Succesrig chef: »Nogle tager på Yogaretreat. Jeg tager til Hirtshals«

Hirtshals er der, det succesrige tøjfirma Gannis kreative chef Ditte Reffstrup kommer fra. Det har gjort hende til den, hun er. Og det er det sted, hun tager tilbage til for at finde ro – og en kontrast til modebranchens skønhed.

Foto: Thomas Lekfeldt. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hirtshals ligger ved havet, så langt væk fra København, som man næsten kan komme. Her er himlen svimlende høj, når solen skinner, og havet er lokkende blåt. Men selv en forårsdag, når solen luner og vinden ikke er kold, er Hirtshals ikke en smuk by ved vandet som Skagen, der har sine gulkalkede huse, røde tegltage og hvide bænke under blomstrende træer.

I Skagen havde man digterne, nu har de de rige københavnere i sommerhusene. I Hirtshals har de havnen, havet, fiskene, færgerne til Norge og Færøerne, der ligger som store skrumler i havnen og skvulper biler ud. De har fiskerbådene og fiskefabrikkerne.

Men for Ditte Reffstrup ser Hirtshals anderledes ud.

»Hvor er det smukt,« svarer hun, da jeg sender et billede i en mms for at forklare, hvor langt vi er. Det er nu bare en blå himmel og et par skorstene, men hun elsker byen.

Hun er designer i en af dansk modes største succeser, dametøjsmærket Ganni, som hun med sin mand Nicolai Reffstrup har ændret fra at være et lille bitte firma, der boede i et hjørne af en lejlighed, til at være et firma med en million- omsætning og som i regnskabet noterer sig, at resultatet er tilfredsstillende og forventes bedre i næste sæson.

Ganni har 18 egne butikker, sælges i 400 butikker verden over og er kommet ind i så prestigefyldte butikker som Liberty London, Selfridges og verdens mest eksklusive netbutik, Netaporter.com.

For hun er vokset op her, byen har gjort hende til det den, hun er i dag, og det er stadig her, til sine forældres hus i Fyensgade, at hun vender tilbage for at lade op.

»Nogle tager på yogaretreat. Jeg tager til Hirtshals og køber en hindbærsnitte hos en dårlig bager, det er det eneste, jeg laver på en hel dag her, og jeg elsker det.«

»Hvis jeg skal forklare, hvorfor det er sådan et fint sted for mig, handler det om kontrasten. I København og i den branche, jeg kommer fra, er alting smukt.«

»Vi er jo heldige, at det er sådan, for når man får en kaffe, er det en god kaffe, der er blomster på bordene og hvis man får en morgenmad, er den fra Atelier September. Men man har brug for at se det andet for at huske at sætte pris på det.«

Derfor er vi kørt til Hirtshals for at få historien om hende og hendes hjemby.

»Her var der jo ingenting, der var intet internet dengang, så jeg dagdrømte«

Foto: Thomas Lekfeldt. Fold sammen
Læs mere

Vi begynder i hendes barndomshjem, hvor hendes forældre har boet i 48 år, siden de blev gift. De er, som hun selv siger, en helt almindelig familie i middelklassen. Hendes mor var ansat på kommunens afdeling for sygedagpenge, først i Hirtshals og senere i Hjørring, der ligger 20 minutter væk med toget. Hendes far var driftsleder på en fiskefabrik.

»Men jeg kunne da være blevet professionel fodboldspiller,« siger han med et grin, og Ditte Reffstrup dasker til ham, som man dasker til sin far, når han har sagt den samme vittighed så tit, at gentagelsen er sjov. Og lidt pinlig.

Hun har to søskende. Den ældste blev først frisør, senere socialrådigver, den næste blev opdaget som dansetalent på en sommerskole, nogle københavnere holdt hver sommer, og tog til England og gik på danseskole. Nu bor hun i Berlin med sine børn. Og så var der Ditte Reffstrup, den yngste, der beskriver sig selv som et almindeligt barn. Hun gik i skole, hun spillede fodbold og så drømte hun. Det var der god tid til.

