Smukt herretøj på mopsede modeller ...

Jean//phillips herretøj er smukt forarbejdet og fungerende i al sin stilhed. Til gengæld var hans modeller noget trætte af livet.

Foto: Ida Marie Odgaard. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard

Jean//phillip havde torsdag eftermiddag inviteret indenfor i et lille lokale øverst i en ejendom i Pisserenden, hvor gæsterne sad på høje taburetter, mens modellerne gik over det hvidmalede gulv, ganske langsomt, så der var tid til at studere kollektionen til herrer, der bestemt fortjener opmærksomhed.

Jean//philip laver smukke, velsiddende og klassiske ting, der fint twistes, så det ikke er kedeligt.

Stramme bukser med en lynlås ved anklen, hvide skjorter med lange manchetter med bånd, der hænger løst. Der blev præsenteret fine jakker, der sidder pænt, strik i sart lyserød, der ikke virker som forvokset babytøj, men som et fint bud på moderne herretøj.

Det er tøj til unge mænd, der gerne vil ligne klassiske mandeidealer, men som ikke vil overtage deres fars garderobe. En smal silhuet, der understregede mandetorsoen, der er bredest øverst. Det er interessant - også for kvinder - at se på, uden at være »dum sexet og bøvet maskulint«.

Det er ikke tøj, der skriger højt og gør kæmpe væsen af sig, men det er virkelig pænt på en gennemarbejdet måde, med bomuld, der knitrer af sprødhed, fine bukser, der sidder godt (i hvert fald på de tynde drenge) og smukke jakker, der falder pænt.

De lange manchetter, båndene i siderne af bukserne, jakken med binde/lukke mekanismen. Så pænt.

Der var også et par cirkusdirektør-indslag under showet, en vest og en jakke med glitrende sten og en rød lang frakke med applikationer af sten ved lommerne – måske lidt for meget, men hey, pænt lavet og det var jo et show, ikke et salgsmøde.

Til gengæld er man nødt til at knytte et enkelt ord til de mandlige og ret unge modeller, der alle var utrolig nydelige, men som så så livstrætte ud, at man frygtede, de havde fået at vide, at de ikke kunne komme ind på Det Fri Gymnasium, men hang på et i Ballerup, eller at deres hamster var død.

De slæbte sig rundt som med det yderste af deres kræfter og ikke så meget som en anelse livsgnist at spore, og der findes simpelthen ikke bomuld så højtidelig i verden, at det kan retfærdiggøre en sådan dødedans, som næsten bliver komisk. Man behøver ikke være lalleglad og evigt smilende, men bare en anelse livfuld?

Tøjet var eksempelvis en oplagt grund til at smile. Så fint.

Se kollektionen her: