Stjernedesigner i Berlinmurens skygge

Det socialistiske establishment modarbejdede ham. Stasi overvågede ham. Det genforenede Tyskland hylder ham. 25 år efter Murens fald har Karl Clauss Dietel som den første østtyske designer nogensinde vundet den prestigefyldte »Bundesdesignpreis«, blandt andet for kultbilen Wartburg.

Karl Clauss Dietel med sin formfuldendte »HELI-Radio«, som har stærke rødder i Bauhaus’ og klassisk moderne tysk formsprog. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kristin Schmidt

Trafiktomme gader, grå betonfacader og brunt interiør med kitschede møbler. Vest for Berlinmuren har de fleste menneskers billede af DDR ikke just været præget af elegance og kvalitet – efter Murens fald hævdede en vesttysk minister endda, at Østtyskland først og fremmest gik til grunde på sin mangel på æstetik.

At dette billede kun viser den halve sandhed, kan man ved selvsyn opleve i Karl-Marx-Stadt, der siden kommunismens sammenbrud atter har fået sit oprindelige navn, Chemnitz. Her tager den 80-årige designer Karl Clauss Dietel hjerteligt imod MS i sit atelier, der huser hans modeller af bilen Wartburg, scooteren Supra, den smukke HELI-Radio med kugleformede højttalere samt skitser og afbildninger af hans mangfoldige livsværk, der med tydelige rødder i Bauhaus’ enkle linjer også omfatter industrimaskiner, køkkengrej, grafik og meget meget mere.

»Jeg havde aldrig drømt om så meget opmærksomhed på grund af en pris. Det er beærende, både for mig selv og for al den fremragende formgivning, der trods alt også blev skabt i DDR,« siger han med et varmt smil om den fornemme Bundesdesignpreis, han som den første østtysker nogensinde netop har modtaget.

Det sidste tog mod øst

Kultbilen Wartburg 353 er Dietels måske mest kendte design. Med en produktion på ca. 1,2 mio. eksemplarer kan alle ældre østtyskere nikke genkendende til dens særlige form. Den populære Erika skrivemaskine, der blev skabt næsten en million gange, endte derimod overvejende som eksportprodukt til Vesten. Det var ikke et særsyn for design fra DDR, hvor især møbeleksporten årligt indbragte den økonomisk slagne diktaturstat millioner af mark – blandt aftagerne var i øvrigt IKEA.

»Min HELI-Radio var derimod nok for progressiv for den vestlige smag,« siger Dietel med en dæmpet latter om den elegante radio med de kuglerunde højttalere fra de tidlige 1960ere, der i dag går for mindre formuer.

»Alt stort design er skabt af det forhåndenværende. Det gjorde vi også i DDR, hvor mangeløkonomien egentlig ikke hæmmede mig så meget. Det gjorde derimod de politiske omstændigheder.«

Karl Clauss Dietels Wartburg 353 blev i 1965-1989 produceret i 1,2 mio. eksemplarer. Foto: K.C. Dietel Fold sammen
Læs mere

Efter en barndom i krigens tegn måtte han ikke komme på gymnasiet, fordi hans far arbejdede som selvstændig, hvilket ikke passede ind i det ideologiske kram i den nyoprettede »bonde- og arbejderstat DDR«. Med en uddannelse som klejnsmed i bagagen endte Dietel alligevel med at gennemgå et ingeniørstudium, før han i årene 1956-1961 studerede på kunsthøjskolen i Østberlin.

»I 1950erne var der mange, der flyttede til Vesttyskland. Men jeg havde nu engang mine rødder her, og forestillingen om en mur mod Vesten var absurd,« siger Dietel og mindes den overrumplende udvikling i august 1961.

»Min kone og jeg var lige blevet gift og havde været i teatret i Vestberlin. Vi tog hjem til Østberlin med S-toget et godt stykke over midnat. Det var måske den sidste normale togforbindelse mellem øst og vest, for næste morgen var afspærringen i gang, der var pigtråd og advarselsskilte overalt.«

De rigtige ideer i det forkerte system

Trods Berlinmurens opførelse fik multitalentet Dietel en flyvende start på karrieren i 1960ernes DDR, hvor han blev headhuntet til at arbejde »i kongeklassen«, som han formulerer det. Han skabte ikke bare karosseriform og interiør til Wartburg-biler, han lavede også formgivning af f.eks datacentraler, hvor det var vigtigt for den østtyske stat at holde trit med Vesten.

