Schh Asger

Hos Asger Juel Larsen går jorden under. Hver sæson.

Asger Juel Larsen, Copenhagen Fashion Week 2014. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonas Skovbjerg Fogh
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Behold ørepropperne. I får brug for dem,« sagde seateren, da hun viste os hen til vores pladser. Her lå den klassiske pressetekst om kollektionen og så et par ørepropper til hver gæst. I en af hallerne på Papirøen holdt Asger Juel Larsen show, og det svenske band Grieved skulle spille på de to scener, der stod midt for catwalken. På den ene guitar og solo, på den anden hårdtarbejdende trommeslager og sanger.

Er du på mobilsitet, så klik her

Så var tonen virkeligt slået an - og det var ikke kammertonen - for showet, for Asger Juel Larsen er alt andet end nuttet og forsigtig. Han er vild faktisk, og bevæger sig i et dystopisk univers, hvor verden er ved at gå under, måske allerede er gjort det. Unge skinheads driver omkring i et landskab, der falder fra hinanden, byer forgår og man manglede nærmest kun pilleglas, der falder ned fra himlen fra Strunges digt. Det er ikke for sjov, det her.

Modellerne var alle iført meget kunstige sorte parykker (al brug af åben ild aldeles forbudt) og solbriller med mørke glas, så de næsten lignede robotter eller kroppe uden sjæl, som de marcherede frem og tilbage.

Her var sporty referencer møder klassisk skrædderi møder goth møder lynlåse møder militærstøvler møder neonfarver. Sjovt var et print af bobleplast, mens de malede bukser måske blev en anelse studentikose, de mindede lidt for meget om en kropsstor udgave af et penalhus malet med rettelak af kedsomhed. Og så, midt i alt virvaret, findes nogle helt enkle og meget, meget brugbare styles, en sort jakke, velsiddende jeans og gode jakker.

Det var fint, men det var næsten for meget, for vredt, for hysterisk, for hidsigt - og så med små indfald af fredelighed, der ikke virkede som kontrast, men mere kommercielt tænkt.

Det er altid sjovt, når folk larmer, men det kunne være interessant at se, hvad Asger Juel Larsen ville sige, hvis han ikke konstant skulle råbe så højt.