»Her var der jo ingenting, der var intet internet dengang, så jeg dagdrømte. Det gør jeg stadigvæk, jeg kan ikke styre det. Jeg hørte også meget musik, jeg hørte Det Elektriske Barometer i radioen, og så gik jeg ned på biblioteket og fandt musik. Jeg sad herinde og kiggede ud i timevis,« siger hun og peger ind på sit gamle værelse, hvor hun har sovet samme nat.

Udsigten er den samme, som da hun boede der. Indkørsel til garagen med fliser lagt i et sirligt mønster. Naboens have. Drivhuset står gråt og tomt i april-lyset.

»Der var engang én i modebranchen, som også er vokset op i Jylland, der sagde til mig »tænk, hvor ærgerligt det er, at vi ikke boede i København som børn. Tænk, hvad vi er gået glip af. Tænk, hvis vi havde gået på Bernadotteskolen, tænk, hvor kreative, vi havde været,« og jeg har det bare fuldstændigt modsat. Helt nej. Jeg er så glad for, at jeg har kedet mig så meget. Jeg var ikke blevet kreativ, hvis jeg havde fået det hele forærende og var blevet heppet på undervejs.«

Hun viser vej ned til skolen, hvor hun gik i folkeskolen. Lige ud og så til venstre.

Man skal ikke tro, at man er noget...

Foto: Thomas Lekfeldt. Fold sammen
Læs mere

På kirkegården er alle gravene dækket af små grå sten. »Så gror der ikke noget ukrudt,« siger graveren. »Det kan være, man gider luge ukrudt i København, det gør vi ikke her.« Der står ikke pyntegenstande i haverne. Man risikerer, de blæser væk. Hirtshals er ikke yndigt, og tonen er hård.

Ditte Reffstrup oplevede det selv. Hun har gået op i sit tøj, så længe hun kan huske. Da hun var fire år, kom hendes mor hjem med et par bukser, hun havde arvet fra en kusine. Men Ditte nægtede at tage dem på.

»Jeg kravlede ind under sengen og lå der, indtil hun lovede mig, at jeg ikke skulle have dem på. Jeg ved ikke, hvor det kom fra, men tøj har altid betydet noget for mig. Min mor sagde altid, hvorfor kan du ikke bare have det på, som de andre har på? Jeg kan huske, at min lærer engang sagde til mine forældre, at det var spændende, hvad jeg kom i.«

For hun gik i genbrugsbutikker og købte tøj, længe før den slags hed vintage og blev dyrt. Hun gik i skole i sin fars gamle trompetbukser og i hullede Levis. Hun klædte sig ud. Den ene dag var hun punker, den næste dag var hun iført tennistøj.

»Jeg var helt sikkert ikke populær blandt de store, kan jeg huske. Hvis man kom i skole med slips på, var det jo sådan noget med, at man blev spyttet på, og når man kom ud, var ens cykel skåret op. Det var ikke så meget på grund af selve tøjet. Det var mere det, at man ikke skulle tro, man var noget.«

Men du tog det stadig på? Hvorfor?

Hun trækker på skuldrene.

»Tøj har altid være en stor del af min identitet, det har altid fyldt meget. Da jeg var barn, elskede jeg også at lege tøjbutik derhjemme og klæde andre på. Det er vel også derfor, at jeg laver det, jeg laver.«

»Men at opleve at være upopulær som barn, det gør jo én til det, man kan kalde en insecure overachiever. Det gode ved det er jo, at man bliver ved og ved. Nogle gange trækker jeg på smilebåndet, når jeg hører om andres problemer. Ej, sådan skal det ikke lyde ...«

Hun holder pause, som hun tit gør, når hun taler. Usikker på, om ordene kan misforstås.