Alligevel gik det støt ned ad bakke med omsætningen af Dietels design i produktionen, ikke mindst efter grundlæggelsen af det statslige »Amt for industriel formgivning« i 1972. Efter sovjetisk model blev der blev lagt yderligere pres på de designere, der ikke arbejdede i de statsligt styrede »folkeejede virksomheder«. Desuden blev flere af Dietels produkter anset for at være for funktionalistiske og »ude af trit med det, ungdommen har brug for i en socialistisk stat.«

»Design opstår i det sensible sammenspil mellem kunst og kultur på den ene side og teknik og naturvidenskab på den anden,« siger Karl Clauss Dietel.

»Men nu blev design- og produktionsverdenen underlagt en tung teknokratisk kappe. Sådan en politisk detailstyring af formgivernes arbejde var lidt som at tvinge bierne til at flyve op på et bestemt træ for at bestøve dets blomster. Det bliver sjældent produktivt.«

Presset fra Amtet for industriel formgivning gjorde bl.a., at Dietel og hans mangeårige partner, Lutz Rudolph, igen og igen løb panden mod muren med deres udkast, især til Trabanten i bilindustrien.

»Vi skabte en helt ny form med en lodret bagklap, der var mere optimal i forhold til siddekomfort og aerodynamik. Vi blev kaldt »kunsttosser« og fik at vide, at ingen i verden byggede biler på den måde. Få år senere sendte Volkswagen denne form på markedet i Vesttyskland,« siger han med åbenlys stolthed.

»Måske passer det, at vi havde de rigtige ideer i det forkerte system.«

Som selvstændig designer i DDR har Karl Clauss Dietel oplevet et væld af politiske benspænd. I bilindustrien blev hans fremsynede ideer forkastet, men han fik dog oprejsning i kraft af produktionen af en række tohjulede køretøjer som »Simson« motorcyklerne eller disse »Supra Motorroller«. Foto: K.C. Dietel Fold sammen
Læs mere

DDR's mest jagtede designer

Et dyk ned i Dietels Stasi-akter har bekræftet, at han gennem hele sin karriere og ikke mindst efter sin aftrædelse som vicepræsident i DDR’s kunstnerforbund i 1981 blev overvåget tæt af Stasi.

»I 1968-1989 var jeg den mest jagtede designer i DDR. Helt oppe i toppen af systemet var vi uønskede. Selv Mielke (Stasis chef, red.) og Honecker sørgede for, at vores arbejde blev tiet ihjel. Det var dybt frustrerende. Først nu, 25 år efter Murens fald, har jeg indset, at det ikke kun var ideologiske og faglige uenigheder, men også en masse personlige ting, der stod i vejen for os.«

Åbne former med lang levetid

I 1980ernes opbrudsstemning blev Karl Clauss Dietel til dels taget til nåde i DDR, både hvad anerkendelse og jobs angik.

»Efter Gorbatjovs magtovertagelse i 1985 kunne vi godt mærke, at DDR ikke ville bestå evigt,« siger Dietel, der ved Murens fald i 1989 var rektor for en kunsthøjskole for kunsthåndværk. Midt i omvæltningerne måtte han med vemod her se på, hvordan østtyskerne ukritisk tog afsked med alle DDR-produkter til fordel for vestlige varer.

»Personligt er jeg absolut ikke ostalgisk (øst-nostalgisk, red.) Men det har været trist at se, hvordan DDRs design stort set er forsvundet fra landkortet. Det gælder også de fungerende dele af den østtyske industri, hvor selv gedigne industrigrene og glimrende forskning blev nedlagt med et pennestrøg. Vi burde atter vende tilbage til den tilgang til ressourcer, som mangeløkonomien i DDR tvang os til at have. Menneskehedens ressourceforbrug er jo åbenlyst en tiltagende katastrofe.«

For Dietel er »den åbne form« derfor fremtidens vigtigste stikord: design, hvor enkeltdele kan udskiftes, og nye generationer af produkter kan opdateres uden at hele produktet og alle de medfølgende ressourcer havner i skraldepladsen.

»Alt for mange produkter designes udefra. Fornyelsen af hele produktserier foregår af styling- og selvfølgelig salgsmæssige årsager, hvormed hele det gamle produkt smides væk. Godt design er derimod tiltænkt evigheden.«

I de kommunistiske landes enhedstænkning var der ikke plads til individuelle stjerner, og stort set alt design fra DDR var navnløse produkter fra de »folkeejede virksomheder«. Men tænk nu, hvis multitalentet Karl Clauss Dietel blot var udvandret i tide – måske var han blevet en international berømthed af Dieter Rams’ eller Philippe Starcks rang?

Det tankeeksperiment er Dietel naturligvis ofte blevet udsat for, men han ser alligevel med mildhed og taknemmelighed på sit livsforløb.

»Det nytter ikke meget at bruge sit liv på at være bitter over, hvor ens biografi er landet i verdenshistorien. DDR var en stor del af mit livs ramme, som jeg i al beskedenhed synes at have forvaltet virksomt og med stor glæde.«