Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
De er nemme at kende, når man går ud. Nyskilte kvinder sidst i trediverne, der er lidt uvante med situationen og har glemt fornemmelsen af at være på jagt og blive jaget. Nogle gange glider de gennem byen, andre gange er det næsten smertefuldt at følge forsøgene på at konkurrere med dem, der er ti år yngre.
Nu kommer Benedikte Utzon dem til undsætning med en kollektion til dem, der gerne vil være sexede men ikke undskylde, at de godt kan huske Murens fald.
Det betyder blandt andet korte nederdele i læder med lynlåse, læderleggings, der smyger sig om kroppen, glitrende strik og pailletbukser. Det lyder noget slutty for at sige det pænt, men når Benedikte Utzon viser de nævnte ting, bliver det... sexet, ikke vulgært og af og til nærmest afslappet på måden, der bedst beskrives med det gode danske ord casual.
For ja, hun laver bestemt smukke kjoler, fine toppe og rigtig gode jakker, men Benedikte Utzon, der nu optræder under det mundrette navn Est. 1995 Benedikte Utzon Wardrobe er allerbedst, når hun arbejder i skind og læder.
Hendes læderlegging smyger sig om kroppen og understreger og former uden at være ækelt stramme, så man får for meget ide om, hvordan folks underliv ser ud. De er bare velsiddende i helt basic forstand. Små korte lædernederdele med lynlåse var virkelig fine - og kunne med en grov strik og en blå skjorte bruges på kontoret. En frakke i en meget glat kohår (tænk noget, der næsten mindede om sælskind) var ualmindelig pæn, lige som Benedikte Utzon viste gode bud på, hvordan mink kan bruges afslappet i parkacoats, hvor minken var brugt i en indervest og med store rævekraver.
Konkurrence: Vind adgang til Copenhagen Fashion Week 2014
Det var en fin kollektion, der kun havde få mislyde. En vest i glimtende brokadestof var overraskende grim og helt fejlplaceret, på samme måde som man kan opleve, når man køber tøj på en ferie. Når man så kommer hjem, ser den hvide kjortel ikke Jade Jagger-lækker ud, bare dum. På samme måde virkede vesten fjollet i sit slaskede snit. Til gengæld var brokaden i både buksedragt (jo!) og kjole pæn. Et par flæsede ting med prikker, som skjorte og kjole var også til den lidt for søde side, men det er petitesser. .
Kollektionen virkede ubesværet, både skabt, stylet og båret, og den var afslappet uden at være sløv og elegant uden at være påtaget. I ordets allerbedste forstand: Brugbart.