»Når man kommer herfra – der er ikke noget, der kan slå én ud, så jeg tænker af og til, bare rejs dig op. Du piber bare. Man skal ikke pibe over, at der er nogen, der ikke kan lide dig.«

Vi spiser frokost på den lokale restaurant med udsigt over havet. De har lige vundet »årets sild« for en mad med sild, marineret i æblecider. Den er så ny på kortet, at tjeneren ikke har smagt den. Men hun serverer den med stolthed og peger hver ingrediens ud. Vi deler en mad. Ditte Reffstrup får fiskefrikadeller bagefter.

En gammel bekendt kommer forbi. Hilser på og spørger, om hun er hjemme på ferie.

Hun svarer lidt undvigende.

»Nej, jeg viser dem bare rundt.«

Jeg siger: »Vi kommer fra Berlingske, vi ser, hvor Ditte er vokset op.«

»Til et portræt? Jamen, hvor flot, hvornår kommer det i?«

Da han er gået, siger hun lidt undskyldende: »Kan I godt mærke, at jeg synes, det er lidt pinligt, at I er med, fordi I skriver om mig? Folk her aner jo ikke, hvem jeg er, og det er rart. Og så sidder det i mig, at man ikke skal tro, at man er noget. Han ved garanteret heller ikke, hvad Ganni er.«

Hun gik i gymnasiet i Hjørring, og imens arbejdede hun i en tøjbutik, hvor hun var hjælpepige, den, der lagde tøj sammen og ryddede op, men af og til fik hun lov til at ekspedere kunderne, og hun var god til det.

»Jeg kunne godt lide det, og jeg var meget inspireret af en ekspedient i en herretøjsbutik, som vi delte gård med. Når vi stod derude til pause, kunne han finde på at sige »jeg går lige ind og sælger en skindjakke i løbet af det næste kvarter«, og det gjorde han så. Han var den perfekte sælger. Jeg har altid godt kunne lide at gøre folk smukke.«

Foto: Thomas Lekfeldt. Fold sammen
Læs mere

Da hun var færdig med gymnasiet, som gik godt i 1. g og knap så godt i 2. og 3. g, fordi hun – mod sin mors gode råd, som hun i klassisk teenagestil ikke lyttede til – blev gammelsproglig og havde både latin og oldgræsk, troede hun, at hun skulle læse teologi eller religion.

Men hendes chef i tøjbutikken syntes, at hun skulle til København og arbejde for Bruuns Bazaar, der var de smarteste i Danmark dengang. Og så lånte Ditte Reffstrup hendes telefon, ringede og fik fat i Bjørn Bruun, der inviterede hende til jobsamtale.

»Bagefter sagde han, at jeg aldrig mere skulle have tyggegummi i munden til en jobsamtale, men han fik mig overtalt til at tage et job som trainee, jeg ville jo ikke være i lære, det var jeg for fin til, men jeg var i design og i indkøb og i butikken og så skulle jeg til Paris at bo.«

Så hun flyttede til København. Hun fandt et værelse i et bofællesskab i København og dukkede op med en rød kuffert i hånden.

»Har du ikke andet med?« spurgte han, der lukkede hende ind. Hun købte sig en seng. Hun klarede den.

Vi går ned mod stranden tættest på byen. Den hedder husmoderstranden, fordi de hjemmegående husmødre kom der med deres børn. I modsætning til strandene længere væk fra byen kan man ikke køre ned på stranden, så mødrene skulle ikke holde øje med trafikken, kun om børnene druknede.

På husmoderstranden er sandet fint og lyst. Der er klitter og marehalm og så havet med fornemmelsen af, at man ser til verdens ende, når man kigger ud over det. Eller til det sted, hvor en ny måske begynder.

