendt kun er to store partier, demokraterne og republikanerne.

Næ, så er vi i Danmark da meget mere demokratiske og nuancerede – og civiliserede. For vi har Det radikale Venstre, som er politisk parkeringsplads for politikere med statsgaranterede rigtige meninger.

Men ved nærmere eftersyn holder påstanden ikke. Danmark er et étpartisystem. Folketinget er ét stort socialdemokrati, som efter velfærdsstatens cementering i løbet af 1960erne og 70erne kun har én eneste opgave: at forvalte Danmarks uforlignelige bidrag til global civilisation: den socialdemokratiske velfærdsstat. »Ideologi er noget bras«, sagde forhenværende statsminister Poul Schlüter. Og noget tilsvarende – om ikke siger, så praktiserer vores nuværende statsminister Anders Fogh Rasmussen. Der gives i Danmark ikke noget hverken under, over eller ved siden af velfærdsstaten. Alle politiske partier fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti er enige om, at den danske, socialdemokratiske velfærdsmodel kun lige akkurat befinder sig på trinnet inden opstigningen til det fuldkomne samfund. Der er ikke mere at komme efter. Vi kan nu trygt hvile på laurbærrene og dernæst eksportere vores »know-how(-alone)« til alle de mange reaktionære lande og befolkninger rundt om på jordkloden, som endnu ikke har set lyset fra det høje nord. - Var der nogen, der sagde religionserstatning?

Politikerne er blevet regelrette forvaltere uden hverken visioner eller ideer. Navnlig, hvis disse ideer og visioner indebærer en indskrænkning af velfærdsstatens domæne og dermed deres egen magt.

Lad mig komme med et eksempel. Den største arbejdsplads i den ny Frederikshavn Kommune er – guess what: Frederikshavn Kommune! En politiker, der har visioner og ideer til at bedre vilkårene for civilsamfundet og give det mere frihed og ansvar, vil følgelig ikke have en jordisk chance for at blive valgt, fordi disse ideer og visioner går på tværs af alle de mangfoldige interesser, der er knyttet til, at velfærdsstatens lokale repræsentant, Frederikshavn Kommune, vedbliver med at være, som den hele tiden har været. Har man som politiker den opfattelse og vision, at ansvar over for egen familie og børn først og fremmest er privat, og at børn har krav på langt mere af deres forældres tid og omsorg, så vil man naturligvis ikke i første række støtte en udbygning af kommunale pasningstilbud, men henstille til forældrene selv at træde i personlig karakter og give afkald på noget af den kolossale rigdom, som velfærdsstaten - paradoksalt nok! - netop har skabt grundlag for, at danskerne har kunnet skrabe til sig. Vi er jo ved at drukne i økonomisk overflod.

Med garanti: det er der ingen letkøbte stemmer i. Hverken fra de forældre, som har utroligt travlt med sig selv og deres karriere og friværdier – eller de mange ansatte i den kommunale forvaltning, som nu engang lever af, at politikerne over en bred kam er forbløffende enige om, at velfærdsstaten kun kan blive større og mere voluminøs.

De politiske diskussioner er ren staffage og skuespil. Det skal få det til at tage sig ud, som om Danmark er et multi-politisk samfund. Det er det ikke. Danmark er et mono-politisk samfund, hvor adgangen til de vellønnede taburetter kun går vejen forbi en højlydt (tros-)bekendelse til velfærdsstatens uproblematiserbare lyksaligheder og velsignelser.

At mene noget andet er ensbetydende med politisk og moralsk selvmord.