Unge mænd er begyndt at gå med hat igen

I dag bruges hatten som et statement. Den er et modecitat, og den bæres tit med en vis ironi. Det passer perfekt til en pork pie.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En klog hattemager i London lærte engang undertegnede den gyldne regel, når det kommer til spørgsmålet om, hvilken hat, der egentlig passer til én.

»Ja, det kommer jo sandelig an på, hvad du ellers har på.«

I filmen »The King’s Speech« bærer hovedpersonen for eksempel en såkaldt Coke-hat. Det er rytterhatten, der nok er bedre kendt som en bowler. Det er egentlig, hvad man lidt paradoksalt kunne kalde en lav, høj hat, men hattepulden er rundet, så lave grene ikke slår den af rytteren, der farer af sted i fuld galop gennem de britiske skove. Hatten giver i den grad kongen det sidste strejf af stil og indrammer så at sige hele billedet af en gentleman. Men den virker altså kun sådan, fordi han også har dyre, håndsyede britiske sko, dyre bukser fra Saville Row og en lang uldfrakke på.

Det sidste kunne man forvisse sig om i den sæson, hvor filmen havde premiere. Pludselig fik Coke-hatten nemlig en renæssance i London – men denne gang blandt de unge mennesker, man jævnligt så med den i the Underground og på, ja, King’s Road. Men hvor kongen bar den som en forlængelse af en konservativ dragt, bar de unge den som et modecitat. For de havde samtidig hvide sneakers på. Eller hiphopdress. Eller bare jeans og T-shirt. Hatten var bare et stunt, et hint til en svunden tid. Og den blev båret med et ironisk glimt i øjet.

Hatte har ofte deres egen identitet indbygget. Når man går med en tyk wienerhat af nærmest ulden filt, signalerer man praktisk vinterelegance. Den høje hat har gennem tiderne forlænget både Charles Dickens’, frimurerens og flottenhejmerens stil. Et andet eksempel kunne være kasketten, der giver mindelser om kulslæbende arbejdere, svajere og kække knægte, der sælger aviser på fortove. Det er ikke for ingenting, at den danske kok Thomas Herman har gået med gadedrengenes six piece – som er noget andet end taxachaufførens og landmandens sixpence – lige siden han var en rask lille skoledreng i Fredericia.

Der er dog en hat, der mere end nogen anden er født til den moderne brug af hatten, hvor man i grunden ikke mener det med hatten helt alvorligt. Det er den engelske pork pie. En pork pie er egentlig en lille engelsk kødtærte, omtrent som en indbagt frikadelle, men det er samtidig navnet, oprindeligt kælenavnet, på en lille, tæt og i dag meget klassisk filthat. Navnet kommer af, at hattepulden faktisk ligner tærten lidt. Den er kompakt, tæt, lille – og det giver i sig selv et lidt friskfyragtigt look, at den sidder så tæt om skallen. Den ser næsten ud, som om den er for lille, men det er netop meningen. Det er den hat, man ser unge mænd skyde lidt om i nakken, så de ser sådan lidt »frække« ud. De ligner faktisk lige præcis sådan en der, som sangerinden Daimi engang sang, sætter sin hat som vedkommende selv vil. Derfor er pork pien nærmest gået hen og er blevet et ikon blandt hipstere. Det var oprindeligt hatten for dem, der gik mod strømmen. Og det vil nutidens hipstere gerne signalere – også selv om de alle sammen gør det samme.

En pork pie findes i flere, lidt forskellige modeller. Frank Sinatra gik altid med den helt klassiske, mest tætte, model. Og fordi han var en lille, væver mand, fik den ham til at virke frisk, smart og som det, der må have været 1950ernes og 1960ernes »street«. Hatten er mindre end andre hatte, og sammen med en smalbenet habit bliver looket stramt, men også elegant.

Men pork pie har andre varianter. En af dem er den kraftigere, mere lodne som, måske især på kraftigere mænd, giver det modkulturelle lidt mere kant. Pork pien er således den klassiske hat, når man skal markere, hvem der er den rigtige forbryder i en film. Eller i hvert fald, hvem der har styr på gadens metoder, kneb og sprog. Den kan derfor ses flere steder i kriminalfilm. Og i en dansk kontekst vil lidt ældre læsere sikkert huske, hvordan Jens Okking bar den, da han gav den som streetwise betjent i tv-serien »En by i provinsen« i slutningen af 1970erne.

I spillefilm har den også haft en fremtrædende rolle som et stilistisk krydderi, der kan tilføre en skurk eller en helt noget infamt. Gene Hackmans karakter i »The French Connection« fra 1971 får samme råhed fra pork pie’en. Og i »Mean Streets« fra 1973 er det Robert De Niro, der pludselig virker benhård, bare fordi han får en, dybest set lidt malplaceret, hat på. Hatten var også med i den forrygende, britiske krimikomedie »Snatch«, instrueret af Guy Ritchie i år 2000, hvor en Brad Pitt, der er så voldelig, at han er helt ude af kontrol, prøver at holde sammen på sig selv og det hele med en slidt pork pie, der egentlig bare får ham til at se endnu mere gusten og upålidelig ud.

I nyere tid har hatten som sagt fået en renæssance hos unge mænd, og en af kilderne til det er, at den er selve emblemet på hovedpersonen i Netflix tv-serien »Breaking Bad«. Når kemilæreren Walter White, med dæknavnet Heisenberg, toner frem i serien, har han den sorte, enkle hat på. Han bærer imidlertid en lidt større, simpel model, der næsten får ham til at se lidt amish ud – eller måske som en fredsommelig, midaldrende jøde. Sandheden kunne ikke være længere væk. Hatten er hans uniform som kriminel. Måske fordi den mere end noget andet signalerer, at man, trods alt, har hat på. Man er elegant, man er næsten en gentleman – selv om man i virkeligheden ikke er.

Måske er det lidt den samme virkning, Mikael Persbrandt er ude efter i Pernille Fischer Christensens film »En du elsker«. Her spiller han den verdensberømte rocksanger Thomas Jacob, der har en usædvanlig rå og utilpasset kant. Og med hatten, som både bruges med op- og nedslået skygge som rekvisit, går rollen rent hjem. Thomas Jacob er, med sin lille »flæsketærte« på hovedet, fræk som en slagterhund.