Vi kan alle sammen være helte - eller lejemordere

Asger Juel Larsen har opgivet trends og laver i stedet tøj, så mænd selv kan bestemme, hvem de er. Lejemordere eller helte.

Der var en mere afdæmpet kollektion end senest Asger Juel Larsen præsenterede tøj til Copenhagen Fashion Week. Men det var også kun tøjet, som var afdæmpet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Copenhagen Fashion Week
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det virker som en skidt kombination, men det fungerer. Asger Juel Larsen er som en fisk i vandet, når han med sin høje musik og alt andet end nydelige herretøjskollektioner indtager D'Angleterre og får væggene i Palmehaven til at sitre af fryd.

Han er nemlig ikke underdanig og imponeret af, hvor fiiiiint der er, eller hvor mange gange Victor Borge spillede, så juvelerne raslede af fryd på byens fornemme fruer.

Han fylder rummet ud ved at være sin egen og ved at tro på, at det fungerer godt nok.

Og det gør det. Hvor sidste sæson var lige lovligt flammebehængt, var denne sæson mere afdæmpet. I den medfølgende pressetekst sagde han selv, at han var rykket væk fra trends og i stedet laver tøj til mænd, hvis garderobe konstant udvikler sig og samtidig en udforskning af, hvem de selv er. Og det er formentlig også derfor vi gider moden - og den udforskning af - hvem vi gerne ville være.

Og med Asger Juel Larsen kollektion var det næsten som i Bowies sang "We could be heroes, just for one day."

Det var en kollektion, der tog udgangspunkt i klassiske amerikanske arketyper, her var en smadret spejder, Western-inspirerede jakker (og det klassiske cowboyslips og brede bælter, som Dex Dexter  ville nikke anerkendende til), oilskinsjakker og store slag, der kunne modstå vand og kulde.

Mænd på jagt, mænd parat til at overleve, helte i en actionfilm eller som en flok unge drenge konkluderede, da de fik ild på smøgerne, da de gik ud af D'Angleterre »en fin flok lejemordere«.

Måske er det dét, der gør Asger Juel Larsen så interessant og så... rigtig lige nu. At han ikke tilbyder en færdig løsning, men at man selv finder ud af, hvordan man bliver den sejeste udgave af sig selv. At han så ikke er bange for at lade mænd være mænd og dyrke det klassisk maskuline er også befriende i en tid, hvor køn eller konstant er en konstruktion, i opløsning eller bare til debat.

PS.

Musikken til showet blev spillet af Simon og Rasmus Littauer, og hvis de herrer nogen sinde optræder sammen,  er det i den grad værd at købe en billet til. Ufatteligt sejt. Og interessant.