Det år kulturarven brændte

I dag, for ti år siden, brændte Christiansborg Slotskirke. Branden, som brød ud tidligt pinsemorgen, vakte opmærksomhed langt uden for landets grænser. Ikke kun fordi Slotskirken var et af den danske hovedstads betydeligste klassicistiske bygningsværker, men også fordi det var den tredje større kulturhistoriske bygning i København, som blev ødelagt af brand på mindre end fire måneder.

Det begyndte den 9. februar 1992, da en brand, som hærgede i flere døgn, brød ud i Christian IVs gamle Proviantgård på Slotsholmen. Knap to måneder senere, den 7. april, gik det galt i Odd-Fellow Palæet, tæt ved Amalienborg. Logens store koncertbygning nedbrændte, mens hovedbygningen blev ødelagt af ild, røg og vand. Da Slotskirken gik op i luer to måneder senere, den 7. juni, lignede det en tanke. Men heldigvis stoppede det her, og det blev ved de alle »gode« gange tre - i denne omgang.

Tanker blev der dog tænkt. Borgere, myndigheder og politikere - og ikke mindst ejere af og ansvarlige for kulturhistoriske værdier - var optaget af, hvordan man bedre kunne sikre vore slotte, kirker og andre bevaringsværdige bygninger. Alle var vist enige om, at kulturarven ikke var sikret godt nok, og at noget burde gøres.

Og det var heller ikke så svært at forstå. Bygningsskaderne løb op i hundreder af millioner kroner, og uerstattelige historiske kulturværdier var gået tabt. Samtidig viste alle tre brandforløb, at skaderne var blevet langt mindre, hvis nogle få, elementære sikringsforanstaltninger havde været i orden.

Branden i Proviantgården, som den byggeglade konge opførte omkring år 1600, skyldtes sløseri i forbindelse med håndværkeres arbejde. En sæk med slibestøv fra oliebehandlet trægulv selvantændte. Korrekt håndtering af slibeaffaldet kunne havde hindret denne brand, som det tog brandvæsenet to et halvt døgn at slukke.

At det skulle udvikle sig til en så hårdnakket brand, skyldtes en katastrofal fejl i tagkonstruktionen. Taget på Proviantgården var netop blevet udskiftet, men de lodrette brandadskillelser var ikke ført helt op til tagstenene. Det betød, at ilden, skjult og ukontrolleret, kunne bevæge sig rundt i den vældige tagkonstruktion. En korrekt udførelse af taget havde begrænset skaderne, som løb op i et to-, muligvis trecifret millionbeløb. Tabene i forbindelse med sådan en bygning begrænser sig ikke kun til byggeudgifterne, men omfatter også flere års tab af brugsværdi. I dette tilfælde kom Folketinget til at mangle kontorer til sine medlemmer.

Odd-Fellow Palæet, der er opført som adelspalæ i Frederiksstaden i 1755, fik tilbygget en stor koncertsal i 1888. Branden brød ud i koncertsalen og blev opdaget om morgenen den 7. april 1992. I koncertsalen var scenen dagen forinden blevet klargjort med diverse elektrisk udstyr til brug for et show, der skulle finde sted på branddagen. I den planlagte forestilling indgik affyring af såkaldte »magnesiumbomber«. Alt tyder på, at branden begyndte på eller bag scenen, men brandårsagen er aldrig blevet opklaret.

En storstilet og kostbar renovering af koncertsalen, som var verdenskendt for sin akustik, var netop slut, da branden brød ud. Branden i koncertsalen var usædvanlig voldsom, og det lykkedes ikke brandvæsenet at hindre branden i at brede sig til hovedbygningen.

Koncertsalen nedbrændte totalt, mens store dele af hovedbygningen udbrændte eller fik voldsomme vandskader. Brandvæsenet kunne konstatere, at brandadskillelsen mellem koncertsal og hovedbygning ikke var udført korrekt. Hvis det havde været tilfældet, kunne den fredede hovedbygning have været reddet. Hovedbygningen blev genopbygget, men det blev koncertsalen med Nordeuropas bedste akustik ikke.

`

Hvis fortiden i Danmark skal sikres for fremtiden, slipper vi

ikke for regningen

,

Da det første Christiansborg brændte i 1794, gik Häusser og Eigtveds slotskirke også tabt. Den genopførte kirke, som blev indviet pinsedag 1826, var den eneste tilbageværende del af C.F. Hansens Christiansborg, som brændte i 1884. I forbindelse med renoveringsarbejde på kirkens tag i foråret 1992 var en del af tagkonstruktionen med den store kuppel dækket af presenninger. Øjenvidner, som deltog i det københavnske pinsekarneval, havde omkring midnat bemærket, at flere nødblusraketter var ramt ned i det presenningdækkede område. Raketterne var affyret ulovligt af feststemte karnevalstilskuere i en mindre båd, som lå i kanalen ved Gammel Strand. Mindre end en halv time efter denne episode stod der ild og røg op fra Slotskirkens tag.

