Var det for sjov?

Han Kjøbenhavn viste en kollektion, der var som taget ud af Albertslund 1986. Det var så underholdende, bestemt. Men var det virkelig alvorligt ment hele vejen?

Han Kjøbenhavn bød på et old school look med sponsorerede hold »kluns« og andre retro godter - men det var lidt svært at tage seriøst. Fold sammen
Læs mere
Foto: Copenhagen Fashion Week
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Han Kjøbenhavn er blevet et af de mærker, man glæder sig til i løbet af ugen med en formel, der blander velfungerende hverdagstøj med en anelse kant med spektakulære shows og god brug af det københavnske byrum, som sidste sæson, hvor en grund på byggepladserne ved Carlsberg blev til en trailerpark, hvor smågangstere hang ud.

I år var Han Kjøbenhavn rykket til Christiania i Den Grå Hal, hvor høj hip hop og en bamsefigur i overstørrelse med trætte øjne bød gæsterne velkommen. I midten af rummet en installation med slanger og mundstykker.

Da showet gik i gang, kom modellerne ud, iført masker, der lignede en forvitret julemandsskæg møder sexbutikkens gag. De gik en runde, hvor de stillede sig hen til hver sin slange og koblede sig på.

Tøjet var langt mere udknaldet end tidligere. Tænk hallen i forstaden i 1986, komplet med knallertbøller, håndboldpiger og affarvet hår. Her var masser af fodboldtrøjer i skinnende nylon, Jesper Olsen-looket og joggingbukser i tung bomuld som nemt får knæ og så tætsiddende som netop Jesper Olsens shorts.

Her var joggingtøj jakker i samme glinsende stof og stone washed bukser, klippet af over anklen og bomberjakker. Havde man ikke fanget referencen var der såmænd også hvide tennissokker og provensielle prints som Bjarne Smed og BG Auto på Gl. Køge Landevej, magen til dem mindre sportshold bærer på sponsorerede sæt tøj. Der var bomberjakker, pelse, skinnende jakker i et stof, som grønjakkerne ville have nikket genkendende til og

Der var bestemt ting, som var til at se i en kommerciel sammenhæng, et par blå bukser i en fin uldkvalitet (som ville være gode uden print), en grå strik og såmænd og så en morsom dunjakke i stonewashed demin - det lyder tosset, men det virkede. Samlet set sad jeg tilbage med fornemmelsen af, at der stod nogen i hjørnet og grinede lidt. Af os, knap så meget af sig selv.

Jo jo, det er nemt nok at gøre nar af modebranchens syge besættelse af mærker og logoer og det absurde i at betale ekstra for dem, og det er skægt nok at vise dårlig smag frem i en klassisk modeshowsammenhæng, men hvad så mere?