»Men jeg tjekkede da lige, hvad det kostede at blive skilt. Det var kun 500 kroner, så det kunne vi godt.«

Foto: Thomas Lekfeldt. Fold sammen
Læs mere

»Jeg har været her meget. Jeg gik helt vildt mange lange ture som barn ved stranden og tænkte og drømte. Når jeg er her, tænker jeg altid, at uanset hvad der sker ... jamen, så kan jeg da flytte tilbage. Jeg ved ikke, om jeg kunne holde ud at bo her.«

»Måske, hvis jeg måtte få min kaffemaskine med. Efter to dage savner jeg en cortado. Men jeg kan godt mærke, at jeg hører til her. I København bliver jeg aldrig en af dem, der føler sig som en insider i modebranchen.«

»Jeg kan godt lide branchen, og jeg har brug for den, men jeg bliver aldrig den, der synes, det er sjovt at blive fotograferet og vise mig frem. Jeg synes nemt, det er lidt pinligt.«

En rød bil stopper. En kvinde springer ud. Hun omfavner Ditte Reffstrup. Kvinden er en af Dittes gamle venner fra byen. Døren i bilen står åben imens. De taler, før hun hopper tilbage i bilen. Hun skal hente børn.

Ditte Reffstrup arbejdede et par år hos Bruuns Bazaar, før hun blev indkøber i Pede & Stoffer. En af hendes kunder sagde »du skal møde min svigerfar«, og den svigerfar var Troels Holch Povlsen, manden bag Bestseller-koncernen. Han ansatte hende som indkøber i Flying A, hvor hun også begyndte at være med til at designe.

»Det gik op for mig, at det kunne man godt, selv om man ikke har en uddannelse som designer og ikke sidder med en skitseblok.«

Det er samme rolle, hun har i Ganni, som hun købte sig ind i sammen med sin mand, Nicolaj Reffstrup, som hun mødte for 14 år siden. Han er uddannet på CBS og har altid interesseret sig for iværksætteri. De mødtes til en fest, gik i biografen dagen efter og var kærester fra den dag. De blev gift efter syv måneder.

»Det var en dejlig ting at gøre, mens man var helt nyforelsket, så vi gjorde det bare og sagde det ikke til nogen. Men jeg tjekkede da lige, hvad det kostede at blive skilt. Det var kun 500 kroner, så det kunne vi godt.«

De har fået to børn, og sammen driver de også firmaet, som de nu ejer alene, fordi de købte den daværende ejer ud. Hun er kreativ chef, mens han er direktør og har styr på tallene.

Firmaet er gået fra at være et lille venstrehåndsprojekt for grundlæggere som lavede en kollektion, når det passede, og sprang en over, når det passede, til at være en velsmurt del af modemaskinen.

Ganni laver fire kollektioner om året, der er knap 200 styles i hver kollektion. De har 51 ansatte og 18 egne butikker, hvilket er virkelig meget for et mærke, der som Ganni er ejet af Reffstrup’erne selv. Deres tøj sælges også fra 400 andre butikker.

I foråret indgik de et designsamarbejde med Mytheresa.com, en eksklusiv webshop i luksusklassen, og fra efteråret kan man købe Gannis tøj på netaporter.com, der er den store, oprindelige luksusnetbutik, og som vel nærmest svarer til Barneys i New York. Er man der, er man noget.

»Jeg havde det, som om jeg var Peter Schmeichel, da han blev signet til Manchester United, da vi fik Netaporter.com. Så stort er det for os.«

»Tøj er et af de steder, hvor man stadig kan lege«

Foto: Thomas Lekfeldt. Fold sammen
Læs mere

Vi når turens sidste stop. Hirtshals stadion, hvor Ditte Reffstrup har spillet fodbold, siden hun var ganske lille. Hendes far var træner. Hendes mor var holdleder. Hun spillede højre midt.

»Jeg lagde den ind over. Det var mit speciale. Det var min lykkeligste tid, når jeg spillede fodbold. Man var et hold, der havde samme mål. Man kom i ens fodboldtøj. Vi var sammen.«

»Da jeg flyttede til København, begyndte jeg også på et hold, men jeg holdt hurtigt op. De var ligeglade med, hvem jeg var. Der var ingen, der spurgte om ens navn. De smed bare en trøje over, »her er nummer 5«.«

Måske er det derfor, Ganni har succes. Deres tøj er imødekommende. De laver hver sæson nye kollektioner, baseret på nye ideer, efterårets hedder Damon And The Queen og er inspireret af britpop i 1990’erne, men de laver også nye udgaver af de samme modeller.