Et af bådens tre besætningsmedlemmer erkendte sig under grundlovsforhøret pinsedag skyldig i uagtsom brandstiftelse. I forbindelse med den senere retssag skete der imidlertid frifindelse, da en sammenhæng mellem nødblusraketterne og branden ikke med sikkerhed kunne påvises.

Også denne brand viste sig vanskelig at slukke - især fordi branden bredte sig ukontrolleret i hulrummet mellem tagkuplens kobbertag og den indvendige loftkuppel. Brandens dramatiske højdepunkt opstod, da tagkuplen, som måler næsten 24 meter i diameter, med et øredøvende brag styrtede ned i kirkerummet. Brandfolk på stedet beskrev, at kirkerummet, som indtil da havde været forholdsvis uberørt af branden, med ét blev forvandlet til et ildhav.

Bedre og flere brandmæssige adskillelser i tag- og kuppelkonstruktionens hulrum - og i kirkens mange andre skjulte hulrum - kunne have begrænset denne brand ganske betydeligt. Det kostede over 100 millioner kroner at genskabe Slotskirken, som det tog fire et halvt år at gøre brugbar igen.

Samfundet var hurtigt ude med en plan. Allerede efter brand nummer to havde boligministeren besluttet at nedsætte et samordnings- og koordineringsudvalg til at vurdere brandsikringen af landets fredede ejendomme. Inden årets udgang havde udvalget afleveret sin betænkning, den såkaldte »røde betænkning«, som opfordrede til, at der blev foretaget en kraftig opstramning af brandsikkerheden i fredede bygninger.

Betænkningen indeholdt blandt andet følgende tre konkrete forslag:

Udarbejdelse af en instruks for brandværnsforanstaltninger under bygningsarbejder på fredede bygninger

udsendelse af en bekendtgørelse om brandsikring af fredede bygninger

en anbefaling til Indenrigsministeriet om at udarbejde driftsmæssige forskrifter for fredede bygninger.

Det eneste af de tre nævnte forslag, som nu - ti år efter brandene - er gennemført, er instruksen for brandværnsforanstaltninger under bygningsarbejder. Heldigvis er der heller ikke siden udbrudt brande af en størrelsesorden som de tre brande i 1992. Men disse, og mange andre brande, viser, at brand er en lunefuld herre, som har det med at slå til, når man mindst venter det. Ét er dog sikkert: Vi kan gøre meget mere for at begrænse risikoen - hvis vi vil.

Staten har selv, siden 1992, sørget for bedre sikring af en række af sine slotte og ejendomme. Men langt de fleste fredede og bevaringsværdige ejendomme er i privat eje, og her er det begrænset, hvad der siden er gjort for at forbedre brandsikkerheden. Derfor har forskellige private organisationer set sig nødsaget til at udarbejde praktiske vejledninger og anvisninger, der kan bruges som hjælp i forbindelse med sikring af de privatejede bygninger. Netop nu er der ved at blive lagt sidste hånd på en omfattende sikringsguide, som en række organisationer har arbejdet sammen om at skrive.

Dette materiale er både nyttigt og nødvendigt for bygherrer, rådgivere og håndværkere, når disse ejendomme skal sikres mod brand og ulykker. Men de løser ikke det basale problem, at sikring af kulturværdier indebærer en ekstra økonomisk belastning, som gør, at de fleste viger tilbage for at få gjort noget alvorligt ved problemet.

Hvis fortiden i Danmark skal sikres for fremtiden, slipper vi

ikke for regningen.

Den røde betænkning fra 1992 anbefaler i den forbindelse, at der indføres nye og bedre støttemuligheder til hjælp for brandsikringsarbejdet. Mange vil sikkert mene, at det bliver for dyrt - både for bygningsejerne og for samfundet. Forløbene i de her omtalte brande viser imidlertid, at forholdsvis enkle og begrænsede bygningsforanstaltninger og sikkerhedsprocedurer kunne have begrænset skadernes omfang væsentligt.

Brandsikring behøver ikke at koste en herregård - men det kan en enkelt brand meget let komme til. Det kan vi lære af 1992. Lad os få ført flere af de gode intentioner fra den røde betænkning ud i livet.