Vibskov er vidst blevet voksen?

Alle snakker, men hvem siger noget? Vibskovs show kredsede om al den information, vi modtager. Svaret var renhed i tøjet.

Henrik Vibskovs viste en flot ny kollektion. Stemning i showet var dog mere vemodig end festlig. Foto: Copenhagen Fashion Week. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var lige ved, at det ikke blev til noget. Først i allersidste øjeblik, i midten af sidste uge, faldt brikkerne på plads, så Henrik Vibskov kunne holde show i København. Og det var godt, for han hører til her, og hans insisteren på at gøre andet og mere end bare at vise tøj er altid interessant og giver ugen et løft. Hurra for at det lykkedes.

Vibskovs show er altid noget andet og mere end bare tøj, der trasker frem og tilbage på podiet. I denne sæson havde det titlen »The Jaw Nutter Case« og bestod af hundredvis af nøddeknækkeragtige ansigter med underkæber der i vanlig Vibskovsk/Storm P-agtigt-opfinderstil blev åbnet og lukket af snoretræk, som unge piger hev i.

De sad midt i installationen, ryg mod ryg med unge musikanter, der spillede på messinginstrumenter, midt i musikken til showet. En kommentar til tidens tendens, hvor alle taler og taler, hvor lydene fylder rummet, og hvor kakofoni ikke længere er et ord, man griner af at sige, men en sindstilstand af støj.

Omkring denne installation gik både mandlige og kvindelige modeller, en opdeling, der langsomt giver mindre og mindre mening, for i løbet af de sidste to tre år har kvindelige modeller i stigende grad gået herreshows, ikke bare i udlandet, men såmænd også i København.

Se bare Caroline Brasch, der lukkede Tonsure i går og mandlige modeller har gået kvindeshow, Vincent Beier gik Mark Tan sidste sæson - og transseksuelle modeller har også indtaget modens podier. Nu er det mennesker, der viser tøj, og man må selv vælge, hvilket menneske man vil være.

Hos Vibskov betyder det, at mænd kan gå i kjoler, hvis de har lyst og at kvinder ikke behøver at vise kroppens kurver frem, hvis de har lyst. Men også at mænd kan gå i bukser og kvinder i nederdel og tilhørende taljeret jakke.

Det var en kollektion med for Vibskov meget få farver og prints. De første mange indgange var sorte og hvide, hvor sort var bundfarve og det hvide nærmest havde effekt som kalkede streger på et stykke stof, der skal udskæres. Noget at sigte efter i en tid uden retning?

Der var stof med brede striber i forskellige farver fungerede godt, lige som sæt (tone i tone til Vibskov, SÅ har man set det med) med en grøn nederdel, en strikket trøje med store masker og en frakke i samme farve udover) fungerede smukt.

Der var kjoler i sort med taljemarkering foran fra et bælte, der så hang løst bag på. Der var brede bukser, der stumpede til mænd og til begge køn de fineste jakker med detaljer fra kimonoer, brede ærmer, bindebælter. En renhed og en ro midt i kaos.

Det var et vidunderligt show, hvor tøjet fik lov til at være et bud på spørgsmålet, om hvordan manøvrerer i uro og samtidig  var der noget.... ikke trist over det, men en sær vemodig tone. Som om det hele ikke er sjov længere.

Måske er Vibskov bare blevet voksen, fået børn, mærket dødeligheden som alle os andre midaldrende idioter, der troede vi skulle feste til vi segnede, men i stedet ser jævnaldrende segne, forældre dø og pludselig sidder yderst på bænken.

Vi skal alle samme dø. Skal vi virkeligt larme hele tiden indtil da?