Elskede du en kjole i et print, kan du få den i det samme i næste sæson. Og sæsonen efter. Det gør andre også, men Ganni arbejder meget med ideen. Som forbruger føles det omsorgsfuldt, at man ikke skal opgive sine yndlingsting, bare fordi sæsonerne skifter. Man føler sig ikke uden for.

»For mig er det her ikke et intellektuelt projekt. Verden er så fucked, og der er så få steder, man kan have det sjovt. Tøj er et af de steder, hvor man stadig kan lege. Og uanset hvem man er, om man så har en bodega i Hirtshals, så tror jeg, at man får det bedre, hvis man ser sig i spejlet og synes, at man ser pæn ud.«

Stadionbestyreren kommer forbi.

»Hvaaaaad satan, er det ikke Ditte?« siger han og giver hende et knus.

»Din far siger, at du laver noget med tøj, har du da dit eget mærke?« siger han.

Hun nikker.

»Hvad hedder det? Nå, Ganni? Det kender jeg ikke, men jeg må spørge mine piger, om de gør,« siger han, før han fortæller, hvem der er død af kræft siden sidst. Død, ikke sovet ind.

»Nogle gange tænker jeg over, om det er det hele værd, og jeg ved ikke altid, hvorfor jeg gør det«

Foto: Thomas Lekfeldt. Fold sammen
Læs mere

I Hirtshals er der ikke så meget, der er pyntet på og pakket ind. Måske fordi der altid er noget, der er større end den enkelte. Havet bestemmer stadig. På det lille torv, der ligger klemt inde bag havnen, står et monument over unge mænd, der mistede livet, da en redningsbåd sank i 1981, og da Ditte Reffstrup voksede op, var der altid nogen, der kendte nogen, der havde en onkel, der var med på båden. I Hirtshals er livet alvor.

»Det er et hårdt sted. Naturen her er hård og grov, og den tager i ny og næ en håndfuld, der er alt for unge. Jeg har oplevet vilde ting. Da jeg var barn, var fiskerne rige. Deres børn havde crossere og ponyer, og de tog på ferier i timesharelejligheder i Spanien.«

»Men da fiskekvoterne blev indført, mistede de alt, de blev skilt og blev alkoholikere. Det er fuldstændig som i filmen »Bornholms Stemme«. Det smitter af, når man vokser op i det. Man lærer, at man skal kunne modstå meget.«

»Jeg tænker altid, at det hele kan forsvinde i morgen. Jeg læner mig aldrig tilbage og tænker, hvor går det fedt, i stedet for tænker jeg, at det måske forsvinder igen. Den dag, man lader sig falde tilbage og slapper af, har man tabt. Man skal hele tiden arbejde,« siger hun.

Det lyder lidt hårdt at tænke sådan?

»Det er hårdt, men på den gode måde. Jeg vil jo ikke pive, men vi arbejder meget, og vi investerer alt i firmaet lige nu. Det er måske meget værd på papiret, men de penge får vi jo kun, hvis vi sælger, og det er ikke planen. Så vi kan ikke købe en lejlighed selv, jeg tror ikke, at banken vil låne os til et sommerhus. Nogle gange tænker jeg over, om det er det hele værd, og jeg ved ikke altid, hvorfor jeg gør det.«

»Det er svært at sove, jeg ligger og tænker meget over det, og over, hvad jeg gør. Men det her er det eneste, jeg kan, og jeg kan godt lide det. Man skal jo være taknemmelig for, at man finder noget, man er god til, og som man godt kan lide.«

»Jeg har prøvet at stå en sommer på »fisken«, som vi kaldte fiskefabrikken, i et frysehus og pakke rejer og høre på de kvinder, der arbejdede der, de havde måske tre børn og ingen mand og mødte klokken 6 hver morgen. Jeg har været til børnefødselsdag ovre i blokkene, hvor moren lå fuld på sofaen i underbukser. Så jeg ved godt, at jeg er privilegeret. Det tror jeg ikke, jeg ville vide, hvis jeg ikke kom herfra.«