Spirende blyanter på amerikansk eventyr

USA har fået øjnene op for de danske økoblyanter Sprout, der kan plantes efter brug og spire til krydderurter eller grøntsager.

Iværksætteren bag Sprout, Michael Stausholm. Foto: PR Fold sammen
Læs mere

Det lyder næsten for godt til at være sandt. At blyanter kan blive til basilikum, timian eller cherrytomater. Men den er god nok, og det har de nu også fundet ud af i USA.

I denne uge optrådte de spirende Sprout-blyanter på nationalt TV i programmet »The Today Show«, der har mellem 20 og 40 millioner seere.

»Jeg tror ikke, det kan blive meget større for os. Vi kan ikke få armene ned,« siger den danske iværksætter bag Sprout, Michael Stausholm.

For få uger siden blev et Sprout-link delt 125.000 gange på tre dage via en amerikansk Facebook-side, og i løbet af tre timer måtte Amazon melde udsolgt. Derfor betegner Michael Stausholm de seneste uger som de spirende blyanters store gennembrud i USA.

Virksomheder kan få trykt logo og tekst på alle Sprout-produktern. Foto: PR Fold sammen
Læs mere

 

»Sprout redder ikke planeten, men...«

Blyanterne har et kapsel af frø i enden, som kan plantes, når blyanten er brugt ned. Derudover er de lavet af bæredygtigt træ og indeholder hverken bly eller giftige stoffer.

»Finanskrisen har betydet, at vi forbrugere generelt er blevet mere bevidst om, hvordan vi bruger vores penge. Vi vil godt betale lidt mere for noget, som giver mening. Og Sprout er jo ikke produkter, der redder planeten. Men de giver folk en følelse af, at de gør en lille forskel i hverdagen. Det er blevet passé bare at smide sine ting ud,« siger Michael Stausholm.

Idéen er udviklet af tre amerikanske studerende. Men de manglede én, der kunne sælge idéen for dem. Det blev Michael Stausholm, som siden har overtaget patentet på Sprout og føjet mere til brandet.

De laver bl.a. også papirkort med inkorporerede blomsterfrø, der bliver til solsikker eller forglemmigej, når de plantes. Næste skud på stammen er plantelige klistermærker, som lanceres til november. Også klistermærkerne kan plantes og får nyt liv, når de har aftjent deres klistrepligt.

Priser fra 19,95 kr. for én blyant.

Find forhandler på Sproutworld.com.